Louise O'Neill

Louise O'Neill er født i 1985 i Inchydoney i Irland og fra fireårs-alderen opvokset i Clonakilty, Cork, i det hus hvor hendes forældre stadig bor, og som hun også selv med mellemrum vender tilbage til. Hendes far er slagter og hendes mor var engelsklærer, indtil hun fik sit første barn, Louises storesøster Michelle, og blev hjemmegående.

O'Neill var fast gæst på biblioteket hele sin barndom og ungdom og havde en særlig åbenbaring, da en lærer gav hende Margaret Atwoods ”The Handmaid’s Tale” fra 1985 (”Tjenerindens fortælling”) i hånden. Efter studier i Engelsk ved Trinity College og i Modeindkøb ved Dublin Institute of Technology tog hun bl.a. til New York, hvor hun arbejdede for magasinet Elle i det, der lignede et drømmejob. Men til trods for succesen udadtil var O'Neill ulykkelig, og hendes mangeårige spiseforstyrrelse blussede op. Som 26-årig flyttede hun hjem til sine forældre, single, arbejdsløs og med kun 50 pund på sin konto.

Hvad hun til gengæld havde var tid – og den tid brugte hun til at skrive. 1000 ord om dagen – en regel hun fremdeles følger. ”Only ever yours” blev færdig i 2012. Siden er det gået slag i slag, og hendes udgivelser har vundet priser og er blevet rost til skyerne i de største aviser. Udover de to romaner, der er oversat til dansk, har O'Neill i 2016 bidraget til essaysamlingen ”I call myself a feminist” og i 2017 færdiggjort to bøger, romanen ”Almost Love” og ”The Surface Breaks” - en feministisk gendigtning af H.C. Andersens ”Den Lille Havfrue”. ”Hun bad selv om det” havde premiere som teaterstykke i 2018 på Cork Midsummer Festival.

O'Neill arbejder også som freelancejournalist for en række aviser og blade og dækker emner som feminisme, mode og popkultur. Siden 2016 har hun skrevet en ugentlig klumme i den daglige avis Irish Examiner. Som debattør af feministiske spørgsmål og sexisme og slet og ret en travl, succesfuld forfatter prøver hun konstant at holde balancen mellem det offentlige og det private – en balance, der var ved at tippe i slutningen af 2016: ”Jeg kæmpede virkelig, virkelig hårdt og gik igennem en svær tid på det personlige plan. Da jeg kom hjem, tog mine forældre sig bare af mig. Jeg er single. Jeg har ikke en ”person”. Så jeg tror, mine forældre simpelthen var ”mine personer”.” (Una Mullally: Louise O’Neill: ‘The hardest place to maintain my feminism is in a relationship with a straight man'. www.irishtimes.com, 2018-02-24. Egen oversættelse).

Louise O'Neills YA-roman ”Asking for it” (”Hun bad selv om det”, 2017) fra 2015 handler om den 18-årige Emma O'Donovan og hendes veninder, der lever et privilegeret og lidt kedeligt liv i den lille by Ballinatoom i Irland. Deres tilværelse går egentlig sin stille gang – lige indtil en aften, der udvikler sig fuldstændig eksplosivt og kulminerer med, at Emma bliver gruppevoldtaget. Overgrebet bliver fotograferet i detaljer og spredt med lynets hast på sociale medier. Snart er Emma og hendes familie paria – udstødt - i den lille by, hvor man overordnet abonnerer på fortællingen om, at Emma er en luder og de tre voldtægtsmænd derimod af god familie og desuden helte på det lokale fodboldhold. Så helt galt kan det vel ikke være...

53611885

Emma nedbrydes indefra af traume, skyld og skam, og hendes familie nedbrydes udefra af det konstante pres fra omverdenen, der vil have hende til at opgive sin anklage og lade være med at føre sag mod de tre fyre, hvis 'liv hun jo ødelægger'.

Allerede med romanens titel er vi inde i bogens hovedtema: idéen om, at man selv kan være skyld i et overgreb – victim-blaming. 'Hun bad selv om det' er dels et citat fra et radioprogram i bogen, hvor Emmas 'sag' bliver diskuteret, dels et standardcitat fra voldtægts- og hævnporno-debatten, som kan være svært at få hold på, for hvad betyder dét egentlig lige? Bad Emma virkelig selv om at blive afklædt, voldtaget af tre forskellige fyre, kastet op på, tisset på? 'Beder' nogen om at blive voldtaget?

Bogen er fortalt i første person nutid med Emma som fortæller. Den er inddelt i to halvdele, ”Sidste år” og ”Nu”, der hver er inddelt i kapitlerne ”Torsdag”, ”Fredag”, ”Lørdag”, ”Søndag” og ”Mandag”. ”Nu”-delen dog også med et afsluttende kapitel, ”Tirsdag”. I mellem de to dele er der gået et års tid. Altså strækker bogens knap 400 sider sig over to forlængede weekender, et tidsrum der går hurtigt i bogens første, tumultariske del og ulideligt langsomt i den anden del, hvor Emma rammer bunden og skal gennemtænke noget så simpelt som at spise morgenmad i detaljer, før hun magter det: ”... jeg glor på æsken med mysli. Jeg gennemgår processen i mit hoved. Tag fat om æsken, hæld ned i skålen, put mælk på. Tag skeen, og spis. Smagen af pap og ingenting...” (s. 301).