Modsat Liv Mørks første bog ”Hvad øjet ikke ser” (2004), modtog ”Falken og falkoneren” (2008) næsten udelukkende ros fra anmelderne. Plottet har da også fået en ekstra skrue og persontegningerne er tydeligere i denne anden krimi fra den fiktive Liv Mørks hånd.
Bogen indledes med et brutalt mord på en teenagedreng, hvis eneste forbrydelse er at have forelsket sig i naboens smukke datter. Eller det vil sige, det er drengens tvillingebror, der må tage straffen, da de to måske, måske ikke forveksles med hinanden. Mordet på den forkerte tvilling har konsekvenser langt ind i den overlevendes voksenliv, hvor romanen fortsætter hans historie fjorten år senere. Her sættes kriminalassistent Emily Zakkariasen på en mordsag, hvor en østeuropæisk, identitetsløs person findes myrdet i udkanten af Grib Skov. Plottet viser sig også denne gang at have tråde ud i det meste af Europa med et konspiratorisk anlagt forbryderkartotek. Persongalleriet er også det samme som i den forrige roman bortset fra Emilys makker, der denne gang er den topprofessionelle Jakob Løve.
27449204
Som en del af lanceringen af krimien kunne man i en periode tilmelde sig en sms-service udbudt af Liv Mørks nye forlag Lindhardt og Ringhof. Sms’en, der blev sendt ud knyttede sig til handlingen i krimien, men var ikke essentiel for plottet. Den blev desuden optrykt i 2. udgave af bogen. Den alternative promovering er karakteristik for Liv Mørks anden udgivelse. Forlaget Rosinante, der udgav den første bog i serien ”Hvad øjet ikke ser”, ville ikke udgive bogen uden at gøre forholdet mellem pseudonymet Liv Mørk og hendes to bagmænd, forfatterne Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard, helt klart, da de var bange for at sende en ukendt debutant på gaden.
Her i anden udgivelse har man valgt at være mere tro mod rammefortællingen. Og selvom Pryds Helle troligt stillede op til interviews i forbindelse med lanceringen, så afsløres Liv Mørks identitet ikke i selve bogen, ligesom den omtalte sms er fra selve hovedskurken i krimien og dermed peger på historiens fortsættelse ud over rammerne af selve romanen. Inden i den ene fiktive ramme, gemmer sig altså endnu en fiktiv ramme.