Otteogtredive år efter “Våbenmesteren” og “Dronningens Vagtmester” og fyrre år efter “Gøngehøvdingen” udkom “Viben Peter” i 1894. Det er et alderdomsværk, forfatteren er syvoghalvfjerds, men det mærkes ikke som andet end en fuldendt formbevidsthed.
Vi er stadig i den dramatiske begyndelse af femtenhundredtallet. Handlingen er flyttet ned i Ditmarsken, afgrænset mod øst og vest af Holsten og Nordsøen og mod syd og nord af Elben og Ejderen. Befolkningen er overvejende stivnakkede frisiske fribønder med et frygtindgydende ry for blodfejder. Der var altid en eller anden slægt, som skulle smage øksen, fordi den havde snydt i en kvæghandel eller lagt øjne på en af familiens døtre – seksten generationer tilbage. Resten af tiden hoppede de rundt i marsken med deres klyverstokke (til at sætte over åer og kanaler) og så efter deres kvæg. En overgang var de under den danske krone, men tilføjede i 1227 Valdemar Sejr et knusende nederlag i slaget ved Bornhøved og etablerede sig som en selvstændig bonderepublik. En række forsøg på få dem tilbage i folden førte til flere nederlag. I år 1500 gik det helt galt. Man havde slået sig sammen med holstenerne, som også havde et godt øje til den lukrative kvæghandel i Ditmarsken og i flere omgange havde fået lige så mange bitre stryg. Nu troppede man op to hære høj. Ditmarskerne modtog dem med stridsøkser, og da de havde choppet den bedre del af fredsforstyrrerne op, åbnede de for sluserne på de inddæmmede marskområder og druknede resten. Det var nummeret inden folkemord. Den danske hær var slagtet i tusindtal. Den holstenske adel reduceret til en brøkdel.
“Viben Peter” begynder treogtyve år senere. Titelfiguren og hovedpersonen er ud af en af Ditmarskernes mægtigste slægter. Igennem tohundrede år har den båret ulven i sit bomærke, udmærket sig i marskkrigene og slået hårdt ned på sine fjender blandt andre familier. Viben er på en side en typisk Etlar-helt, klog, smuk og retsindig, på den anden side ganske atypisk, fordi han ikke har Gøngehøvdingen og Guldbrands hængerøvsgen. Akkurat som det er med hans landsmænd, finder han sig ikke i noget fra nogen, hverken fra høj eller lav. Han er forpligtet på sine egne og sin slægts mål, ikke en samfundsorden, som grundliggende blæser ham et langt stykke, og kan han heller ikke mande sig op til at slå et slag for kærligheden, da han placerer sit hjerte hos en højadelig, så er han i det mindste stærk nok til, at hun opgiver sine privilegier og vælger at dele sit liv med ham på hans vilkår. Hertil kommer, at han er langt mere udførligt dimensioneret, især socialt. Vi kender kun lidt til Gøngehøvdingens mænd, og hans familie forbliver på skitsestadiet. Det samme kan man sige om Guldbrand og Esra. Viben derimod indsættes i en levende ramme af nære relationer. Det forsyner hans handlinger og tanker med en naturlighed, som er nem at forholde sig til, og gør ham til mere end et medie for underholdning og historieformidling med drabelige slagudvekslinger og kække bemærkninger. Samtidig går han fra dreng til mand og føjer en udviklingshistorie til romanen.
Vi møder ham som fjortenårig i Ditmarskens hovedby Meldorf, hvor han har befriet en lille allikeunge fra nogle mindre drenge. Junker Kay fra holsten-slægten Ratlovs store gård på grænsen til Ditmarsken kommer forbi og forlanger at få den. Da Viben nægter, langer den lille junker ham et slag med sin ridepisk. Viben trækker sin kniv og er på nippet til at stikke ham, men ombestemmer sig og nøjes med at kyse ham. Kay er svag af konstitution og har fået livsmodet suget ud af sine omklamrende forældre. Han er ikke vant til at blive sat på plads og fatter beundring og hengivenhed for Viben. Efter nogle dage beder han sin mor, den smukke fru Merved, om at få Viben op på gården. Hun rider til Meldorf og gør med hele den hovne selvbevidsthed, som kendetegner Etlars billede af adelen, kravet gældende overfor Vibens far. Hun glemmer bare, at marskbønderne er deres egen adel, og at de har tævet holstenerne for mange gange til at regne dem for noget særligt. Carsten Peter, som Vibens far hedder, afviser hende, og hvis ikke hans nabo og yndlingsfjende, Reimer Grote var kommet ind i stuen og havde blæret sig med, at hans datter skulle have en fin uddannelse på et kloster, havde fru Merved sikkert måttet gå med uforrettet sag, nu får hun alligevel Viben med, for Carsten Peter vil ikke ligge under for nogen, mindst af alle Reimer Grote. Lige så snart Reimer har talt færdig meddeler Carsten Peter, at det da ikke er noget, for hans søn skal nemlig med den smukke frue op på hovedgården hos slægten Ratlov, der vil uddanne og oplære ham som deres egen søn.
Der er masser af lune og underfundighed i den første del af bogen. Viben tager af sted med fru Merved. Undervejs udlægger han landet i en serie fremragende sagn og varsler. Hver en lyngtue og hver en lille forblæst marskhytte bærer en blodig historie. Hver en bevægelse i naturen er et tegn. En krage flyver over vejen fra højre mod venstre. Det er ildevarslende. På gården former han et venskab med junker Kay, som minder om Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte. Viben lærer Kay at ride og skyde og fange fugle. Kay blomstrer op. Det samme gør Kays forældreløse kusine Beate, som bliver holdt som en slags tyende på godset og får en voksende rolle i romanen som Vibens udkårne og den fremvoksene protestantismes menneskelige ansigt. Kays mor og far er ikke noget at skrive hjem om. Faren er adelsmand, men lever for prangeriet. Moren er en falmende skønhed, som står i et usømmeligt forhold til sortebrødrenes grisede prior Augustinus. På gården fungerer pralhalsen og løgnhalsen Jan Gyge som forvalter. Han bliver med det samme Vibens bedste fjende og vender tilbage som en ond ånd, da skæbnen indhenter Viben. Den stridbare Carsten Peter mener i en brandert, at Reimer Grote tror, at han er en bedre rytter, end han selv er, og det kan han absolut ikke have siddende på sig. Han udfordrer ham til et væddeløb og bliver kastet af hesten og dør. Viben er det nye overhovede for familien. Han bliver inddraget i en arvesag, som ender med at komme for Ditmarskens øverste råd. Rådets medlemmer dømmer ikke så meget efter retfærdighed, som efter hvem, der kan skaffe dem den bedste kvæghandel. Viben taber og erklærer sit folk krig. Han er et symbol på den splid, som havde sneget sig ind i Ditmarsken med Reformationen, og som i 1559 skulle koste dem selvstændigheden, da den samme Johan Rantzau, som havde vundet Grevens Fejde i “Våbenmesteren”, nedkæmpede dem i forbund med holstenerne. På det tidspunkt har Viben for længst lidt en blodig død, men i modsætning til gøngehøvdingen som et menneske, der kæmpede til det sidste.
Carit Etlar havde i 1885 droppet bestillingen som læsesalsinspektør på Det Kongelige Bibliotek og hengivet sig fuldtid til forfatterskabet. Måske er det det, som slår igennem i “Viben Peter”. Måske er det frisættelsen fra det nationale kerneland og arvegods, som løfter hans pen. Nationalromantikken, som virker klæg i hans små folkelige fortællinger opløses i bonderepublikkens plumrede mosevand. Hævnmotivet, som følger Etlar forfatterskabet igennem, har i Ditmarsken og de barske fribønder fundet sin perfekte ramme. Der er kun to inddelinger, anden del begynder på side 129, men det lange episke drev, som irriterer i “Våbenmesteren”, virker her ganske på sin plads, fordi Viben magter at tage historien på sig, ikke bare underkaste sig den. Hvis man trækker et par streger fra Astrid Lindgren til De Islandske sagaer og Shakespeare (det er ren “Kong Lear”, når den uhyggelige spøgelseseksistens Deyg Jødeken dukker frem af mørket på de øde lyngdrag), virker det, som om Etlar prøver at skrive noget frem, som ligger i krydset. Det lykkes langt hen ad vejen.