Camille Blomst
Foto: Morten Holtum

Camille Blomst

journalist Andreas Tonnesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Top image group
Camille Blomst
Foto: Morten Holtum
Main image
Blomst, Camille
Foto: POLFOTO

Indledning

2000 debuterede forfatteren Camille Blomst med romanen “Hurra, hurra, hurra og så det lange”, der er en nådesløs udstilling af en fordrukken halvtredsårig levemand og petit-journalist. De tårnhøje illusioner om egen overlegenhed og betydning, hovedpersonen har om sig selv, dissekeres i romanen i et veloplagt og satirisk sprog. Også den efterfølgende kærlighedsroman “De siger man kan elske uden at få børn” er kendetegnet ved et sprog fuld af rappe replikker og humor. Camille Blomst har med de to romaner gjort sig bemærket som en forfatter, der i et veloplagt og legende sprog skriver lettilgængelige og underholdende historier.

 

24917010

Blå bog 

Født: 4. september 1972 i Gudhjem, Bornholm.

Uddannelse: Gymnasiestudent. Skuespillerkurser på Herning Højskoles dramalinje.

Debut: Hurra, hurra, hurra og så det lange, 2000.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: De siger man kan elske uden at få børn, Gyldendal, 2003.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Når enden er god er alting godt. Det må være den rigtige begyndelse. Her i dag er jeg flyttet ind i et nyt kontorfællesskab, og herfra vil jeg hver dag skrive lidt om mig selv. Ideen fik jeg i går aftes på stamværtshuset, hvor jeg imponerede de omkringsiddende med alle de bøger jeg fik udgivet det forgangne år. En af de tilstedeværende spurgte mig helt alvorligt: Bliver det så i år, du kommer med bogen om din fantastiske hverdag? Jeg øjnede en formue, og svarede raskt tilbage at den skægt nok ville være at finde i handlen til efteråret.”
“Hurra, hurra, hurra og så det lange”, s. 5.

Camille Blomst, der er datter af reklamemanden, Christiania-medstifteren og journalisten Jakob Ludvigsen, er født og opvokset på Bornholm. Og ifølge forfatteren selv kommer hun ud af en familie, hvor man skal råbe højt og sige sin mening, hvis man vil blive hørt, også selvom den går på tværs af alle andres: “Jeg har altid råbt højt. Det er ikke altid så populært, men jeg er vokset op i en familie, hvor man ikke behøver at være populær.” (Pernille Jacobsen: “Litteraturens møgunge”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-12-22).

I sin gymnasietid arbejdede Camille Blomst som radiovært på et ungdomsprogram på Danmarks Radio på Bornholm, desuden drev hun en grillbar, der bar navnet “Mille og Freja’s pølsesnak“, sammen med lillesøsteren Freja, men den blev afhændet, da hun forlod fødeøen som student. Trods et løfte om aldrig mere at skulle gå i skole førte drømmen om et liv som skuespiller Camille Blomst til dramalinjen på Herning Højskole. Men trangen til at improvisere frit i stedet for at gengive andres allerede skrevne replikker fandt først sin egentlige udfoldelse i rollen som forfatter: “Man kan vel sige, at min trang til skuespil i stedet lander i forfatterskabet, hvor jeg selv kan spille alle rollerne og ikke mindst selv finde på dem.” (Pernille Jacobsen: “Litteraturens møgunge”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-12-22). Under udarbejdelsen af sin debutroman arbejdede Camille Blomst i perioder som tjener på blandt andet Kaffesalonen på Nørrebro, Sushirestauranten Sticks’N’Sushi, og for kokken Claus Meyer. Disse jobs kan man se i genspejlet i Blomsts anden roman, hvor hovedpersonen netop arbejder som tjener, og hvor det kulinariske spiller en ikke ubetydelig rolle.

Hurra, hurra, hurra og så det lange

“Jeg skal spilleme love for min opfindsomhed er frisk denne dag. Nu ved jeg også, hvordan jeg skal genvinde min position på Fritidshjemmet. En PR-artikel til City Avisen. Jeg har netop en gammel en liggende, det er bare at bytte lidt omkring på afsnittene, så er jeg tilbage på min vante plads foran Classic-hanen.”
“Hurra, hurra, hurra og så det lange”, s. 114.

Camille Blomsts debutroman “Hurra, hurra, hurra og så det lange” fra 2000 er udformet som en dagbogsoptegnelse. Dagbogen giver læseren indblik i en alkoholiseret pralhals’ gøren og laden gennem et halvt års tid – med fejringen af hans 50 års fødselsdag som romanens finale.

Romanens hovedperson, hvis navn aldrig bliver læseren bekendt, er en afdanket levemand og petitjournalist, hvis verden begrænser sig til kvarteret omkring Pisserenden, det såkaldte latinerkvarter i indre København, hvor han trofast pendler mellem sine to “hjem”, nemlig sin lejlighed og den lokale beværtning, han selv ynder at kalde for “fritidshjemmet”. Hovedpersonen ser sig selv som en prominent københavnerkulturperson og præsenterer sig som både forfatter, filmmand, skribent, byhistoriker, fotograf og gammel musiker, når han skal hævde sig overfor omverden. Undervejs i romanen tillægger han sig endnu et par titler ved at udgive en række kuriøse bøger, en samling lokumsdigte, en bog om dørgrebets kulturhistorie, og om toiletpapirets og kødpølsens ditto. Disse perifere og mildest talt ligegyldige litterære b-produkter, der dog giver hovedpersonen “øl på bordet”, ser han selv som de egentlige beviser på egen overlegen status og livsstil. Og det er netop denne tårnhøje selvillusion, der udgør fortællingens drivkraft. For romanens figur er præcis lige så tom og ligegyldig som de litterære skriblerier, de sproglige finurligheder og smarte bemærkninger, han konstant bryster sig af at være ophavsmand til.

23190419

Hovedpersonen er en ægte livsløgner, der gennem hele romanen holder nederlagene, sin skrantende sociale, kærlighedsmæssige, arbejdsmæssige såvel som sundhedsmæssige tilstand ud i løgnens strakte arm. Som Camille Blomst siger i et interview: “Han er en nar af den type, som samfundet skaber flere og flere af. Ensom, men stadig en social mand. Hans livsstil er asocial, han er ungkarl, og han roser sig ligefrem af det. En distanceblænder, som gentager sig selv og som kun er udholdelig i små doser.” (Niels Lillelund: “Opgør: en halvtredsårsdag for meget”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-11-11).

Romanens rå humor og satiriske kraft består i Camille Blomsts evne til at fremstille den sproglige skal, som hovedpersonen bruger til at holde erkendelsen af egen fiasko for døren og den himmelråbende massive illusion om egen succes og overlegenhed i live.

 

 

 

De siger man kan elske uden at få børn

“Kan du forestille dig, at oppe i himlen, lige ved udgangen, står kærlighedens stamtræ. Det er en slags enarmet tyveknægt du får lov at trække i umiddelbart før du tager ned til jorden. Den rummer symbolerne tro, håb og kærlighed. Alle kombinationer findes, nogle er lykkeligere end andre, det er indlysende. Jeg tror vi fik det i den rækkefølge der hedder: Tro, håb og kærlighed. Jeg troede fra begyndelsen på, at du fandtes, levede efter det, til vi fandt hinanden, håbede og tog konsekvensen. Den brik der er tilbage, leder os mod det ultimative som, hvis ikke jeg tager meget fejl, er kærlighed.”
“De siger man kan elske uden at få børn”, s. 157.

I 2003 udkom Camille Blomsts anden roman, “De siger man kan elske uden at få børn” . Her følger vi den 28-årige Bolivia, hvis ungdom og tidlige voksenliv udgør romanens handlingsforløb. Bolivia opridser som romanens jeg-fortæller ungdommens historier og erindrer i glimt ungdommens spirende erotik og møderne med kærligheden. Disse passager akkompagneres af brudstykker fra radioprogrammet Strax, hvor lytterne ringer og skriver ind til radioværten Emil Rosenkvist med deres historier – historier der som regel handler om kærlighed. Og det er netop Emil Rosenkvist, stemmen fra radioen, der bliver afsættet for konfrontationen mellem ungdom og voksenliv, der udspilles i Bolivias indre. For lige siden hun var fjorten og gennem hele sin ungdom, har stemmen fra radioen givet hende næring til drømmen om, at der bag denne stemme fandtes manden i hendes liv. Bolivia indleder således en affære med radioværten fra Strax i et forsøg på at realisere ungdommens kærlighedsfantasi: “Da jeg var fjorten, hørte jeg en dragende stemme. Øjeblikkelig slog tanken mig at det var lyden af manden i mit liv. Ham måtte jeg se. Men før jeg fik stillet min nysgerrighed, besvimede jeg. Og siden har jeg måttet nøjes med at dagdrømme om ham, og om hvordan vi skulle mødes. Nu er det sket.” (side 95-96).

24917010

Forholdet mellem radioværten og Bolivia indledes med en strøm af beskeder og kærlighedserklæringer, som Bolivia skriver til radioværten, der i sit radioprogram giver mere eller mindre subtile svar på disse kærlighedserklæringer i form af indforståetheder og nøje udvalgte pophits og lovesongs fra 80’erne og 90’erne. Affæren slutter med, at Bolivia stikker af fra et ellers velfungerende parforhold for at tage til Barcelona, hvor hun bliver gravid med radioværten. Men forsøget på at udfri den æterbårne romance er i høj grad også en flugt fra den følelse af stilstand og mæthed, af lunken hverdag og fastgroethed, og ikke mindst fra angsten for det ansvar, der lurer i voksenlivets borgerlige tosomhed. Og det ungdommelige kærlighedseventyr ender da også med at kæntre.

Det er dog ikke kun fortællingen om Bolivias kærlighedshistorie, romanen folder ud. Den giver samtidig et mere kollektivt portræt af Bolivias veninder og venner, og af de brud og møder med kærligheden, disse venner møder undervejs i overgangen mellem ungdom og voksenliv. Romanen konfronterer de forestillinger og drømme om erotik og den absolutte kærlighed, man har med sig fra ungdommen, med voksenlivets mere komplicerede og sammensatte parforhold og det store skift til rollen som mor. Romanen optegner således en udviklingshistorie, der diskuterer, hvordan man indgår det svære kompromis mellem voksenliv og ungdom. Hvordan kan man blive voksen uden at gro fast i et borgerligt og goldt parforhold, og uden at give køb på ungdommens drømme om den store, altopslugende kærlighed?

På den grønne bænk og andre noveller – om misundelse og jalousi

“Om mandagen havde Salt flyttet sin taske over til Marias bord. Hun sad alene, fordi Naja havde kyssesyge. Salt talte ikke til mig. Og da vi kom tilbage efter sommerferien værdigede hun mig ikke et blik. (…) Det var Marias foto, der sad forrest i Salts pung. Det var Maria, som fik Salts sidste sms, før hun faldt i søvn. Det var Maria, Maria, Maria. Og den gamle Sukker var fyret.”
“Salt og Sukker”, i “På den grønne bænk”, s. 19.

I novellen “Salt og Sukker” , der udkom som et bidrag i novelleantologien “På den grønne bænk og andre noveller – om misundelse og jalousi”, i 2003, er det igen ungdomslivets følelsesliv, der danner rammen for fortællingen. To veninder, der kalder hinanden for Salt og Sukker, har begge et godt øje til den nogle år ældre dreng Mathias, som de kalder Snapper. Sukker ser op til veninden Salt, fordi hun er højtråbende og intrigant, og leverer de hurtige og smarte replikker. Men venindens rapkæftethed synes dog i virkeligheden at dække over den ungdommelige usikkerhed overfor drengene – og måske især i forhold til sig selv. Så da veninderne endelig får inviteret Snapper til en festlig aften med vodkafyldte flødeboller og de alle tre har lagt sig i Salts forældres seng, er det Sukker, som Mathias begynder at kysse og kærtegne.

24971309

Salts misundelse over venindens lykke hos Mathias udmunder i et prompte brud på venskabet og i bevidste ydmygelser af veninden overfor klassens andre piger. Novellen slutter dog med, at Sukker efter en tid i kulden en dag i klassen får en forsonende sms fra sin gamle veninde.

Perspektivering / Litterære åndsfæller

Selvom de to romaner, Camille Blomst har udgivet, har to vidt forskellige hovedpersoner og kredser om markant forskellige emner, så er de fælles om at dyrke det talte sprog, som det tales af hverdagens mennesker. Forfatteren har bevidst søgt en let tilgængelig, underholdende og ikke “skønlitterær” stil. Begge bøger, såvel som novellen, bærer præg af et veloplagt og ligefremt sprog, hvor det satiriske, de rappe replikker og den sammensatte komposition med en stor nærhed overfor fortællingernes figurer træder i forgrunden frem for en mere traditionel slavisk og distanceret fortællerstil. Om debutromanen fortæller Camille Blomst således: “Det er ikke litteratur i den forstand, jeg har lavet, det er bare underholdning, alternativ til TV en søndag eftermiddag. Men flere steder i pressen bliver den jo bedømt som litteratur, og det vil jeg da ikke sætte mig op imod. Men jeg har med vilje skrevet noget meget let tilgængeligt for på den måde at være med til at lære folk at læse bøger.” (Niels Lillelund: “Opgør: en halvtredsårsdag for meget”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-11-11).

Camille Blomst nævner selv Dan Turèll som et litterært forbillede, og trods markante forskelle evner Camille Blomst at lege med sprogets toner på en rap og provokerende måde, der kan minde om Turèll. Der er desuden klare paralleller mellem Blomsts debutroman og en roman som Sven Holms satiriske “Syg og Munter” fra 1972, der med rå humor giver stemme til en af samfundets randeksistenser, nemlig invalidepensionisten Arntsen.

Bibliografi

Bøger af Camille Blomst

Blomst, Camille:
Hurra, hurra, hurra og så det lange. 2000.
Blomst, Camille:
De siger man kan elske uden at få børn. 2003.
Blomst, Camille:
Salt og Sukker. 2003. Novelle i samlingen På den grønne bænk og andre noveller.

Om Camille Blomst

Jakobsen, Pernille:
Litteraturens møgunge. 2000. Interview i Jyllands-Posten, 2000-12-22.
Lillelund, Niels:
Opgør: en halvtredsårsdag for meget. 2000. Interview i Jyllands-Posten, 2000-11-11.
Tougaard, Helle:
Fra ord til mor. 2003. Interview i Jyllands-Posten, 2003-11-16.

Links

Camille Blomsts bøger er alle udkommet på forlaget Gyldendal.
Portræt og anmeldelser.
Artikler med forfatteren