lise nørgaard
Foto: Tine Harden

Lise Nørgaard

Lone Kühlmann. 1998.
Top image group
lise nørgaard
Foto: Tine Harden
Main image
Nørgaard, Lise

Indledning

Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner.

Hun debuterer i 1959 med romanen Med mor bag rattet, og bliver fra starten en stor læsersucces. Som titlen antyder, handler det om ligestilling på det praktiske plan, anskuet humoristisk. Et tema og en synsvinkel der går igennem hele forfatterskabet og kulminerer i erindringerne Kun en pige og De sendte en dame. Samlet kan man sige, at med hele sin produktion står hun som en af Danmarks førende sædeskildrere i nutiden.

 

 

53105297

Blå bog

Født: 14. juni 1917 i Roskilde.

Uddannelse: Journalist.

Debut: Med mor bag rattet, 1959. Roman.

Litteraturpriser: Billedbladets Gyldne Rose, 1979, 1980, 1981. Årets Victor, 1982. Publicistprisen, 1982. Årets æreshåndværker (Kjøbenhavns Håndværkerforening, 1988. Simon Spies Fondens æreslegat, 1989. marienlystprisen, 1990. Lyngby-Tårbæk kommunes Kulturpris, 1992. Bog & Idé-prisen (Danskernes Yndlingsforfatter), 1992. De Gyldne Laurbær, 1993. Rødekro Kommunes Kulturpris, 1993. Kaffeprisen, 1994. Ingeborg-prisen, 2004.

Seneste udgivelse: Wendt Jensen, Jacob: Lise Nørgaard : de første 100 år. Gyldendal, 2017. Biografi. (99.4).

Artikel type
voksne

Baggrund

Det er ikke noget tilfælde, at Lise Nørgaard i Den Blå Bog kalder sig journalist, forfatter. Journalistikken, den faglige kunnen, håndværket om man vil, har altid haft den højeste prioritet hos hende. Og det er reporterens skarpe blik, der kendetegner hendes forfatterskab, lige så meget som det er den elegante letløbende stil. Man løber ikke om hjørner med Lise Nørgaard, hvad enten man er genstand for et interview, eller ender som person i en af hendes bøger, film eller TV-serier.

Hun debuterer i 1959 med romanen Med mor bag rattet, og bliver fra starten en stor læsersucces. Som titlen antyder, handler det om ligestilling på det praktiske plan, anskuet humoristisk. Et tema og en synsvinkel der går igennem hele forfatterskabet og kulminerer i erindringerne Kun en pige og De sendte en dame. Det samlede oplag for erindringerne er på det for danske udgivelser næsten ubegribelige antal 470.600 (marts 1998), og de er naturligvis læst af mange flere.

Sammen med TV-spillet Matador der gang på gang trækker over en million seere til hvert afsnit, har erindringerne gjort Lise Nørgaard til en af Danmarks absolut mest elskede forfattere.

 

Pigen

21090816

Hun har også oplevet det for en nulevende person ret usædvanlige at se sit liv gengivet på film i filmatiseringen af Kun en pige. Det er en mild underdrivelse at sige, at Lise Nørgaard i sit forfatterskab trækker på iagttagelser i sit eget liv. Som vi alle ved fra ovennævnte erindringer, er hun født i Roskilde i 1917 som en fejlleverance: Grosserer Jensen havde ønsket sig en søn, men fik kun en pige.
Det med farens fremgang efterhånden højborgerlige hjem, og livet i lillebyen er skildret præcist og kærligt i Kun en pige, ligesom miljøet og mange af personerne har fundet vej til Matador.

Det mest genkendelige eksempel er måske virkelighedens Moster Bob, den elskede moster der er afbildet som Matadors skyggetante Elizabeth. Ligesom Moster Bob i Lise Nørgaards barndom førte hus og passede børn for sin søster, indtil der ikke længere var brug for hende, er det Elizabeth, der får tingene til at glide i Matador.
Men enten har Lise Nørgaard set det dramaturgisk rigtige i at lade Elizabeth frigøre sig og få sit eget liv, eller hun har simpelthen ikke kunne nænne, at det skulle gå Moster Bobs fiktive alter ego lige så trist, som det gik virkelighedens skyggetante: hun døde kun tre år efter at have forladt sin søsters hjem.

Der er ingen tvivl om, at det har været skelsættende i den unge Lises liv, at moren besluttede at opgive sin karriere, sælge sin modeforretning, og selv overtage husførelsen efter Moster Bob. I erindringerne er morens beslutning omfattet af noget, der nærmer sig foragt: Nu skulle hun sidde til stads ligesom de andre fruer.
Og Lise er ikke i tvivl om, at det er faren, der i virkeligheden står bag: Nu havde han kvinden på den plads, hun var bestemt for. I hjemmet.

Faren forsøgte også at afrette datteren til kvindens rette bestemmelse. Men dér kom han til kort, selv om det ikke skortede på en helhjertet indsats fra hans side. Under sit tvangspåførte ophold på Sorø Husholdningsskole kommer den rebelske Elise Tønder Jensen til den konklusion, at det at være hjemmegående hustru, er et dumhedens, uselvstændighedens og afhængighedens hul, hvor hun kan gå og fungere som serviceforanstaltning for vor far, der til gengæld som primærforsørger styrter ud i det pulserende arbejdsliv. En opfattelse hun aldrig senere i livet har fundet anledning til at revidere.

Trods familiens modstand blev hun uddannet som journalist på Roskilde Dagblad, og elskede sit fag. Men ægteskab og i hastig rækkefølge fire børn satte en stopper for karrieren. Lise var på vej ned i hullet, men hun kæmpede bravt imod. Hun skriver om sig selv i den periode, at hun blev smålig, intolerant og misundelig. Desuden begyndte hun at kæderyge af bare kedsomhed.

Damen

Det var i de år hun begyndte at sende manuskripter ind til diverse forlag, humoristiske noveller og børnefortællinger. Alt kom retur. Gyldendals børnebogsafdeling var endog så venlig at sende en sur konsulentudtalelse med.
Konklusionen var, at det var en plage med de kvinder, der troede, at de kunne skrive, fordi de tilfældigvis havde lagt sig børn til.
Den rasende og skuffede forfatter gjorde hver gang kort proces: de returnerede manuskripter blev smidt i fyret. Selvsamme forlag skulle få år efter tigge og bede Lise Nørgaard om lov til at udgive hendes bøger.

Vendepunktet var ansættelsen ved Politiken i 1949. 32 år gammel lagde Lise Nørgaard Roskilde og ægteskab bag sig og kastede sig ud i det, der skulle udvikle sig til en fornem karriere i dansk presse. Gennem sine artikler på Politiken skabte hun sig det navn, der gjorde at også forlag, tv og radio stod i kø for at nyde godt af hendes vittige iagttagelser udformet med en aldrig svigtende sproglig præcision.
Lise Nørgaard har ikke alene blik. Hun har også øre. Få kan som hun fange en bemærkning, og få den til at være dækkende for en hel situation. Som da hun i De sendte en dame beskriver hvordan kollegaen Ester Gøthe, der ikke kan koge et æg, er kommet i et dilemma. Hun har inviteret nogle veninder fra Zonta-klubben på eftermiddagste og vil have gode råd til en let servering.
En kollega mener at have svaret: Ovre hos van Hauen i Vimmelskaftet kan man købe de lækreste teboller. Det gode råd optages som en direkte fornærmelse. Kraftidiot, råber Vor Mor, - ved De ikke, at teboller, de skal sgu både flækkes og smøres?

Lise Nørgaard har arbejdet på flg. dag- og ugeblade:
Roskilde Dagblad 1935-
Politiken 1949-
Hjemmet 1968- chefredaktør 1975-
Berlingske Tidende 1980-88.

En af Lise Nørgaards første journalistiske succeser var en velgennemført kampagne mod Statens Husholdningsråds to minutter i radioen om morgenen. For Lise Nørgaard var Husholdningsrådets adgang til mikrofonerne led i den større verdensomspændende sammensværgelse for at få kvinderne ned i hullet, som hun har brugt sit liv på at bekæmpe. Hun startede en kampagne i bladet - den første af mange hun satte i gang - og fik afskaffet de to minutter.
Siden vendte hun kanonerne mod sambeskatningen, lukkeloven og bilerne på Strøget for bare at nævne nogle stykker.

Forfatteren

Sideløbende skrev hun bøger. Året efter Med mor bag rattet kom Sorte syvlinger, den første af flere bøger om forfatterens elskede hunde.

I 1970 Volmer - portræt af en samfundsstøtte, i 1978 novellerne Julen er hjerternes fest.

I 1981 kom endnu en bog for hundeelskere En hund i huset sammen med Stjernevej der satirisk skildrer landliggerlivet i Nordsjælland.

Lise Nørgaard var medforfatter til Radioens Karlsens Kvarter og TV-serien Huset på Christianshavn , og har også skrevet filmmanuskripter, bl.a. til Mor er major og til filmatiseringen af Med mor bag rattet .

Samlet kan man sige, at med hele sin produktion står hun som en af Danmarks førende sædeskildrere i nutiden.

Lise Nørgaard har bl.a. modtaget:
Boghandlernes gyldne laurbær, 1992
Publicistprisen, 1982.

Bibliografi

Lise Nørgaards bøger

Nørgaard, Lise:
Med mor bag rattet. Gyldendal, 1959. Roman.
Nørgaard, Lise:
Sorte syvlinger. Spectator, 1961. (63.678).
Nørgaard, Lise:
Jo mere vi er sammen. Rhodos, 1966. (15.2).
Nørgaard, Lise:
Volmer : portræt af en samfundsstøtte. Gyldendal, 1970. Humoristisk roman om Volmers udvikling fra skarnsknægt til storborger i en provinsby.
Nørgaard, Lise:
Julen er hjerternes fest. Gyldendal, 1978. Noveller.
Nørgaard, Lise:
En hund i huset. Lindhardt og Ringhof, 1980. (63.678).
Nørgaard, Lise:
Stjernevej. Gyldendal, 1981. Roman om nogle landliggerfamilier i det nordsjællandske sommerland.
Nørgaard, Lise:
Mig og farmor / Lise Nørgaard og Karen Smith. Husets forlag, 1984. Oprindelig offentliggjort i: Hjemmet (1982). Noveller.
Nørgaard, Lise:
Jeg gik mig over sø og land. Fisker & Schou 1988. Essays (04.6).
Nørgaard, Lise:
Historien om Matador. Danmarks Radio, 1989. Sammen med Erik Balling beskriver Lise Nørgaard seriens indhold og tilblivelse. (77.91).
Nørgaard, Lise:
Syv små hunde og deres skæbne. Fisker, 1991. (63.678).
Nørgaard, Lise:
Kun en pige. Gyldendal, 1992. (Erindringer 1). (99.4 Nørgaard, Lise). Filmatiseret
Nørgaard, Lise:
De sendte en dame. Gyldendal, 1993. (Erindringer 2). (99.4 Nørgaard, Lise).
Nørgaard, Lise:
Så er det sagt! - et samtaleportræt af Lise Nørgaard. Gyldendal, 1997. V/Connie Hedegaard, Niels-Jørgen Kaiser og Niels Birger Wamberg. (99.4 Nørgaard, Lise).
Nørgaard, Lise:
Et liv med Matador. DR, 2003.

Sammen med Else Algreen

Mad uden tårer. Gyldendal 1952. (64.1).
Ven med vægten. Gyldendal,1969 (61.38) (slankemad).

Lise Nørgaard er bidragyder til bl.a. nedenstående bøger

I ramme spøg - et udvalg af Lise Nørgaards yndlingshumor. Jørgen Fisker. 1986.
Læsebogen - danske forfatteres yndlingslæsning / redigeret af Ole Knudsen m.fl. Aschehoug, 1997. Villy Sørensen: De forsvundne breve, valgt af LN.
Da jeg var barn - kendte danskeres barndomserindringer / udvalgt af Ole Knudsen. Aschehoug, 1998. (99.1).
Polle - en hilsen fra nogle af vennerne. 1987 (ved Paul Hammerichs 60-års dag). (99.4 Hammerich, Paul).
Fantasi og hjerte - en bog om Paul Hammerich / redaktion: Herdis og Johannes Møllehave. Lindhardt og Ringhof, 1994. (99.4 Hammerich, Paul).
Hunde-dage - 12 forfattere om 117 hunde / redaktør: Eva Hast Nystad. Ny Carlsberg Glyptotek, 1993. (63.67).
Varens tid - dansk hverdagsliv oplevet gennem et varekatalog. Amanda 1990. (65.08). (LN: Da habitten kostede 23 kroner)
Erindring og tid - en bog til Niels Birger Wamberg / redigeret af Jørn Lund og Torben Brostrøm. Fisker 1990. (04.9 Wamberg, Niels Birger).
Hilsen til en mirakelgøgler / redigeret af Niels Birger Wamberg ... (ved Ebbe Rodes 80-års dag). Fisker, 1990. (99.4 Rode, Ebbe).
En plads i solen : glimt af dansk kolonihaveliv. Lamberth, 1998. (63.58) Redaktion: Lena Lamberth.
Livet er ingen strøgtur : damebrevkasser gennem 75 år. 2001. (15.2) Redaktion Aase Gullestrup. Lise Nørgaard var brevkasseredaktør ved "Hjemmet" 1968-1979.
Maxmiling, Heidi:
Ret fornøjet: Beretninger og billeder fra de ældres verden. Fotograferet af Heidi Maxmilling. Lindhardt og Ringhof, 2003. Bidrag af Lise Nørgaard m.fl.

Om Lise Nørgaard

Lise Nørgaard. 1998 Tv-portrætudsendelse. Tilrettelagt af Helle Retbøll Carl.
Schwartz, Bente:
Forfatter og forløser. 1998 (80.6) Interview
Pind, Søren:
Lise Nørgaard. Et portræt. Aschehoug, 2005 Sammenskrevet og redigeret af Lars Vestergaard. 2005. (99.4).
Melchior, Dan:
Juletraditioner med Matador DR, 2006. Af Dan Melchior i samarbejde med Lise Nørgaard. (39.55).
Matador. Hverdagshistorie 1929-1947. DR, 2006. Tekst af Lise Nørgaard og Peter Sloth. (77.91).
En kultiveret rappenskralde. 2007. Manuskript og tilrettelæggelse Per Wennick. DR 2007. 1 dvd-video. (99.4).
Jørgensen, John Chr.:
Journalist af karsken bælg. En bog om Lise Nørgaards journalistik. Gyldendal, 2014.
Fruen kommer i dag : Cecilie Frøkjær interviewer Lise Nørgård. Gyldendal, 2014.
Wendt Jensen, Jacob: Lise Nørgaard : de første 100 år. Gyldendal, 2017. Biografi. (99.4).

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lise Nørgaard

Links

Litteratursidens forfatterportræt indeholder biografi, bibliografi, liste over priser, forfatterens yndlingslæsning, et tekstuddrag, og mulighed for at skrive til hende.
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.
En artikel af Lise Nørgaard om at skrive erindringer fra Litteratursiden.
Artikel om Lise Nørgaard