Maria Gripe

Maria Gripe blev født 1923 i Vaxholm ved Stockholm, voksede op i Örebro og var bosat i Nyköbing. Efter studentereksamen i 1943 studerede hun filosofi og religionshistorie, indtil hun i 1946 giftede sig med kunstneren Harald Gripe (1921-1992), der har illustreret de fleste af hendes bøger.

Maria Gripe debuterede i 1954 med småbørnsbogen I vår lilla stad, der ikke er oversat til dansk. Siden bød hun med bøger som Hugo og Josefine, Glaspusterens børn og Elvis-serien på den ene store læseoplevelse efter den anden, og slog sit navn fast som én af Skandinaviens betydeligste forfattere inden for børne- og ungdomslitteraturen.

Gennem årene modtog hun mange priser og hædersbevisninger, hvoraf kan nævnes: H.C. Andersen-medaljen i 1974 og Nordisk Skolebibliotekarforenings børnebogspris i 1985. Der er skrevet meget om Maria Gripes tidligere bøger. Her omtales kun dem, hun har skrevet efter 1980.

"Jeg fortæller en historie, jeg skildrer et menneske ..."
Først da Maria Gripe var voksen og havde fået en datter, kom hun for alvor i gang med at skrive. Det gik nemlig op for hende, at det almindelige menneske ikke eksisterer, men at: "Hvert eneste menneske er en enestående skabning." Derfor er det vigtigt at opleve gensidighed og fællesskab ved at dele hinandens erfaringer. Det er det, hun vil fortælle med sine bøger, der hverken er skrevet for børn eller voksne, men "for mennesker".

Omkring 1980 viste Maria Gripe en ny side af sit forfatterskab, der vakte genklang hos store, nye læsergrupper. Hun oplevede et sandt boom og var "jætteglad". For at skabe mere spænding begyndte hun at bygge sine historier op, så der under overfladen skjuler sig en gåde eller et mysterium.

Men den røde tråd er stadig spørgsmålet om identitet: Hvem er jeg? Er jeg den, jeg gerne selv vil være - eller den de andre synes, jeg skal være? For at forstå sig selv må man kende den sammenhæng, man er en del af: slægt og familie.

I bøgerne må personerne sørge for at finde den skjulte sammenhæng og dermed sig selv, og deres søgen er samtidig en søgen efter én af forældrene, dem begge eller den "rigtige". Søgningen er selv drivkraften i fortællingen. Venskabet har stor betydning, for det er gennem mødet med vennen eller veninden, at oplevelsen af egen personlighed opstår. Personerne er ægte, levende mennesker, og de skildres med varme, humor og forståelse. Vi kender dem ikke på udseendet, men på handlinger og tale. Vi er tæt på og kender deres tanker, følelser og drømme.

Maria Gripe bevarede sin interesse for filosofien og brugte citater, der sagde hende noget, hvis de passede ind i sammenhængen.
I Agnes Cecilia, hvem er du? bygges der bro mellem fortid og nutid med Schopenhauer-citatet: "... det, der engang har eksisteret med hele virkelighedens styrke, kan ikke bare forsvinde...!" (Arthur Schopenhauer, tysk filosof 12788-1860). Noras forældre omkom ved en bilulykke, da hun var lille, og selv om hun har det godt hos sin plejefamilie, savner hun fornemmelsen af "helt klart" at høre til. Da de flytter ind i et gammel hus, føler Nora, at en usynlig gæst søger at kontakte hende: "Uret ... Viseren flytter sig tilbage. I det samme kommer de dér skridt gående bag ved hende. De er allerede inde i værelset ved siden af. Næsten henne ved hendes dør. Ganske sagte kommer de nærmere, skridt for skridt. Det løber hende koldt ned ad ryggen." Skridt for skridt finder Nora selv vej. Hendes søger efter svar på gåden om den ukendte Agnes Cecilia er fortalt som en regulær spøgelseshistorie, men under overfladen ligger historien om Noras sorg og søgen efter et "ægte" tilhørssted.