Hvem kan man sammenligne Alaa al-Aswany med? Man kan være så frimodig at sammenligne ham med en af de få andre egyptiske forfatterskaber, man kender herhjemme, nemlig nobelprismodtageren Naguib Mahfuz, der døde i 2006. Siden Mahfouz modtog Nobelprisen i 1988, har han medvirket til at åbne omverdenens øjne for arabisk litteratur og for den arabiske verden via sine farverige fortællinger om Kairo. Alaa al-Aswany kan være en forfatter, der kan overtage byrden og udbrede kendskabet til arabisk litteratur yderligere – men forhåbentlig uden at dele skæbne med Mahfouz. Mahfouz blev således stukket ned på åben gade i 1994 efter mange år med mordtrusler hængende over hovedet, og frem til sin død i 2006 var han stærkt svækket.
Af beslægtede forfatterskaber kan nævnes den indiske emigrantforfatter Salman Rushdie. De to herrer deler især evnen til sproglig polyfoni og sprudlende symboler og metaforer, og det er særligt deres sproglige energi, der binder dem sammen. Men de kan ligeledes sammenlignes, fordi de begge tematiserer forholdet i Østen og imellem Østen og Vesten.
Derudover kan nævnes den franske forfatter Honoré de Balzac, der er en af det 19. århundredes store forfatterskaber, og hvis værk “Den menneskelige komedie” giver et panoramisk indblik i sociale konflikter og processer i Frankrig i de første tre-fire årtier af det nittende århundrede. Begge har således en evne til at skildre de menneskelige skæbner og deres interne og indbyrdes konflikter på realistisk og indlevende vis. En anden fransk forfatter, man kan sammenligne al-Aswany med, er den nulevende Michel Houellebecq, der med en ligefrem pen skildrer højtbelagte tabuer i det vestlige samfund, og som ikke er bange for at beskæftige sig med temaer som terrorisme, sexturisme, religiøs fanatisme og følelsesmæssig analfabetisme. Stilen hos Houellebecq er dog langt mere direkte og obskøn og mindre kærlig og floromvunden end hos al-Aswany, men tematisk er de nært beslægtede.
Af hjemlige forfatterskaber, man kan sammenligne al-Aswany med, kan nævnes Herman Bang, der levede fra 1857-1912. Bang havde en evne til at beskrive relationer og begivenheder ved at registrere uden at fortolke, ligesom hans værker rummer en kritik af et samfund, hvor individerne i vid udstrækning er undertrykt af normer og konventioner – blandt andet normer for, hvilke følelsesmæssige og seksuelle præferencer, der er tilladt. Også den danske forfatter Leif Panduro fra 1923-1977, der ligesom al-Aswany var tandlæge, havde en dyb indsigt i sine landsmænd og i de fortrængninger, der ligger og lurer under overfladen. Panduros bøger er én lang kærlig og humoristisk afsløring af, hvordan samfundets normer og omgangsformer er en vedtaget, accepteret form for vanvid. Tematisk er de to forfatterskaber således beslægtet, men sprogligt er al-Aswany dog mere legende og poetisk end Panduro.