Lige så meget den kontroversielle forfatter er blevet udsat for kritik, er han blevet rost og hyldet som en indsigtsfuld forfatter, der skånselsløst blotlægger den moderne livsstils iboende tomhed, kynisme og følelsesløshed. De mest entusiastiske fans har sammenlignet Houellebecq med den franske forfatter Honoré de Balzac, der levede fra 1799-1850, og som især fremhæves for sin realistiske fremstilling af den sociale virkelighed i den første del af det 19. århundredes Frankrig.
Af litterære inspirationskilder bør nævnes forfattere som Charles Baudelaire, Thomas Mann, George Orwell, Aldous Huxley og Louis-Ferdinand Céline. I ”Elementarpartikler” nævnes Huxley eksplicit, og i ”Muligheden af en ø” anfører Bruno, at ”Fagre nye verden” er hans drøm om et himmerige: Der er seksuel frihed, man ældes ikke, og alle kan således nyde livet. Fælles for Huxley, Orwell og Houellebecq er, at de leverer en kritisk samtidsdiagnose ved at overføre nogle tendenser til en tænkt fremtid. Hvor der hos de to førstnævnte er tale om rene dystopier, er Houellebecq dog mere tvetydig i din fremstilling.
Slægtskabet mellem Houellebecq og den franske forfatter Céline, som levede fra 1894-1961, er især deres sortsyn, der har potentiale til at gøre enhver læser deprimeret, men samtidig krydrer de skriften med en morbid humor, der kan få selv de mest triste tørvetrillere til at klukle.
En dansk forfatter, der kan drages paralleller til, er Svend Åge Madsen. Han er langt mindre sortsynet end Houellebecq, men begge evner de at skabe fremtidsscenarier med afsæt i nutidselementer og undersøge, hvordan samfundet og dets mennesker mon vil have det.