Mads Brenøes to første bøger udkom midt i en bølge af litteratur, kunst og film med pågående skildringer af død, sex og vold. Flere af disse skildringer havde klare elementer af kulturkritik og handlede ofte om psykopati og grænsetilfælde, mordere der slår ihjel for at opnå kontrol eller udtrykke smerte. Atter andre skildrede en verden, hvor død og sex – ofte uadskillelige – er blevet den eneste kommunikationsform.
Herhjemme satte folk som Jens-Martin Eriksen, Christian Lemmerz, Hans Flemming Hilt og Mads Brenøe nye grænser for skildringer af ovennævnte slags. Særligt Mads Brenøe skilte sig ud – i hvert fald ifølge de slet skjult forargede anmeldere. Brenøe fik hurtigt ry som forråelsens forfatter – et ry han har haft vanskeligt ved at ryste af sig.
Fokuseringen på grusomhederne har dog i nogen grad trukket opmærksomheden væk fra bøgernes kritiske lag. Så megen vrede og Det mørke er først og fremmest studier i ensomhed, isolation og had. Brenøes personer er ofte outsidere, der ikke er i stand til at etablere kontakt med omverdenen, som de opfatter som et overhængende kaos. Som hos Jens-Martin Eriksen er personerne fastlåste i deres egne tvangsagtige ritualer, og kommunikation med omverdenen synes kun mulig gennem vold og overgreb.
Dette demonstreres til fulde i debutsamlingens fjerde og mest konsekvente novelle, Eva, hvor en ung mand torturerer en kvinde, han tilfældigt har mødt på gaden. Kvinden udsættes for et orgie af pinsler, der til sidst ender med at tage livet af hende. Alt sammen led i hovedpersonens kamp for opretholde en form for orden i tilværelsen, der med kvindens tilstedeværelse med ét er blevet uoverskuelig: ”Hun havde fået mig til at glemme, at en situation, man ikke kontrollerer, kan udvikle sig i skæbnesvangre retninger. Og derfor var jeg vred. Jeg følte mig forurettet” .
Novellen er fortalt af morderen selv der, som hovedpersonen Patrick Bateman i ”American Psycho”, ikke holder sig tilbage med detaljerede beskrivelser af den bestialske akt. Da kvinden omsider ligger livløs i hans seng, oplyses det uden sindsbevægelse, at ”Hendes overkrop var en stor grødet masse (…) Hun havde ingen ben længere. Det, der fortsatte hendes underkrop, var kun betændte klumper af halvråddent kød” .
