Camille Blomst
Foto: Morten Holtum

Camille Blomst

Artikel type
voksne
journalist Andreas Tonnesen, iBureauet/Dagbladet Information.
Top image group
Camille Blomst
Foto: Morten Holtum
Main image
Blomst, Camille
Foto: POLFOTO

2000 debuterede forfatteren Camille Blomst med romanen “Hurra, hurra, hurra og så det lange”, der er en nådesløs udstilling af en fordrukken halvtredsårig levemand og petit-journalist. De tårnhøje illusioner om egen overlegenhed og betydning, hovedpersonen har om sig selv, dissekeres i romanen i et veloplagt og satirisk sprog. Også den efterfølgende kærlighedsroman “De siger man kan elske uden at få børn” er kendetegnet ved et sprog fuld af rappe replikker og humor. Camille Blomst har med de to romaner gjort sig bemærket som en forfatter, der i et veloplagt og legende sprog skriver lettilgængelige og underholdende historier.

24917010

 

Blå bog 

Født: 4. september 1972 i Gudhjem, Bornholm.

Uddannelse: Gymnasiestudent. Skuespillerkurser på Herning Højskoles dramalinje.

Debut: Hurra, hurra, hurra og så det lange, 2000.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: De siger man kan elske uden at få børn, Gyldendal, 2003.

 

Baggrund

“Når enden er god er alting godt. Det må være den rigtige begyndelse. Her i dag er jeg flyttet ind i et nyt kontorfællesskab, og herfra vil jeg hver dag skrive lidt om mig selv. Ideen fik jeg i går aftes på stamværtshuset, hvor jeg imponerede de omkringsiddende med alle de bøger jeg fik udgivet det forgangne år. En af de tilstedeværende spurgte mig helt alvorligt: Bliver det så i år, du kommer med bogen om din fantastiske hverdag? Jeg øjnede en formue, og svarede raskt tilbage at den skægt nok ville være at finde i handlen til efteråret.”
“Hurra, hurra, hurra og så det lange”, s. 5.

Camille Blomst, der er datter af reklamemanden, Christiania-medstifteren og journalisten Jakob Ludvigsen, er født og opvokset på Bornholm. Og ifølge forfatteren selv kommer hun ud af en familie, hvor man skal råbe højt og sige sin mening, hvis man vil blive hørt, også selvom den går på tværs af alle andres: “Jeg har altid råbt højt. Det er ikke altid så populært, men jeg er vokset op i en familie, hvor man ikke behøver at være populær.” (Pernille Jacobsen: “Litteraturens møgunge”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-12-22).

I sin gymnasietid arbejdede Camille Blomst som radiovært på et ungdomsprogram på Danmarks Radio på Bornholm, desuden drev hun en grillbar, der bar navnet “Mille og Freja’s pølsesnak“, sammen med lillesøsteren Freja, men den blev afhændet, da hun forlod fødeøen som student. Trods et løfte om aldrig mere at skulle gå i skole førte drømmen om et liv som skuespiller Camille Blomst til dramalinjen på Herning Højskole. Men trangen til at improvisere frit i stedet for at gengive andres allerede skrevne replikker fandt først sin egentlige udfoldelse i rollen som forfatter: “Man kan vel sige, at min trang til skuespil i stedet lander i forfatterskabet, hvor jeg selv kan spille alle rollerne og ikke mindst selv finde på dem.” (Pernille Jacobsen: “Litteraturens møgunge”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-12-22). Under udarbejdelsen af sin debutroman arbejdede Camille Blomst i perioder som tjener på blandt andet Kaffesalonen på Nørrebro, Sushirestauranten Sticks’N’Sushi, og for kokken Claus Meyer. Disse jobs kan man se i genspejlet i Blomsts anden roman, hvor hovedpersonen netop arbejder som tjener, og hvor det kulinariske spiller en ikke ubetydelig rolle.

Den afdankede levemand og hans illusioner

“Jeg skal spilleme love for min opfindsomhed er frisk denne dag. Nu ved jeg også, hvordan jeg skal genvinde min position på Fritidshjemmet. En PR-artikel til City Avisen. Jeg har netop en gammel en liggende, det er bare at bytte lidt omkring på afsnittene, så er jeg tilbage på min vante plads foran Classic-hanen.”
Camille Blomst: “Hurra, hurra, hurra og så det lange”, side 114.

Camille Blomsts debutroman “Hurra, hurra, hurra og så det lange” fra 2000 er udformet som en dagbogsoptegnelse. Dagbogen giver læseren indblik i en alkoholiseret pralhals’ gøren og laden gennem et halvt års tid – med fejringen af hans 50 års fødselsdag som romanens finale.

Romanens hovedperson, hvis navn aldrig bliver læseren bekendt, er en afdanket levemand og petitjournalist, hvis verden begrænser sig til kvarteret omkring Pisserenden, det såkaldte latinerkvarter i indre København, hvor han trofast pendler mellem sine to “hjem”, nemlig sin lejlighed og den lokale beværtning, han selv ynder at kalde for “fritidshjemmet”. Hovedpersonen ser sig selv som en prominent københavnerkulturperson og præsenterer sig som både forfatter, filmmand, skribent, byhistoriker, fotograf og gammel musiker, når han skal hævde sig overfor omverden. Undervejs i romanen tillægger han sig endnu et par titler ved at udgive en række kuriøse bøger, en samling lokumsdigte, en bog om dørgrebets kulturhistorie, og om toiletpapirets og kødpølsens ditto. Disse perifere og mildest talt ligegyldige litterære b-produkter, der dog giver hovedpersonen “øl på bordet”, ser han selv som de egentlige beviser på egen overlegen status og livsstil. Og det er netop denne tårnhøje selvillusion, der udgør fortællingens drivkraft. For romanens figur er præcis lige så tom og ligegyldig som de litterære skriblerier, de sproglige finurligheder og smarte bemærkninger, han konstant bryster sig af at være ophavsmand til.

23190419

Hovedpersonen er en ægte livsløgner, der gennem hele romanen holder nederlagene, sin skrantende sociale, kærlighedsmæssige, arbejdsmæssige såvel som sundhedsmæssige tilstand ud i løgnens strakte arm. Som Camille Blomst siger i et interview: “Han er en nar af den type, som samfundet skaber flere og flere af. Ensom, men stadig en social mand. Hans livsstil er asocial, han er ungkarl, og han roser sig ligefrem af det. En distanceblænder, som gentager sig selv og som kun er udholdelig i små doser.” (Niels Lillelund: “Opgør: en halvtredsårsdag for meget”. Interview i Jyllands-Posten, 2000-11-11).

Romanens rå humor og satiriske kraft består i Camille Blomsts evne til at fremstille den sproglige skal, som hovedpersonen bruger til at holde erkendelsen af egen fiasko for døren og den himmelråbende massive illusion om egen succes og overlegenhed i live.