Erik Aalbæk Jensen

Erik Aalbæk Jensen (1923-1997) var nørrejyde. Den Vendsyssel-egn, han voksede op i, var stærkt præget af landbrugskrisen og af dens ideologiske brydninger. Indre mission stod stærkt, men den unge Aalbæk Jensen modtog sine vigtigste impulser fra hjemmets kristne humanisme (faderen var skolelærer) og fra 30´ernes kulturradikalisme.

Efter studentereksamen begyndte han at læse teologi i Aarhus, siden fortsatte han studierne i København. Allerede i Aarhus var han gået ind i modstandsarbejdet, og i hovedstaden kom han med i Studenternes Efterretningstjeneste. Han blev anholdt af tyskerne under en aktion i 1944 og tilbragte krigens sidste måneder i KZ-helvedet Dachau, som han slap ud af i en af Folke Bernadottes berømte "hvide busser".

Det var en erfaren ung mand, der udsendte debutromanen "Dommen" i 1949, og det kan ikke undre, at det var kulturpessimistiske stemninger, der prægede den. I modsætning til mange jævnaldrende undlod han imidlertid at skrive om krigen i sine første bøger.

Dommen er en psykologisk-eksistentialistisk roman. Den handler om et menneske, der dømmes for en seksualforbrydelse og flygter fra sin straf. Ingen har grund til at føle sig i salveten i dette univers, hverken hovedpersonen, der fortvivlet kører rundt fra sted til sted for til sidst at tage sit eget liv, eller det forargede provinsborgerskab, der fromt og farisæisk fordømmer forbryderen.

Romanen er tidstypisk ved at skildre en tilværelse uden fristed og ved at betone den enkeltes ansvar for sit eget og medmenneskets liv. Det er temaer, som også optog forfattergruppen omkring det toneangivende tidsskrift Heretica, som Aalbæk Jensen kort efter blev knyttet til. Men trods fællestræk i livssyn forblev han noget af en outsider i miljøet. Hvor fremtrædende hereticanere gjorde op med realismen og til en vis grad også romangenren, fastholdt Aalbæk Jensen traditionen fra Pontoppidan og 30´ernes sociale forfattere.

Det viste også "Dæmningen" (1952), der går tilbage til en anden efterkrigstid: nemlig årene efter 1864. Hvad udad tabes skulle indad vindes, og man forsøgte at overdøve nederlagsstemningen med hektisk foretagsomhed. I handlingen iværksætter et konsortium af forretningsfolk et ambitiøst inddæmningsprojekt. Naturens dæmoner viser sig imidlertid at være stærkere end de menneskelige planlæggere, da en storm ødelægger dæmningen. Romanen formulerer en tidstypisk kritik af den naive fremskridtstro - men den rummer også mere personlige træk, som peger fremad i forfatterskabet: Skildringen af misforholdet mellem centrum og periferi, mellem uforpligtede finansielle bagmænd og en lokalbefolkning, der sætter sit liv ind på projektet.