mads brenøe
Foto: Martin Lehman / Ritzau Scanpix

Mads Brenøe

ph.d. stipendiat Jimmi Michelsen. 2003.
Top image group
mads brenøe
Foto: Martin Lehman / Ritzau Scanpix
Main image
Brenøe, Mads
Foto: POLFOTO

Indledning

Dansk forfatter. Har skrevet noveller og romaner.

Mads Brenøes første bøger udkom midt i en bølge af litteratur og film med pågående skildringer af død, sex og vold. Flere af disse skildringer havde klare elementer af kulturkritik og handlede ofte om psykopati og grænsetilfælde. Herhjemme var Brenøe en af dem som satte nye grænser for skildringer af ovennævnte slags. Brenøe fik hurtigt ry som forråelsens forfatter – et ry han har haft svært ved at ryste af sig. Fokuseringen på grusomhederne trak opmærksomheden væk fra bøgernes kritiske lag. Så megen vrede og Det mørke er først og fremmest studier i ensomhed og had med personer, der ikke er i stand til at etablere kontakt med omverdenen.

26011337

 

Blå bog

Født: 1968 i København.

Bor på Vesterbro, København.

Debut: Så megen vrede. Lindhardt og Ringhof, 1993.

Priser: Statens Kunstfond, arbejdslegater.

Seneste udgivelse: ABC. Politiken, 2005. Billedbog.

 

 

Artikel type
voksne

Introduktion

Mads Brenøe debuterede i 1993 med novellesamlingen ”Så megen vrede”, der ligesom efterfølgeren, Det mørke, 1994, fik stor medieopmærksomhed pga. dens udpenslede beskrivelser af lemlæstelse, forfald og død. Beskrivelser som fik flere anmeldere til at tænke på amerikaneren Bret Easton Ellis’ splatter- og gyserroman ”American Psycho”, men også fremkaldte beskyldninger om kynisme og effektjageri. I de efterfølgende bøger har Brenøe bevæget sig hen imod mere lavmælte, hverdagsrealistiske universer, stadig dog med forkærlighed for ekstreme situationer eller bevidstheder.

Mads Brenøe er født i København 1968 og var i perioden 1989-91 elev på Poul Borums Forfatterskole. Brenøe har desuden skrevet radio- og filmmanuskripter, senest til filmen Surferne kommer, 1998, sammen med instruktøren Peter Bay.

 

Blå bog

Født: 1968 i København.
Bor på Vesterbro, København.
Debut: Så megen vrede, 1993.
Priser: Statens Kunstfond, arbejdslegater.
Forlag: Samlerens forlag.

Så megen vrede og vold

Mads Brenøes to første bøger udkom midt i en bølge af litteratur, kunst og film med pågående skildringer af død, sex og vold. Flere af disse skildringer havde klare elementer af kulturkritik og handlede ofte om psykopati og grænsetilfælde, mordere der slår ihjel for at opnå kontrol eller udtrykke smerte. Atter andre skildrede en verden, hvor død og sex – ofte uadskillelige – er blevet den eneste kommunikationsform.

Herhjemme satte folk som Jens-Martin Eriksen, Christian Lemmerz, Hans Flemming Hilt og Mads Brenøe nye grænser for skildringer af ovennævnte slags. Særligt Mads Brenøe skilte sig ud – i hvert fald ifølge de slet skjult forargede anmeldere. Brenøe fik hurtigt ry som forråelsens forfatter – et ry han har haft vanskeligt ved at ryste af sig.

Fokuseringen på grusomhederne har dog i nogen grad trukket opmærksomheden væk fra bøgernes kritiske lag. Så megen vrede og Det mørke er først og fremmest studier i ensomhed, isolation og had. Brenøes personer er ofte outsidere, der ikke er i stand til at etablere kontakt med omverdenen, som de opfatter som et overhængende kaos. Som hos Jens-Martin Eriksen er personerne fastlåste i deres egne tvangsagtige ritualer, og kommunikation med omverdenen synes kun mulig gennem vold og overgreb.

Dette demonstreres til fulde i debutsamlingens fjerde og mest konsekvente novelle, Eva, hvor en ung mand torturerer en kvinde, han tilfældigt har mødt på gaden. Kvinden udsættes for et orgie af pinsler, der til sidst ender med at tage livet af hende. Alt sammen led i hovedpersonens kamp for opretholde en form for orden i tilværelsen, der med kvindens tilstedeværelse med ét er blevet uoverskuelig: ”Hun havde fået mig til at glemme, at en situation, man ikke kontrollerer, kan udvikle sig i skæbnesvangre retninger. Og derfor var jeg vred. Jeg følte mig forurettet” .

Novellen er fortalt af morderen selv der, som hovedpersonen Patrick Bateman i ”American Psycho”, ikke holder sig tilbage med detaljerede beskrivelser af den bestialske akt. Da kvinden omsider ligger livløs i hans seng, oplyses det uden sindsbevægelse, at ”Hendes overkrop var en stor grødet masse (…) Hun havde ingen ben længere. Det, der fortsatte hendes underkrop, var kun betændte klumper af halvråddent kød” .