Emily Dickinsons digte udspringer af hverdagslivets små og store dramaer. Selvom hendes fysiske rammer og livserfaringer var begrænsede, så rammer hendes digte universelle følelser. Digtenes form er korte og intense, og de består ofte af firelinjede strofer, som følger et ABCB rim-skema. Inspirationen er hentet fra versformen i Bibelen og salmevers samt fra forfatterne John Keats og Shakespeare. Dickinson gør ofte brug af bindestreger samt utraditionel brug af store bogstaver i sine digte. Digtene har ofte et "jeg", og de reflekterer over paradokser og eksistentielle spørgsmål. Dickinsons digte giver ikke svar på livets store spørgsmål, men er snarere optaget af at undersøge spørgsmålene i sig selv. Tematisk kredser digtene om kærlighedens passion og tab, dødens uundgåelighed, sorgen og lidelsen samt jagten på og udeblivelsen af berømmelsen.
Emily Dickinson var religiøs, men forholdt sig kritisk til religiøse dogmer. Hun havde svært ved at tilpasse sig den strenge puritanisme, som blev dyrket i det miljø, hun voksede op i. Alligevel afspejler Dickinsons digte hendes tillid til Gud. Mange af digtene handler om naturen, og der er en næsten guddommelig vision om, hvordan naturen kan være tæt forbundet med Gud. I digte hvor der optræder et du, er det aldrig klart, om den anden er en elsker, Gud eller Døden. Digtene kan ofte læses på flere måder, når ”Him” eller ”Master” nævnes. Hendes digte afspejler både en ydmyghed over for livet samt en oprørstrang, og man finder også en ironisk tone i dem.
Dickinson fik ikke udgivet nogen digtsamlinger i sin levetid. Digtene der bliver gennemgået i dette portræt er derfor valgt ud fra en tematisk vinkel, sådan at de hver især behandler et eller flere kendte temaer i Dickinsons forfatterskab og fordi de udvalgte digte kan siges at være blandt hendes bedst kendte. Nummeret i parentes henviser til digtets nummer i “The Poems of Emily Dickinson” (redigeret af R. W. Franklin). Bogen er en samling af 1.789 af Dickinsons digte.