Rejsen til Nürnberg

Citat
"Mens det i dag regnes for en mægtig landevinding at kunne tilbagelægge 1000 kilometer og mere dagligt med tog, finder jeg det ganske uværdigt for et menneske at skulle sidde som fange i en waggon mere end højst 4-5 timer. Jeg bruger en uge til en rejse, hvor andre klarer sig med én dag og én nat."
Hermann Hesse: "Rejsen til Nürnberg" (side 21).

Den lille rejseskildring "Die Nürnberger Reise" fra 1927 ("Rejsen til Nürenberg", 1969) beskriver en rejse og omstændighederne omkring et oplæsningsarrangement i Nürenberg, som Hesse har sagt ja til at deltage i. Men han kan ikke holde ud at skulle stå over for en sal fuld af mennesker, og det trætter ham at skulle pakke kufferter og slå op i køreplaner. Og så er der jo også alle hans venner og bekendte, som sikkert forventer, at han besøger dem. Det er så anstrengende, når han skal sidde og være høflig og lade som om, der er noget, som interesserer ham. Og han har ondt i kroppen og i hovedet og i øjnene, han føler sig som en halvfemsårig, og han kan slet ikke holde tanken ud om byerne med deres moderne automobiler og tenapparater. Livet er bare så ærgerligt. Men nu har han jo sagt ja, også til oplæsninger i Ulm og Augsburg. Ganske vist laver han altid sine kontrakter med det forbehold, at han kan melde afbud per telegram med få dages varsel, men så er der jo også den gamle ven i Schwaben, han havde lovet at besøge, og han havde jo også glædet sig til at se brønden i Blautopf, hvor den skønne Lau ifølge sagnet en gang havde vist sig. Så det ender med, at han triller af sted under protest mod tilværelsen i almindelighed og togrejser i særdeleshed.

Alligevel ender rejsen med at tage Hesse to måneder, også fordi han finder ud af, at det alligevel er meget rart at besøge sine venner og bliver hængende et par dage hist og en uge her. Og man vil jo også godt lige et smut inden om Thomas Mann i München: "Jeg ønskede at vise ham, at min gamle kærlighed til hans åndstype stadig var levende. Samtidig havde jeg lyst til at se, hvorledes et menneske af hans art forstår at indrette sig, han som dyrker sit arbejde så hengivent." (side 83). Pointen er jo, at det er ret hyggeligt at besøge Thomas Mann og alle de andre, som står på nåle for at gøre ham det tilpas, og jeremiaden slutter på samme node som et barn, der har været urimelig og pludselig selv kan høre det og uden helt at vide, hvordan han skal redde den, prøver lidt i øst og lidt i vest, inden han som afsluttende replik kommer med en halvkvædet undskyldning forklædt som selvindsigt. Hos Hesse lyder den: "Jeg har ligesom følelsen af, at der stikker noget af en humorist i mig, min humor er blot endnu ikke rigtigt udviklet, måske fordi det endnu ikke er gået mig dårligt nok." (side 86). "Rejsen til Nürnberg" er blevet læst som en selvironisk tekst – i så fald er den nådesløs.