Chris Kraus

Chris Kraus er født i New York City, men opvokset i Connecticut (USA) og siden hen New Zealand, hvortil hendes forældre valgte at emigrere. Efter at have studeret på universitetet i New Zealand arbejdede hun i en årrække som journalist, men vendte herefter tilbage til New York, hvor hun i første omgang forfulgte en drøm om at blive skuespiller. Til opførelsen af en performance mødte hun teoretikeren Sylvère Lotringer, og de to indledte en kort affære, der senere udviklede sig til et egentligt forhold.

På opfordring fra en af sine skuespilundervisere valgte Kraus at droppe skuespillet og i stedet kaste sig over filmmediet. Det blev starten på en mangeårig karriere som filminstruktør, der dog ikke skabte hverken den store opmærksomhed eller økonomisk afkast. Sideløbende med filmproduktionen begyndte Kraus og Lotringer at investere i ejendomme til udlejning, og Kraus skabte sig derigennem en indtægtskilde, der muliggjorde hendes fortsatte beskæftigelse med eksperimentelle film.

Da filmen ”Gravity and Grace” (1996) ikke opnåede den popularitet, som Kraus havde håbet på, begyndte hun at opgive sin beskæftigelse som instruktør. I mellemtiden havde hun i samarbejde med Lotringer skrevet et hav af breve til en engelsk kulturkritiker, der senere blev afsløret som Dick Hebdige. Hun valgte at transformere brevene til en roman – ”I love Dick”. Selvom hun på dette tidspunkt var separeret fra Sylvère Lotringer, holdt de fortsat kontakt både under og efter romanens tilblivelse: ”Skrivningen var godt nok adresseret til Dick, men den var vokset ud af en omfattende og vedholdende to årtier lang samtale med Sylvère” (Elaine Blair: Chris Kraus, Female Antihero. The New Yorker, 2016-11-21. Egen oversættelse). Bogen modtog meget lidt omtale, da den udkom i 1997, og blev i første omgang mest et sladderobjekt, da Dick Hebdige forsøgte at forhindre dens udgivelse. Det var først ved genudgivelsen i 2006, at ”I love Dick” fik opmærksomhed og opnåede popularitet.

Siden 1995 har Kraus boet i Los Angeles, hvor hun også har skrevet de fleste af sine bøger. Hun har i flere år undervist i skrivekunst på ArtCenter College of Design i Pasadena og fungerer som medredaktør på Lotringers forlag Semiotext(e), hvor hendes egne bøger også er udgivet, og hvor hun har startet label’et ”Native Agents”.

Chris Kraus, en knap så succesfuld filminstruktør, og hendes mand Sylvère Lotringer, en ældre universitetslektor, mødes i Los Angeles med en af Sylvères bekendte, Dick. Mødet bliver startskuddet på Chris’ betagelse og besættelse af Dick, og hun begynder at skrive hundredvis af breve til ham; en proces som også Sylvère involveres i. Sådan begynder romanen ”I love Dick" fra 1997 ("I love Dick", 2017) – både på det litterære handlingsplan og i virkeligheden. Virkelighedens Chris og Sylvères breve er nemlig fundamentet for tilblivelsen af ”I love Dick”. Bogen er en slags autobiografi, men i høj grad også konstruktion og bør læses som sådan (Elaine Blair: Chris Kraus, Female Antihero. The New Yorker, 2016-11-21. Egen oversættelse).  

Fortællestilen er mest båret af jegfortælleren Chris, der henvender sig til Dick i brevene. I enkelte breve er afsenderen Sylvère, og særligt i bogens første halvdel er der afsnit mellem de mange breve, hvor der i tredjeperson fortælles om Chris og Sylvères gøren og laden, efter de har forladt Californien og Dick. Dick er som selvstændig karakter meget lidt tilstede gennem romanen, og selvom Chris skriver henvendt til og ansporet af ham, er det i høj grad hendes person og hendes vid der udfolder sig romanen igennem: ”Jeg behøver hverken opmuntring, anerkendelse eller svar så længe du bare lytter.” (s. 102).

52947650

Hun begynder at erkende sin mangel på succes som filminstruktør og vedkende sig, at de mange breve i virkeligheden er et værk, ”et case-studie”, som beskriver køn, begær, kunst og identitet. Det overordnede mål med brevene bliver at lægge alt ærligt ud og være ”villig til at tabe og acceptere konsekvenserne” (s. 142). 

Det billede, som Chris Kraus tegner af romanfiguren Chris Kraus, er en satirisk, men samtidig dødseriøs kritik af og refleksion over det kvindelige råderum i et kunstnerisk elitemiljø. I en række anekdoter får Kraus i brevene til Dick skrevet markante kvinder fra det 20. århundredes kulturhistorie frem og den diskrimination og misforståelse, de har måttet kæmpe med. På samme vis føler hun sig også misforstået af Dick, der til syvende og sidst ikke ser hende som et selvstændigt, intellektuelt individ, men som Sylvère Lotringers besværlige vedhæng. Gennem brevene formår Chris imidlertid at skabe noget uafhængigt, som både formmæssigt og indholdsmæssigt giver hende en stemme.