a garfield
Foto: Martin Slottemo Lyngstad / Ritzau Scanpix

Andreas Garfield

journalist og cand.mag. Katrine Sekjær, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
a garfield
Foto: Martin Slottemo Lyngstad / Ritzau Scanpix
Main image
Garfield, Andreas
Foto: Line Mørkeby

Indledning

”Kunsten er sandere end virkeligheden, men virkeligheden er mærkeligere end kunsten”. Elsa Gress´ord rammer meget godt Andreas Garfields dramatik, der nok tager udgangspunkt i virkeligheden, men gennem fiktionen skrues med et dramatisk twist, så realismen krystalliseres i en form, man kunne kalde ’mere virkelig end virkeligheden’. Der er fart over feltet, skarpe iagttagelser, fine menneskeskildringer og en god portion humor, når Andreas Garfield tager livtag med hverdagen og sætter den i scene. 

 

 

51614798

Blå bog 

Født: 1976.

Uddannelse: Dramatikeruddannelsen ved Århus Teater, 2007.

Debut: Hyg jer! Drama, 2001.

Priser: Årets Talent Reumert, 2007. Scenekunstudvalget, 2008.

Seneste udgivelse: Vi elsker thaidamer. Drama, 2015. Drama.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Andreas Garfield er født i Sønderjylland i 1976, han er søn af præst og forfatter Rolf Garfield Mortensen og præst Karen Marie Mortensen. I 1985 flyttede han til København, hvor han har boet lige siden, bortset fra de tre studieår på Dramatikeruddannelsen i Århus. Garfield debuterede som dramatiker i 2001 med stykket ”Hyg jer!”, men det store gennembrud fik han med forestillingen ”Hjem kære hjem” (premiere på Teater Grob i 2007), et trekantsdrama, hvor en soldat, netop hjemvendt fra Irak, inviteres til middag hos sin barndomsven og dennes kæreste. I dette stykke demonstrerer Garfield en evne, der må siges at være kendetegnende for hans dramatik; nemlig et uovertruffent talent for at gøre en generel - og her storpolitisk – problemstilling nærværende, ved at sætte den ind i mellemmenneskelige relationer i et hverdagsliv, de fleste kan identificere sig med. Garfields modtog foruden en del opmærksomhed og ros, en Talent Reumert for stykket.

Forfatterskabets udvikling og temaer

Fra Garfields debutstykke ”Hyg jer!” til det seneste ”Vangså” er der flere gennemgående temaer og sammenflettede røde tråde. Som oftest er det de nære relationer, der underkastes dramatikerens skarpe øje – og pen – i det man kunne kalde et antropologisk nærstudie af danskernes parforhold og familieliv. Og det er ikke de hyggelige eller uproblematiske sider af relationerne, der optager Andreas Garfield, tværtimod udfordrer han sine karakterer ved at bringe dem i situationer, der kræver, at både publikum og karaktererne selv må reflektere over deres opførsel, holdninger, gøren og laden. Samtidig har hans stykker ofte det, man kunne kalde et 'overtema', som enten rummer en aktualitet eller et tabu, som Garfield ønsker at afdække for eksempel Irak-krigen (”Hjem kære hjem”), Vollsmose-sagen (”Den 13. nævning”), at miste et barn (”En plads i mit hjerte”). Garfield illustrerer elegant store etiske eller moralske dilemmaer ved at sætte dem i scene mellem det, der skal forestille at være helt almindelige mennesker, som de fleste kan relatere til.

Hyg jer!

”GITTE: Hvordan kan man elske noget, der ikke er fejlfrit? Hvordan kan man få sig selv til at beholde noget, der ikke fungerer optimalt, med mindre man ikke har midlerne til at anskaffe sig noget, der er bedre? Hvis jeg havde en kaffemaskine, der ikke virkede, så ville jeg købe en ny, med mindre jeg ikke havde penge til det. Og hvis jeg ikke havde pengene til det, så ville jeg jo ikke blive ved med at prøve at lave kaffe på den. Så ville jeg finde andre måder at lave kaffe på, eller også ville jeg begynde at drikke te. (pause)...
Andreas Garfield: ”Hyg jer!” side 21

Andreas Garfields debut ”Hyg jer!” fra 2000 blev et julespil, der har ganske lidt med jul og vældig meget med spil at gøre. En juleaftensdag klokken fem minutter i fire mødes Gitte, hendes lillebror Jesper og hans kæreste Julie for at lege en juleleg. Legen hedder ’Hyg jer!’ og er et rollespil for fire personer, hvor hver person skal tage navn efter en evangelist og derefter følge instrukser, der gives over en mobiltelefon.

Den sidste person, der kommer til at deltage i rollespillet er Johan, som Gitte har mødt tilfældigt klokken ti minutter i fire, altså fem minutter før hun skal møde sin bror og Julie. Egentlig skulle Gittes veninde have været den fjerde deltager, men hun har meldt fra i sidste øjeblik. 

Stykket spænder over en time, både i fortalt og i real tid, hvor de fire personer afslører mørkere sider af sig selv. Den af karaktererne, der har det mest markante projekt, er Julie. Hun har altid drømt om at blive gravid juleaften for at kunne føde et drengebarn til jævndøgn i september. Hun er gået så vidt, at hun er blevet gravid og har fået foretaget en provokeret abort, bare for at få sin cyklus til at passe med at en undfangelse kan foregå juleaften. De andre karakterer afslører tilsvarende dystre forhistorier eller sider: Johan har indirekte fremprovokeret sin mors selvmord ved som barn at vælge at holde jul hos sin far, Gitte holdt op med at tro på kærligheden og lod sig nærmest voldtage, efter at hun som ung blev fravalgt af ham, hun var forelsket i og endelig er der Jesper, der ikke vil skændes med Julie, fordi han i virkeligheden slet ikke vil Julie overhovedet: Hvis først de begynder at skændes, vil han aldrig kunne stoppe igen og måske slet ikke være i stand til at styre sin undertrykte vrede: 

”- Når jeg er sammen med min kæreste, føler jeg, at jeg ikke er noget rigtigt menneske. At jeg egentlig minder mere om en bamse. (...) Det kan være, bamsen ikke er der mere. At han er forsvundet. At hun ikke har set ham i lang tid ... eller endnu værre at han ligger derinde. At han ligger parat ... med klør og spidse tænder. At han pludselig kan åbne munden og vise sine kæmpe røde tænder. (...) han griber om hendes hoved og tæsker det ind i skabsdøren, før han river det af og hamrer kløerne ned gennem hendes hals og flår hende op som en lille fugleunge.” (side 35). 

Det når ikke så vidt. De grimme sider og fantasier bliver sat i tale men ikke udlevet, og efter at de grimme ting er blevet sagt højt, er det svært at gøre dem usagt. Men selvom Jesper har sagt, at han ikke vil have et barn, at han faktisk slet ikke vil være sammen med Julie, så får det ingen konsekvens. Alle karaktererne kan blive enige om, at det bare var en leg: Det var jo ikke mig, der sagde det. Det var bare en rolle. 

I virkeligheden var rollespillet Gittes idé. Det er hende, der har fundet på spørgsmålene, selvom de på et tidspunkt bliver umulige for hende at styre – en anden har overtaget mobiltelefonens spørgsmål. Meningen med spillet er, at deltagerne skal kunne sige ting i leg, som de ikke ville kunne sige ellers. Som Gitte siger; ”For at få den her katharsiske følelse er du nødt til at fortælle det til en.” (side 27).

Her refererer teksten til katharsis-begrebet på to måder. For det første som et psykologisk begreb, altså som en metode, hvor helbredelse opnås ved at lade patienten afreagere sine indeklemte følelser. For det andet som et dramatisk begreb, nemlig Aristoteles katharsisbegreb, hvor det er en tragedies æstetiske særkende, at den ved at fremkalde medlidenhed og frygt hos tilskueren renser denne for samme slags følelser.

Ideen er altså, at Gitte vil rense og renses, så hun og de andre kan gå befriede til julefest, en fest i familiens skød, der ofte indbyder til familiære konflikter. På den måde opererer teksten også med en form for metafiktion: Hvis man som publikum går ind på præmissen om tragediens følelsesmæssigt rensende effekt, har Garfields juletragedie potentiale til at forebygge eventuelle julekonklikter.

Hjem kære hjem

”CARSTEN: Og når man så kommer herhjem, og ser folk der bare vader rundt i deres lille latterlige lorteland, med deres små fuldstændig ubetydelige navle-ego-fucking-lorte-problemer, som handler om, at køen er for lang i Netto (...)
Jeg prøvede, at der kom en kvinde hen til mig, mens jeg var dernede. En kvinde hvis mand var blevet skudt i rygraden og hendes to sønner havde fået sprængt deres ben af, af klyngebomber. Hun kommer hen og spørger, om vi kan give hende noget mad og nogle tæpper. Det kan vi ikke. Det må vi ikke. Man må kun udlevere tæpper til børn. (...)
Andreas Garfield: ”Hjem kære hjem”, side 43.

Kim og Iben er netop flyttet til Hvidovre. Kim har inviteret sin bedste ven, Carsten, til middag, så han og Iben kan møde hinanden. De er ikke kommet helt på plads, flyttekasserne står fremme, der er ingen dør på toilettet og forelskelsen hos det unge par er stadig intakt. Carsten er lige kommet hjem fra Irak, hvor han har været udstationeret. Allerede inden Carsten ankommer er Iben kritisk: Hun er ikke tilhænger af Danmarks involvering i Irak, men hun indvilliger, da det betyder meget for Kim. Carsten ankommer i uniform og med maner. På den ene side er han ekstremt velopdragen og disciplineret, han trækker stolen ud for Iben, han skænker vinen op i glassene. På den anden side bunder han velkomstchampagnen, inden de andre har nået at få noget i glassene og sige skål.

Der går ikke lang tid før samværet begynder at blive anspændt, inden længe krakelerer de gode miner og afdækker både dybe sår i Carsten men også dulgte sider af både Iben og Kim. Som Berlingske Tidendes anmelder Jakob Steen Olsen beskriver det, er det et møde mellem to verdener. Der er langt fra Hvidovre til Irak: 

”Men hvad sker der, når den perfekte forstadsidyl med ostekniv og vinterhave får besøg af den store verden? Af en dansk hjemvendt kaptajn, der skal til hyggemiddag hos den gamle soldaterkammerat og dennes kæreste, men hvis oplevelser i Irak-krigen står i grel kontrast til den privilegerede, spidsborgerlige samtalekøkkenidyl og alle de forudfattede meninger hentet fra aviserne? Soldaten er overbevist om, de danske troppers tilstedeværelse gør en forskel: ”Hvis man ikke tør gå ind i en konflikt, tager man ikke ansvar for noget..” (Jakob Steen Olsen; Dengang jeg drog af sted, Berlingske Tidende, 12. marts, 2007). 

Middagen skrider frem eller ’skrider frem’ er måske så meget sagt: Op til flere gange er Carsten eller Iben ved at gå, og selv den konsensussøgende og konfliktsky Kim når på et tidspunkt sin grænse og vil smide Carsten ud. Først her når konflikten sit egentlige klimaks, idet Carsten endelig får luft for noget af alt det, han bærer på. Den før så charmerende og nærmest flirtende soldat er tvunget i knæ, det unge par har fået afsløret et par mellemliggender, der ikke er gjort rede for. Men tiden er ikke til diskussion af parforholdet, Carsten har det tydeligvis ikke godt. Derfor ringer Kim til Carstens forældre og finder ud af, at de ikke er klar over, at Carsten er kommet hjem. Det viser sig, at han har været hjemme i tre uger, men han har endnu ikke meldt sig på hjemmeadressen, som netop er hos forældrene i Lyngby. Carsten vil ikke tale med sine forældre, men indvilliger da Kim giver ham røret. Carsten går ud på toilettet, mens Kim og Iben laver forsoningskaffe, der skal drikkes i ventetiden indtil Carstens forældre kommer. Men så langt når de ikke: Stykket slutter med at Carsten skyder sig på toilettet. Det unge par stivner, og billedet står et øjeblik, inden black out. Jacob Steen Olsen opsummerer dramatikeren Andreas Garfield og ”Hjem kære hjem” på følgende måde:

”Men han har skrevet et stykke, som ikke lander i en gold, politisk pro et contra diskussion, men derimod stiller skarpt på, hvad krigen gør ved dem, der oplever den i skudlinjen og på en uforstående hjemmefronts mangel på forståelse. Vel at mærke på en medrivende facon. ”Hjem kære hjem” viser sig at være et perfekt struktureret stykke realistisk dramatik, der udvikler sig fra satirisk komedie til rystende tragedie med største selvfølgelighed. Med et anslag, der bygger effektivt op til hovedpersonens ankomst, forberedes publikum på, at det næsten kun kan gå galt, fulgt op af ildevarslende stemninger hele vejen igennem, inden klyngebomberne for alvor falder.” (Jakob Steen Olsen; Dengang jeg drog af sted, Berlingske Tidende, 12. marts, 2007).

En plads i mit hjerte

”Ja. Man tror ... man tror ligesom, der er en portion. At man har fået sin del, når ens barn har haft en hjertefejl, og ens kone hun ... Mille så en anden, dengang vi ... Så regner man ligesom med: ”Så. Nu kommer der ikke mere. Nu har vi fået vores del. Vi er ikke sure, vi er ikke bitre. Sådan faldt kortene ud, eller sådan skulle de åbenbart falde ud.” Men så, når så sådan noget her sker, så tænker man: Hvad fanden? Hvad er det for noget? Hvad er det, vi har gjort? Hvad er det, vi har gjort, siden vi fortjener/ Hvad er meningen med at ...”
Andreas Garfield: "En plads i mit hjerte", side 46.

Det værst tænkelige: At miste et barn. Det værste, der kunne ske for et ungt forældrepar, det man frygter i en sådan grad, at man nærmest ikke vover at tale om det, danner udgangspunkt for handlingen i Andreas Garfields  ”En plads i mit hjerte” (2008). Parret Sebastian og Mille har datteren Annesofie, der er født med en hjertefejl. Det betyder, at især Mille er ekstremt påpasselig. Annesofie skal spise sundt, ikke lide overlast, hun skal behandles med forsigtighed. Derfor er Mille også betænkelig ved at lade onkel Bjarke køre Mille til skole en morgen, hvor begge forældre har travlt. Men Sebastian er stresset og får nok af Milles pylren, han har i forvejen lige ringet ned til bageren for at høre, hvad der var af ingredienser i franskbrødet til Annesofie, han har et vigtigt møde, men bliver i sidste øjeblik nødt til at lave et oplæg om. Både Mille og Sebastian er stået for sent op, stresstærsklen er for længst overskredet for begges vedkommende, så da Bjarke tilbyder at køre Annesofie overtrumfer Sebastian Mille. Det resulterer i begges værste mareridt: Bjarke kører galt og Annesofie bliver slået ihjel. Den værste frygt er blevet Mille og Sebastians virkelighed.

Første scene etablerer familieforholdet og den situation, der gør det nødvendigt, at Bjarke kører. Resten af stykket handler om dagene efter ulykken og tiden op til begravelsen: Den svære samtale med præsten om begravelsen, det forpinte møde med onklen, der er uskyldig men alligevel skyldig i ulykken, det umulige møde mellem to forældre, der har mistet det barn, de har forsøgt at beskytte hele dets liv. Ting, der er så tunge, at der ikke er ord for dem, ting, man ikke kan tale om. I sin anmeldelse beskriver Anne Middelboe Christensen netop de ordløse handlinger, som Garfield har indopereret mellem ordene i sin tekst: ”Manden rækker hånden ud efter kvindens skulder, men hun tømmer i stedet sine indkøbsposer for mad, som ingen vil komme til at spise. Ubærligt. Og Thomas Levin er en mester i de stemningsskift og logikskift, som bærer hele dramaets indre spænding. Først er han stresset, så er han i chok, så er han fuld, så er han overbærende …” (Anne Middelboe Christensen:  Vil du ikke godt tale med mig?, Information 31. August 2008). 

Reaktioner, relationer, chok, sorg, svære valg og svære samtaler er stykkets tema. På den måde er ”En plads i mit hjerte” nærmere et psykologisk studie, end et drama præget af fysiske aktioner og skift i rum. Handlingen og spændingsmomentet ligger mellem mennesker og mellem ord: Tavsheden i det man ikke kan tale om, men som tager hele pladsen i et hjerte.

Vangså

”ALEX: Er det ikke hårdt?
MIE: Hvad?
ALEX: Ikke at have kontakt med sin familie.
Mie: Nå … Det er ikke min familie. Det er bare nogle, jeg er i familie med.”
Andreas Garfield: "Vangså", side 39-40.

Forudsigelighed er der ikke meget af i Andreas Garfields familiedrama, selvom stykket på smukkeste vis er konstrueret over en klassisk dramaturgisk model: Situationen etableres, problemet præsenteres og spidser til, indtil konflikten når sit højdepunkt, hvorefter den dramatiske knude løses og karaktererne går forandrede og klogere ud i livet. Historien foldes ud med så mange overraskelser og finesser, at man som publikum lader sig opsluge af familien i ”Vangså” (2009), det er så forudsigeligt, at hyggen snart må briste, at man følger slagets gang med en nærmest vellystig gysen.

”Vangså” fortæller med intensitet og elegante skift en historie om en søskendeflok fra en knust familie, søskende, der med alle gode viljer forsøger at holde sammen på ideen om en familie, mens deres fars sommerhus er ved at falde sammen om ørerne på dem. Fire søskende, Freja, Thore, Rasmus og singlen Mie og de tre kærester Alex, Xenia og Juliette udgør persongalleriet. Hvert barn har sin egen erindring om faren, der måske er det eneste, de fire søskende har til fælles. Freja og Thore er fuldblodssøskende, mens Rasmus og Mie har andre mødre, men umiddelbart har de ikke mange fællestræk, og hurtigt forstår man, at deres kontakt med hinanden er sporadisk og distanceret. Mie er familiens sorte får, især Rasmus, der er den yngste, lægger Mie for had: Han idealiserer sin far, næsten lige så fanatisk som Mie dæmoniserer ham. Andreas Garfield opsummerer persongalleriet meget rammende gennem karakteren Mie, idet hun forklarer Xenia, at de fire søskende forstærker de respektive personlighedstræk i hinanden: ”MIE: Det er kun når vi er sammen. Hver for sig er vi helt normale. Men når vi er sammen, så mødes de ting, vi har arvet og forstærker hinanden. Freja bliver taber- og offeragtig, Thore naiv og enøjet, Rasmus selvfed egoistisk, og jeg bliver utilregnelig og ondskabsfuld.” ( side 63).

Med disse marionetter har Garfield givet sig selv de perfekte værktøjer til at fortælle om familien både indefra og udefra. Set gennem kæresternes øjne er både sommerhuset og familiesammenholdet en illusion, mens i hvert fald de tre fjerdedele af søskendeflokken mener, at det tabte sommer- og barndomsland kan reddes. Symbollaget er ikke til at tage fejl af: Der er noget råddent i Vangså, ligesom der er noget råddent i familien.

Henrik Lyding skriver i sin anmeldelse af ”Vangså”:

”Syv meget forskellige typer – den udglattende, den konfronterende, den flippede, den praktiske, den ironisk-distancerende, den følsomme, den naive – og det kommer der naturligvis en masse gode konfrontationer ud af. Ikke mindst fordi deres reaktionsmønstre er så genkendelige. I scene efter scene popper små konflikter, tiltrækninger og tilgivelser op mellem personerne, mens skeletterne rasler ud af familieskabene, og huset og virkelighedens barndom langsomt falder sammen om ørerne på dem. Vi begynder i fornøjelse, fortsætter over i fortvivlelse og ender i forklaring og forløsning. Og undervejs bliver der virkelig ryddet op i både parforhold og familierelationer.” (Henrik Lyding, Vangså (Odense Teater)).

Den store konflikt i stykket er nemlig ikke bare konflikten om arven efter faren, men også om de relationer de fire søskende hver især har svært ved at indgå i. Søskendejalousi, ambitioner, egoisme og angsten for ensomheden blotlægger fragmenter af den barndom, børnene har valgt at huske som noget godt, men som i virkeligheden måske var knapt så god:

”For hurtigt bliver det klart – i hvert fald for tilskuerne – at både sommerhus og barndom har været noget af en pilrådden affære, og at det er fars skyld. Denne bedøvende ligeglade og totalt fraværende far, som har gjort børnene til personer, der har svært ved at indgå forpligtende forhold. Nu sidder de så der, i Vangså i Nordjylland, sammen med deres kærester, og skal på en weekend forsøge at samle sammen på det hele. Det er en klassisk historie om svigt, fars svigt, og konsekvenserne af det.” (Henrik Lyding, Vangså (Odense Teater)).

Genrer og tematikker

Hos Andreas Garfield bliver teateret et forstørrelsesglas for den virkelighed, der ligger uden for teatersalen. Stilen er næsten dokumentarisk – det ligner virkeligheden i en koncentreret udgave, og selvom sproget rummer et stærkt symbollag, lyder det  som talesprog: Replikkerne kunne være hevet ud af munden på folk på gaden og kastet ind på tungen af skuespillerne. Dramatik er i sit væsen svært at få til at virke 'realistisk': Den virkelighedsefterlignende illusion brydes i selvsamme øjeblik tilskueren bliver bevidst om, hvor han eller hun sidder, og at det, der iagttages er en konstrueret handlingsrække. Men hos Andreas Garfield bliver man suget ind i fiktionen, måske fordi den er genkendelig, men højst sandsynligt mest fordi han konstruerer sin fortælling med en intensitet, der giver en 'larger than life'-effekt. Anne Middelboe Christensen beskriver det således:

” For den 32-årige Andreas Garfield skriver sorgen og vreden ind i replikkerne, så netop det hverdagsagtige bliver helt tomt. Han kan kunsten kun at sige tingene én gang. Og han kan skabe tavshed mellem replikkerne, så instruktionen kan kline sig ind med alle de medbetydninger, der gør skuespillerne så levende.” (Anne Middelboe Christensen, Vil du ikke godt tale med mig?, Information, 31. august 2008). 

Ofte lurer en faretruende uhygge under den ellers så hyggelige overflade, der som regel danner udgangspunkt for Garfields stykker: Det er jul lige om lidt, og venner og familie skal udføre en sjov og hyggelig juleleg som tidsfordriv (”Hyg jer!”), der er fredeligt i det politisk korrekte parforhold, graviditeten er en realitet og arven er - vist nok – sikret (”Texas”), et forelsket kærestepar har inviteret en gammel ven til middag i deres nye hjem (”Hjem kære hjem”) og søskendeflokken er samlet til barndommens sommerhusidyl i Nordjylland (”Vangså”), men så er der lige et ”men” …

Det er netop rummet mellem det hyggelige afsæt og det fatale ”men”, der udgør Andreas Garfields nærmest sociologisk-realistiske undersøgelse, et rum, som han mestrer at beskrive til perfektion.

Beslægtede værker

Som dramatiker lægger Andreas Garfield sig op ad en naturalistisk tradition, hvor teateret beskriver og reflekterer over virkeligheden og samtiden. Ifølge Anne Middelboe lægger han sig tæt op ad arven fra en ældre kendt dramatiker:

”En plads i mit hjerte" virker ikke bare som en virkelighedsskildring fra Danmark i 2008. Forestillingen viser også et uventet slægtskab med en anden realistisk dramatiker, der udfordrede med de mest uhåndterlige følelser, nemlig Kaj Munk og ikke mindst hans Ordet.” (Anne Middelboe Christensen, Vil du ikke godt tale med mig?, Information 31. august 2008). 

På trods af at Garfield på sin vis løfter arven efter den naturalistiske skole, er hans valg af scener og klip næsten filmiske: Han er kameraet, der iscenesætter virkeligheden og gengiver den i beskrivende klip. Det er derfor nærliggende at sammenligne Andreas Garfields dramatik med nutidige filmiske værker, der behandler lignende emner, for eksempel Thomas Vinterbergs dogmefilm om incest, ”Festen”, Susanne Biers ”Elsker dig forevigt”, der handler om et parforhold, der går i stykker efter et tragisk biluheld eller Paprika Steens ”Lad de små børn ...”, der ligesom Garfields ”En plads i mit hjerte” handler om at miste et barn.

 

Bibliografi

Dramatik

Garfield, Andreas:
Hyg jer!, Drama, 2001. Drama.
Garfield, Andreas:
Slangeham og brune bjørne, Drama, 2003. Drama.
Garfield, Andreas:
Glemt, ondt, koldt - en trilogi. Drama, 2004. Drama.
Garfield, Andreas:
Gidsler. Drama, 2006. Drama.
Garfield, Andreas:
Hjem kære hjem. Drama, 2008. Drama.
Garfield, Andreas:
De uforgængelige. Drama, 2008. Drama.
Garfield, Andreas:
Vangså. Drama, 2009. Drama.
Garfield, Andreas:
En plads i mit hjerte. Drama, 2009. Drama.
Garfield, Andreas:
Texas. Drama, 2010. Drama.
Garfield, Andreas:
Hvid stolthed. Drama, 2013. Drama.
Garfield, Andreas:
4.1 promille. Drama, 2013. Drama.
Garfield, Andreas:
Vi elsker thaidamer. Drama, 2015. Drama.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Andreas Garfield

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Artikel af Simon Vöge Hansen: Irakkrigen som teater.
Middelboe Christensen, Anne:
Vil du ikke godt tale med mig?, Information 2008-08-31.
Olsen, Jakob Steen:
Dengang jeg drog af sted, Berlingske Tidende, 2007-03-12.