Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen ”Dagene skifter hænder”, som rummer 35 digte, der hver især ikke fylder mere end en halv side. Gennemgående elementer i digtene er: Tid, natur, længsel, bevægelse og stilstand, hænder og (kærligheds-) relationer mellem et jeg og et du.
Den grafiske form er udpræget modernistisk med strofer, indryk og sætninger, der står og svæver. Digtsamlingen har elementer af sprudlende 80’er-lyrik, men den kan også ses som et opgør med denne tradition, idet den bevæger sig hen imod 90’ernes mere nøgterne og minimalistiske form.
Halvfemserformen finder for eksempel sit udtryk i digtenes titler, der ofte udgøres af helt konkrete ting som brødmaskine, vindmølle, net, kæde, elastik og kaffekop. Tingsligheden resulterer i, at nogle af digtene bliver hektiske og hårde, idet de søger forankring for deres forvildelse i konkrete genstande.
Man finder også nogle svævende kærlighedsdigte, der opløser selvet, og leder tanken hen på Henrik Nordbrandts forfatterskab.
Universet i ”Dagene skifter hænder” er kysten, grænselandet mellem hav, vand og land, og der hviler en næsten umærkelig melankoli over mange af digtene, – en melankoli der understøttes af den luftige form. ”Dagene skifter hænder” har dog to digte (”Vindmølle” og ”Morgenbrød”), der grafisk skiller sig ud, idet teksten står som en firkant uden indskud eller luft mellem linjerne og på den måde peger hen mod prosaen.