Liv Mørks krimier er proppet med rekvisitter fra den klassiske kriminalroman: den utilpassede opklarer, det spektakulære drab til at indlede fortællingen, familien, der deler flere hemmeligheder end de deler kærlighed, det intuitive opklaringsarbejde, de betydende personnavne og mange andre ting. Plottet bærer altså præg af, at de to allerede etablerede forfattere bag pseudonymet Liv Mørk, nemlig Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle, bevidst har arbejdet med krimien som genre.
Flere anmeldere mente at især ”Hvad øjet ikke ser” tenderede parodien, og at tonen til tider kammede over i platte sprogblomster og at handlingen mindede mere om kulørte knaldromaner end hårdkogt krimieventyr. Uanset hvad, har forfatterne været bevidste om at de arbejdede i en anden genre, end den finlitterære og eksperimenterende litteratur som de normalt arbejder inden for. Som Pryds Helle selv siger om forskellen mellem de to typer af litteratur: ”Jeg vil have, at sproget er godt i krimien, men det skal være gennemsigtigt, klart og må ikke pege på sig selv, hvorimod i den anden litteratur må sproget godt nogle gange pege på sig selv. I krimien skal det være historien, der bærer det. Jeg skal have fuldstændig styr på plottet og personernes konsistens. Når jeg skriver den anden form for litteratur, graver jeg ned i nogle dybere psykologiske lag i mig selv, som måske kommer til udtryk i det sproglige og gør det mere krævende at læse (Jesper Stein Larsen: Fra finlitteratur til krimi. Jyllands Posten, 2008-10-10).
Det er karakteristisk for begge romaner, at de rigtige skurke, og de store bagmænd, går fri. Til forskel fra størstedelen af den skandinaviske krimilitteratur lukker Mørks universer sig ikke om sig selv. Der er ikke nogen happy-ending og de onde får ikke straf som fortjent. I forordet til ”Falken og falkoneren” spørger Mørk: ”Hvor kommer ondskaben fra?” og svarer selv: ”det onde, hvem kan definere det? Det er en lang kæde af handlinger, den ene fører den anden med sig og den tredje og den fjerde, og til sidst er man overladt til sit eget valg”. Det onde er altså i os selv, i de valg vi træffer. Omvendt er det gode som følge af det, også bestemt af vores valg. Som Mørk skriver om Emily: ”Emily er ingen helt, men hun gør, hvad hun kan”. Det kunne samtidig være moralen for Mørks krimier: Ingen er perfekte, men vi skal gøre vores bedste.