Francis Scott Key Fitzgerald – kendt som F. Scott Fitzgerald – var en af et kuld unge, talentfulde forfattere fra Midtvesten med et horn i siden på ensretningen i tyvernes USA. En del af det blev sat på begreb af nobelprismodtageren Sinclair Lewis med romanen “Main Street”: Det var de samme forretninger med de samme varer, ens biler og huse og jernbanestationer, unge mænd i konfektionshabitter og aviser med de samme syndikerede artikler. Modsvaret, fest og udsvævelser til tidens toner, gav perioden sit navn: Jazztiden. En anden betegnelse, som både indfanger festen og det økonomiske boom, der følger Main Streets fremvækst, er ‘The roaring twenties’ – ‘De brølende tyvere.’
F. Scott Fitzgeralds drøm om udfrielse i et længere perspektiv end den næste fest lå hos overklassen og den frigjorte og nydelsessyge kvindetype, som i perioden blev kendt som ‘flappers’. Han voksede op i den fattige ende af de bedre kredse i St. Paul, Missouri med en tidlig interesse for at skrive. Som syttenårig kom han ind på det ansete Princeton University. Han klarede sig dårligt fagligt, men brillerede som medforfatter på universitets årlige musical-show. Hans to bedste venner blev siden hen et par af landets førende litterater, den ene som forfatter (John Pale Bishop) og den anden som kritiker (Edmund Wilson).
I 1917 var USA på vej ind i Første Verdenskrig. Fitzgerald forlod universitetet og meldte sig til hæren. Under sin uddannelse til løjtnant mødte han den fire år yngre Zelda Sayre til et bal. Hun var indbegrebet af en flapper, selvbevidst, socialt bevidst, stærk, umoden og nydelsessyg. Hun var vild med den smukke løjtnant, men loren ved hans forfatterambitioner. Fitzgerald gjorde hendes tvivl til skamme med collegeromanen “This Side of Paradise”, der udkom i 1920. Den var, hvad J.D. Salingers “Griberen i rugen” (tidligere oversat som:Forbandede ungdom) skulle blive for halvtredserne og Bret Easton Ellis’ “Under nul” for firserne, en provokation og en øjenåbner. Fitzgerald modtog enorm opmærksomhed og enorme honorarer – hvorefter de blev gift. Zelda var nitten. Scott treogtyve. Det var forbudstider. Alkohol var forbudt og derfor et attraktivt symbol på hele den utilpassethed, som jazztidens festaber følte ved Main Street. Zelda og Scott konsumerede den i store mængder. De flyttede til New York, til Manhattan, festede, boede på dyre hoteller, kørte gennem byen på taget af taxier, strippede, badede i springvand og sloges med politibetjente.
I 1921 blev Zelda gravid. Parret besluttede at rejse til Europa og efter små seks måneder var de tilbage igen. Zelda fik en datter og fortsatte nomadetilværelsen med en vedholdende flakken mellem USA og Europa. Som så mange andre litterære beduiner i den periode kom de i salonerne hos den excentriske forfatter Gertrude Stein i Paris. Hun kaldte dem ‘The Lost Generation’ med særlig tanke på Ernest Hemingway, som gjorde begrebet til sit i romanen “The Sun Also Rises” fra 1926.
Ægteskabet var stormfuldt. Zelda havde en affære med en fransk pilot, hun beskyldte Fitzgerald for at ville i seng med Hemingway og ikke have, hvad der skulle til for at tilfredsstille en kvinde (han viste den til Hemingway, som forsikrede ham om, at han ikke havde noget at skamme sig over). Zelda besluttede sig for at blive professionel balletdanser, hun ville også være maler og forfatter. Hun kom i tvivl, om hun muligvis var lesbisk.
Mod slutningen af tiåret ramte depressionen, Wall Street krakkede, og arbejdsløsheden eksploderer. Fitzgerald befandt sig på en glidebane af druk, svigtende salg og vigende indtægter. Zelda gik fra sprudlende og farverig til klinisk tosset og en tilværelse ind og ud af sindssygehospitaler.
Hun omkom i en brand på det sidste af dem i 1948. På det tidspunkt havde Fitzgerald været død i otte år. Han blev ramt af et hjerteslag den 21. december 1940. Han så kun Zelda få gange de sidste år af sit liv. Men han vedblev at være gift med hende, og de blev begravet ved siden af hinanden på en kirkegård i Maryland.
En stor del af ægteparret Fitzgeralds indtægter kom fra F. Scotts noveller. Han skrev 178 i alt. De fleste af dem udkom i blade og magasiner. Nogle af dem er små perler som “1. maj”, “Gensyn med Babylon” og “En forfatters eftermiddag”. Andre er bare små. Selv anså Fitzgerald dem for luderarbejde tilpasset redaktørernes ønsker og bladenes profiler, ikke egne litterære ambitioner, og han skrev dem tilsyneladende udelukkende for at få Beluga-kaviar til sine blinis og tid til at lave sine romaner. Men de bærer alle sammen det, han kalder sit stempel, at tage et eller andet tungt – alle hans hovedpersoner tager et eller andet tungt, som regel pekuniære problemer eller ungdommen og skønhedens flygtighed – og “Historier fra jazztiden” og “En forfatters eftermiddag” – for at nævne et par af de samlinger, der er udkommet på dansk – udgør glimrende indfaldsvinkler til forfatterskabet. Ved siden af noveller og romanerne arbejdede Fitzgerald i længere perioder som manuskriptforfatter i Los Angeles. Men filmarbejdet blev aldrig nogen succes.