Trude Marsteins debut fra 1998 bærer genrebetegnelsen ’fortælling’ og rammer meget præcist ned i 1990’ernes litterære dyrkelse af og eksperimenteren med kortprosaen. ”Sterk sult, plutselig kvalme” består af 65 korte, titelløse tekster på 1-3 sider, der alle indeholder et ’hun’ og et ’han’, som bevæger sig rundt i et tekstmættet rum uden linjebrud eller replikmarkeringer. Der veksles mellem første og tredje person, nutid og fortid, iagttagelse og refleksion, dialog og referat.
Tekststykkerne rummer ikke mange detaljer om personerne, som læseren mest af alt får kendskab til via deres hverdagslige handlinger og ord: De skændes om opvaskemaskinen, de diskuterer om Bali ligger i Indonesien, de sidder på café, de har lige bollet, skal hun eller han betale husleje osv. Det er genkendelige steder (soveværelse, café, badeværelse) og alligevel er der en kølig, kritisk distance til det beskrevne – vor tids banale liv – som for at vække fremmedgørelse i læseren.
Teksterne er situationsbårne, og der tales om eller reflekteres over almene, eksistentielle forhold.
Marsteins tekster handler om det velkendte i en ritualiseret, automatiseret hverdag med flygtige indtryk og sysler. ’Han’ og ’hun’ beskæftiger sig ikke med højtravende emner som længsel, drømme, religion, global opvarmning eller politik, men med små, fragmenterede øjeblikke hvor ’ingenting’ dominerer. Et eksempel er side 90-91, når han og hun rykker brikker rundt i et brætspil. De er uenige om, hvilket træk er det bedste. Hun slår dobbeltslag og jubler, han rejser sig og spørger om hun vil dele en øl, hvorefter de taler om at drikke af glas eller flaske. Det er en meget konkret situation, hvis handlinger og replikker spejler et socialt magtspil mellem to personer, hvilket opleves helt besnærende og klaustrofobisk.
Marstein vil allerhelst nøgternt præsentere, men der ligger utvetydige holdninger bag, og på mange måder er ”Sterk sult, plutselig kvalme” en debut, der kritisk kommenterer det moderne menneskes levevilkår. Det fragmenterede, hverdagslige afgiver ikke meget substans og afbilleder mest af alt en anorektisk, hæmmet tilværelse drænet for tilfredshed. Personerne er langt fra sympatiske, men mest af alt ynkelige, afstumpede og patetiske – hvilket både titlens ordlyd og litterære referencer indikerer. Knut Hamsuns ”Sult” (1890) og Jean-Paul Sartres eksistentielle debut ”Kvalme” (1937) vækker genklang ikke bare tematisk men også i Marsteins debuttitel.