Blandt samtidens israelske forfattere var Amos Oz den bedst kendte og mest anerkendte i vesten. Hans venstreorienterede blik på israel-palæstinakonflikten deler han med andre store samtidige jødiske forfattere som Aharon Appelfeld, A. B. Yehoshua og David Grossman. Alle fire støtter de oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det, der hovedsageligt adskiller de fires litterære fokus, er, at Appelfeld fokuserede på sine erindringer omkring den florerende antisemitisme i Europa og jødeudryddelsen; Yehoshuas på sine kontakter med ikke-europæiske jøder fra Nordafrika og de arabiske lande; Grossmans fokus er på sympatien med palæstinenserne, mens Oz primært fokuserede på politisk aktivisme.
En stor inspirator for Oz var den israelske forfatter og nobelprismodtager Shmuel Josef Agnon. Amos skriver i ”En fortælling om kærlighed og mørke”, at han i mange år forsøgte at skabe afstand til Agnons indflydelse i sin litteratur, men at uanset anstrengelserne, så kunne han ikke frigøre sig fra det, han havde lært af Agnon. Oz skrev: ”Hvad er det egentlig, jeg har lært af ham? Måske det her. At kaste mere end én skygge. Ikke at pille rosiner ud af kager. At tøjle og hvæsse smerten. Og en ting til, som min bedstemor plejede at sige på en skarpere måde, end jeg har fundet det udtrykt hos Agnon: ”Hvis du ikke har flere tårer tilbage, så lad være med at græde. Grin.”” (s. 105).
Man kan finde analogier til Oz’ forfatterskab hos den jødisk-amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer. De ikke-steder, som opstår i ægteskabet i ”At kende en kvinde”, er at genfinde i Foers ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”, hvor bedsteforældrenes hjem bliver befolket af intet-steder. Begge forfattere besidder desuden en stor sensibilitet såvel over for deres karakterer som over for sproget. Som om de lader ordene blive i munden lidt længere end de fleste og vender dem rundt en ekstra gang for ordentligt at smage på dem, inden de serverer dem for læserne på et overdådigt bord af ord.