Camille Blomst

Camille Blomst, der er datter af reklamemanden, Christiania-medstifteren og journalisten Jakob Ludvigsen, er født og opvokset på Bornholm. Og ifølge forfatteren selv kommer hun ud af en familie, hvor man skal råbe højt og sige sin mening, hvis man vil blive hørt, også selvom den går på tværs af alle andres: “Jeg har altid råbt højt. Det er ikke altid så populært, men jeg er vokset op i en familie, hvor man ikke behøver at være populær.” (Pernille Jacobsen: “Litteraturens møgunge”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-12-22).

I sin gymnasietid arbejdede Camille Blomst som radiovært på et ungdomsprogram på Danmarks Radio på Bornholm, desuden drev hun en grillbar, der bar navnet “Mille og Freja’s pølsesnak“, sammen med lillesøsteren Freja, men den blev afhændet, da hun forlod fødeøen som student. Trods et løfte om aldrig mere at skulle gå i skole førte drømmen om et liv som skuespiller Camille Blomst til dramalinjen på Herning Højskole. Men trangen til at improvisere frit i stedet for at gengive andres allerede skrevne replikker fandt først sin egentlige udfoldelse i rollen som forfatter: “Man kan vel sige, at min trang til skuespil i stedet lander i forfatterskabet, hvor jeg selv kan spille alle rollerne og ikke mindst selv finde på dem.” (Pernille Jacobsen: “Litteraturens møgunge”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-12-22). Under udarbejdelsen af sin debutroman arbejdede Camille Blomst i perioder som tjener på blandt andet Kaffesalonen på Nørrebro, Sushirestauranten Sticks’N’Sushi, og for kokken Claus Meyer. Disse jobs kan man se i genspejlet i Blomsts anden roman, hvor hovedpersonen netop arbejder som tjener, og hvor det kulinariske spiller en ikke ubetydelig rolle.

Camille Blomsts debutroman “Hurra, hurra, hurra og så det lange” fra 2000 er udformet som en dagbogsoptegnelse. Dagbogen giver læseren indblik i en alkoholiseret pralhals’ gøren og laden gennem et halvt års tid – med fejringen af hans 50 års fødselsdag som romanens finale.

Romanens hovedperson, hvis navn aldrig bliver læseren bekendt, er en afdanket levemand og petitjournalist, hvis verden begrænser sig til kvarteret omkring Pisserenden, det såkaldte latinerkvarter i indre København, hvor han trofast pendler mellem sine to “hjem”, nemlig sin lejlighed og den lokale beværtning, han selv ynder at kalde for “fritidshjemmet”. Hovedpersonen ser sig selv som en prominent københavnerkulturperson og præsenterer sig som både forfatter, filmmand, skribent, byhistoriker, fotograf og gammel musiker, når han skal hævde sig overfor omverden. Undervejs i romanen tillægger han sig endnu et par titler ved at udgive en række kuriøse bøger, en samling lokumsdigte, en bog om dørgrebets kulturhistorie, og om toiletpapirets og kødpølsens ditto. Disse perifere og mildest talt ligegyldige litterære b-produkter, der dog giver hovedpersonen “øl på bordet”, ser han selv som de egentlige beviser på egen overlegen status og livsstil. Og det er netop denne tårnhøje selvillusion, der udgør fortællingens drivkraft. For romanens figur er præcis lige så tom og ligegyldig som de litterære skriblerier, de sproglige finurligheder og smarte bemærkninger, han konstant bryster sig af at være ophavsmand til.

23190419

Hovedpersonen er en ægte livsløgner, der gennem hele romanen holder nederlagene, sin skrantende sociale, kærlighedsmæssige, arbejdsmæssige såvel som sundhedsmæssige tilstand ud i løgnens strakte arm. Som Camille Blomst siger i et interview: “Han er en nar af den type, som samfundet skaber flere og flere af. Ensom, men stadig en social mand. Hans livsstil er asocial, han er ungkarl, og han roser sig ligefrem af det. En distanceblænder, som gentager sig selv og som kun er udholdelig i små doser.” (Niels Lillelund: “Opgør: en halvtredsårsdag for meget”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-11-11).

Romanens rå humor og satiriske kraft består i Camille Blomsts evne til at fremstille den sproglige skal, som hovedpersonen bruger til at holde erkendelsen af egen fiasko for døren og den himmelråbende massive illusion om egen succes og overlegenhed i live.