jane aamund
Foto: Christian Liliendahl / Scanpix

Jane Aamund

Ebbe Mørk. 1998.
Top image group
jane aamund
Foto: Christian Liliendahl / Scanpix
Main image
Aamund, Jane
Foto: Britt Lindeman

Indledning

Dansk forfatter. Har skrevet romaner. Jane Aamund fortæller altid en historie. Jane er anekdotens mester. Hun lyver ikke, men hun ser bare mere end de fleste. Hun lever også mere end de fleste, for hun har ved siden af sin eminente hukommelse en indlevelsesevne i de personer og situationer, der møder hende. Derfor er hun den fødte journalist. Der var ingen, der lo højere end Jane, da B.T. i en annonce beskrev hende som "en af Danmarks største forfattere"?

 

 

47110416

Blå bog

Født: 8. november 1936, Frederiksberg.

Død: 29. januar 2019 i Hvide Sande.

Uddannelse: Korrespondent.

Debut: Bag damen stod en Christian. Rhodos, 1977.

Bedst kendte værk: Colorado drømme: en roman om den modne passion. Høst, 1997.

Litteraturpriser (i udvalg): Den Berlingske Fonds Journalistpris, 1997. Bog & Idé-prisen, 1997, 1998, 1999, 2004. De Gyldne Laurbær, 1998. Rektor frk. Ingrid Jespersens Legat, 1998. ogklubben 12 bøgers Litteraturpris, 1998.

Seneste udgivelse: Bjergsted drømme. People’sPress, 2019. Roman.

Inspiration: Karen Blixen, Henrik Nordbrandt og John Irving.

 

Artikel type
voksne

Altid oven vande

Jane Aamund fortæller altid en historie. Mennesker, der kender hende godt, er sommetider ude for, at de har oplevet nøjagtig det samme, som hun fortæller eller skriver om, men enten har de glemt det eller også har de slet ikke set historien, sådan som den tager sig ud i munden eller pennen på et menneske med mere fantasi og større formuleringsevne end dem selv. Virkeligheden bliver til en anekdote, der omslutter et forløb med en pointe. Jane er anekdotens mester. Hun lyver ikke, men hun ser bare mere end de fleste. Hun lever også mere end de fleste, for hun har ved siden af sin eminente hukommelse en indlevelsesevne i de personer og situationer, der møder hende. Derfor er hun den fødte journalist.

29972362

Der var ingen, der lo højere end Jane, da B.T. i en annonce beskrev hende som "en af Danmarks største forfattere". Det var slet ikke for at undskylde, at hun straks erklærede sig enig i, at B.T.´s forhold til litteratur kan sammenlignes med Børsens forhold til Sport. Hendes hurtighed, hendes lune og hendes realitetssans giver åbenhed for en befriende selvironi. Den gennemstrømmede også de livsstilsberetninger, hun gennem en årrække underholdt Berlingske Søndags læsere med. Hun gik ind i miljøer, oftest de velbjærgede, og afsøgte dem sandheder, forklædt som gode historier.

På bestsellerlisterne

Selv om Jane Aamund er en af disse års mest læste danske forfattere med fast parkeringsplads på bestsellerlisterne, går hun ikke rundt med litterære prætentioner eller forhåbninger om en dag at få Nobelprisen i litteratur. Boghandlernes Gyldne Laurbær har føjet sig smukt om hendes kønne hoved. Hun har et journalistisk grundsyn som observatør af livet. Hun kan et håndværk. Og hun har et talent. Det er altsammen båret af et imponerende skrivenemme, der træder i funktion, hver gang, hun tænder på en historie eller en begivenhed.

Den må gennem hendes filter og ned på skærmen eller papiret. Sommetider afprøves pointen telefonisk på en god ven, men hun er som regel så overbevist på forhånd - og med rette - at hun kun lige skal have den latter, der er hendes bedste kvittering for et udspil. Selv i fortvivlede stunder og sorte anliggender, kan Jane Aamund ikke eksistere uden at få bekræftet den vittighed, der altid kan aftvinges en situation, især hvis man vil overleve den. Hun er en overlever af de stærkeste. Altid i overensstemmelse med titlen på en af hendes mest læste bøger - Oven Vande.

Det er sit eget og sin families liv og levned, Jane Aamund har omsat i et forfatterskab, der har den renlivede underholdning som en afgørende kvalitet, ligefrem og alligevel overraskende. Det er medrivende læsning, der aldrig kommer til at virke konstrueret, men ofte bæres af en situationskomik i niveau med de bedste lystspil. Jane Aamund er ikke altid lige reflekterende, for hun indlader sig sjældent på dybsindige jordbundsanalyser af tilværelsen. Og dog er der et alvorligt, menneskeligt element, som også giver smerten sin plads og sin mening i det liv, hun skriver om.

Uden litterære færdselsregler

Jane Aamund unddrager sig akademisk litteraturkritik. Det gør de fleste læsere også. Hun har skabt sin position i den danske læseverden helt uden om de litterære færdselsregler. I 1989 kom den første beretning om familien i 1880´erne´s Christianshavnermiljø. Klinkevals er en barsk og munter historie om Janes farmor, der ikke lod sin livsappetit stække af små kår og modgang. Hun blev alene med en flok brogede unger, der måtte bidrage til familiens underhold.

Juliane Jensen , som lægger navn til bind to i serien, er et festligt fruentimmer med smag for erotikkens glæder, men også med en enkel livsholdning, som kommer til at præge hendes børn, ikke mindst Janes far, Joseph, gennem hvis øjne vi får indblik i de voksnes mærkelige verden med et galleri af uvorne unger, skøre onkler og tanter, der gør familiefesterne til højdepunkter af barok livsudfoldelse. Kontant beskrevet, men aldrig sentimentalt. Joseph er den, der med sin solide ballast af tidlig erfaring, et godt ydre, en sund ambition og en usædvanlig sangstemme tager første trin på familiens vej op ad samfundsstigen. Han er også en suveræn kvindebedårer, der ad listige og indbringende omveje når frem til at gifte sig med den fornuftige, indremissionske pige fra Jylland, Janes mor.

Erindringer

De tre Christianshavner-bøger, hvoraf den sidste er Oven Vande, er en slags historisk optakt til Jane Aamunds bog Den grønne Port - erindringer fra tremmeseng til brudeskammel, der handler om hendes egen barndom og tidlige ungdom. I den går forfatteren ind i barnets univers, men ikke med den afsøgende undren, som de fleste andre i deres opdagelsesrejse gennem barndommens land. Jane er en vaks og fræk unge, der fremstår med en forbløffende intuition, stimuleret af den altgivende far og den alttilgivende mor. Med den voksnes lune afslører det fremmelige barn de voksne i al deres fatale ophøjethed.

25064690

Samtidig bliver bogen et tidsbillede af det gode borgerskabs meritter i krigs- og efterkrigsårene. Igen er faderen Joseph omdrejningspunktet i sine økonomiske op- og nedture med Knækbrødsfabrikken Ruga og Wienerbageriet, der finansierer familiens high-life og Janes skolegang bag den grønne port til Ingrid Jespersens Pigeskole i Nordre Frihavnsgade. Der er vittige billeder af pubertetspigernes veninderivalisering, kæresterier på en vovet skoletur til Tyskland og endelig afsked med den problematiske jomfrudom. Imens udspiller der sig en frigørelsesproces, der får sin stærke spænding gennem forholdet til den tyranniske og excentriske far, der ganske vist ønsker, at Jane skal blive en fri kvinde - men på sin måde. Fri vil Jane være, men hvor vil hun være? Det er den problematiske udgang for den 19 årige, nygifte pige, der sidder i borgerskabets forlængede begreber i en lejlighed i Herlev, næppe klar over, hvad hun også rummer og ønsker. Og kommer til at realisere, da den store passion senere i livet går op for hende.

Passionen

Det er resultatet af de næste opbrud og frigørelsesbestræbelser, der bringer Jane Aamund til den situation, der er udgangspunkt for hendes indtil videre mest populære bog Colorado Drømme fra 1997, som er solgt i over hundrede tusinde eksemplarer. En roman om den modne passion, hedder den i undertitlen. Bogens forside er stærkt kulørt, næsten som illustrationen til en ugebladsroman. Det er ikke nogen tilfældighed, for bogen har et element af triviallitteraturens stærke fremdrift i sit anslag. Det drejer sig ikke om spinkel følsomhed, men om tordnende passion. Hovedpersonen Ane er Jane. Forløbet siger meget om hende som menneske. Hun er altid den, der bliver hængende i de store udfordringer, hvor andre ville løbe skræmte og skrigende bort. Hun ser orkanen i øjet til den lægger sig.

Ane i Colorado Drømme er den næsten fyrreårige dyrlægekone med sammenbragte børn og en noget fraværende, men på mange måder krævende mand, som hun støtter og bærer i det fashionable miljø, indtil hun konstaterer, at hun lever på kompromiser: "Der må være et andet liv uden de evindelige kvindekompromiser. Jeg vil hellere leve alene. Jeg tror, vi er den sidste generation af kvinder, der springer over, hvor gærdet er lavest for at få en komfortabel tilværelse". Det er den holdning Ane tager den fulde konsekvens af, da den amerikanske veterinærprofessor Bob slår ned som et lyn i hendes liv. De fænger begge i vild lue.

Passionen går bogstaveligt talt over alle bjerge til hans mandehørmende hjem i Colorados storslåede naturpragt. Scenografien er i orden. Undervejs er der kvaler med alt og alle, ikke mindst Bobs kone, men intet standser dem, selv ikke når den emotionelle Richter-skala står på sit højeste. Der er lune og megen latter i forholdet, og der fortælles i et forrygende allegro, kun afbrudt af de mere moderate monolog-sekvenser, hvor Ane trækker sig ud i en personlig vurdering af sit liv i fortid og fremtid. Det er her, i højere grad end i selve passionshistorien, at Anes frigørelseshistorie får troværdighed og suverænitet, mente kritikeren Jens Andersen i sin anmeldelse af Colorado Drømme i Berlingske Tidende, hvor han i øvrigt skrev:

"Anes skæbne er først som sidst romanens egentlige kraft og fundament. Det er hende, man som læser tager i hånden og blindt følger i en helt anden form for passionshistorie, som via hendes lyst og længsel efter at skrive, handler om at finde ind til sit eget begærs sprog, uden konstant at skulle skrinlægge sit inderste jeg i ansvaret og omsorgen for børn, hunde, heste og den tavse forknytte ægtemand.
Som jeg læser romanen, stikker Anes længsler og lidenskab således langt, langt dybere en dét, den oppustelige he-man Bob når at tilbyde Ane. Mellem linjerne rækker hun mod mørkere og farligere sider af sig selv, man gerne ville have læst mere om i en roman, der på for mange sider vælger at fortælle den forkerte historie".

Livskloge erfaringer

Ved siden af sin journalistik og sit forfatterskab er Jane Aamund blev en kendt person i danske medier. En kræftsygdom sendte hende gennem et smertefuldt behandlingsforløb, som hun med stor åbenhed har berettet om, stærkest i et TV portræt af Karen Thisted og et avis-interview med Politikens Ninka (senere udgivet i bogform som Passionen). Her fremsætter Jane Aamund livskloge erfaringer og tanker, der munder ud i hendes personlige udlægning: "Passionen er når piskesnerten rammer og to mennesker oplever suget, naturkræfterne. Det er som en psykisk virus. Det er suset. Det er vildt. Det er noget desperat. Det er som at ånde lykke ind i et kort stykke tid. Et iltapparat med lykke. Sådan er passionen. Men forelskelsen og kærligheden, den er rundere, det er når man bliver lykkelig vedvarende. Den kan give skuffelser og tab, men det er på et andet plan".

Bibliografi

Romaner og fortællinger

Aamund, Jane:
Klinkevals. 1989.
Aamund, Jane:
Juliane Jensen. 1990.
Aamund, Jane:
Oven vande. 1992.
Aamund, Jane:
Colorado drømme. 1997.
Aamund, Jane:
Den grønne port - erindringer fra tremmeseng til brudeskammel. Høst, 1998, (1),
Aamund, Jane:
Kamæleonen. 1999.
Aamund, Jane:
Den hvide verden : erindringer om storm, stille og kærlighed. Høst, 2000. Både på bånd og cd. (2).
Aamund, Jane:
Vesten for månen. 2002 (cd).
Aamund, Jane:
Den irske stemme. 2003. Fortællinger.
Aamund, Jane:
Udlængsel. Høst, 2004.
Aamund, Jane:
Dyrenes mennesker. 2005 Fortællinger.
Aamund, Jane:
Lemvigkrøniken. Høst, 2006.
Aamund, Jane:
De grønne skove. 2008.
Aamund, Jane:
Smeltediglen. 2009.
Aamund, Jane:
Vindue uden udsigt. People's Press, 2011.
Aamund, Jane:
Naboens søn. People’s Press, 2013.
Aamund, Jane:
Onklerne - og deres fruer. People'sPress, 2014. Erindringsroman.
Aamund, Jane:
Mine egne veje. People'sPress, 2016. Erindringsroman.
Aamund, Jane: Samtaler om natten. ArtPeople/People’sPress, 2018. Erindringsbog.
Aamund, Jane: Bjergsted drømme. People’sPress, 2019. Roman

Andre udgivelser

Hvor man spiser og morer sig i 80´erne. 1980
Hund i byen. 1983.
Kunsten at få succes i klatrekampen. 1987.
Bag damen stod en Christian. 1977 Fortællinger om kvinder der gennem Danmarkshistorien var i lag med en kong Christian.
Det kongelige nu. 1997. Kongefamilien set af danske bladtegnere.
Danskernes lille verden. 1997. Artikler 1970 - 1997.
Søndags smil. Causerier om folk og fæ. 2002.
Vesten for måne. Høst, 2003.
Janes køkken. 2006. Mad og historier. (64.1).
Aamund, Jane:
Øjebliksbilleder. People's Press, 2010. (04.6). Klummer.
Aamund, Jane:
Dengang det var sjovt : erindringsglimt. People's Press, 2010. Erindringer.
Lykke Ravn, Palle:
En dag ad gangen - en historie fra blødersagen. Medforfatterr: Hanne Reintoft, Jane Aamund. (99.4 Ravn, Palle Lykke). 2010.

Om Jane Aamund

Passionen. 1997. Ninka interviewer Jane Aamund.
Med kærlig hilsen : Jane Aamund. 1999. Tv-portrætudsendelse. Tilrettelagt af Helle Retbøll Carl.
Du skal ikke lade dig nøje. Nære venner skriver til Jane Aamund. 1999 (99.4 Aamund). Redigeret af Karen Thisted.
Lys i livet. 2005. Interview ved Cecilie Frøkjær. (99.4).
Brovall, Sandra:
Sulten, lysten, erotikken - og livet uden... Interview med Jane Aamund i Politiken 2009-05-03. - Sektion 2, s. 6-7.
Andersen, Jens:
Mit livs bedste værtshus. Interview med Jane Aamund i Berlingske tidende. - 2009-01-03. - Sektion 6, s. 16-21.

Film

Klinkevals. 1999 Nordisk Film video 2001.

Om forfatteren

Links

Litteratursidens forfatterportræt indeholder biografi, bibliografi, liste over priser, forfatterens yndlingslæsning, et tekstuddrag, og mulighed for at skrive til hende.
En oversigt over de vigtigste begivenheder i forfatterens litterære liv fra Danske Litteraturpriser ved Niels Jensen.

Artikel

Længere og informativ artikel fra 2011.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jane Aamund