kirsten sonne harild
Foto: Morten Holtum

Kirsten Sonne Harild

cand.mag. Maria Roslev, 2014. Blå bog og bibliografi opdateret oktober 2024.
Top image group
kirsten sonne harild
Foto: Morten Holtum

Heste, fodboldpiger og krimiplots på Østerbro. Slåskampe, pistoler og seje cowboys. Alt det og mere til kan man finde i den danske børnebogsforfatter Kirsten Sonne Harilds fiktive univers. Hun har bl.a. skrevet hesteserien om Pjok og Petrine, børnekrimien om Cornelius Krut, westernserien om drengene Jim og Josh og senest en fantasyserie om pigen Synne, og hun formår at skrive præcist og vedkommende i alle genrer. Harild fortæller historier, der har rod i det biografiske, og hun skriver fra hjertet med en sprudlende opfindsomhed. Hendes bøger er aldrig belærende. De er fulde af fortællinger, der møder børnene i øjenhøjde.

139137116

Blå bog

Født: 30. januar 1962, Melsted på Bornholm.

Uddannelse: Cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet.

Debut: Den hemmelige by 1. Gyldendal, 2003.

Litteraturpriser: Søren Gyldendals Hæderspris, 2013.

Seneste udgivelse: Choko-Mille - det store skildpadderøveri. Alvilda, 2024. (Choko-Mille, 1).

Inspiration: Først og fremmest Astrid Lindgren og Tove Jansson”, som hun siger.

Artikel type
boern

Baggrund

”Jeg har lyst til at råbe, om de ikke kan se, hvor meget de ydmyger sig selv. Så mange mænd mod en pige på 13. Ha, det er til grin. Men jeg skal ikke nyde noget mere. Jeg holder vejret, mens de ridder forbi, aer hoppens hals og krummer mine tæer sammen i de gamle, bløde støvler til mine lægge kramper.”
”Synnes hævn 1 – Flugten”, s. 34.

Kirsten Sonne Harild er født på Bornholm i byen Melsted i 1962. Selv fortæller hun, at hun som barn ikke drømte om et liv som forfatter. Hendes mor arbejdede som journalist, og Harild kunne ikke se noget tiltrækkende i det liv, tværtimod, for som hun siger: ”Faktisk så havde jeg slet ikke lyst til det i mange år, fordi min mor skrev så meget, da jeg var barn. Det larmede helt vildt meget, fordi hun skrev på skrivemaskine, og det lugtede også, fordi hun røg cerutter samtidig.” (Pallesgavebod.dk: Interview med Kirsten Sonne Harild i anledning af hendes 50-års fødselsdag.)

Alligevel må litteraturen have tiltrukket hende. I hvert fald valgte hun at læse dansk på Københavns Universitet efter at have fjumret lidt rundt efter hf eksamen. Der skulle dog gå yderligere 10 år efter danskstudiet, før hun debuterede som børnebogsforfatter. I de år arbejdede hun som redaktør ved Gyldendals Bogklubber, så selvom hun ikke var skrivende, havde hun fingrene i børnebøger hver dag. Helt konkret blev det en sygemelding, der satte skriveriet i gang, fortæller hun: ”I 2001 blev jeg pludselig syg hen over sommeren og blev sygemeldt fra mit job. Jeg havde aldrig drømt om at skrive bøger, men pludselig en morgen, efter at jeg havde haft en mærkelig drøm om en hemmelig underjordisk by på Nordbornholm, begyndte jeg at skrive, og fra da af var hele processen som en uafvendelig lavine. Jeg sagde op på mit job og skrev romanen færdig på et halvt år.” (Maria Roslev: Mailinterview med Kirsten Sonne Harild. Forfatterweb, marts 2014.) Det blev hendes debutroman ”Den hemmelige by 1”, der udkom i 2003 – det første bind i en trilogi om to børns møde med de underjordiske på Bornholm.

Nu er Kirsten Sonne Harild fuldtidsforfatter og har udgivet mere end 70 bøger. Hun er kendt for en lang række romanserier for børn og unge, og både hendes heste-serier ”Pony & Co.” og ”Pjok og Petrine”, fodboldserie ”FC Englene” og westernserie ”Død eller levende!” hitter hos børnene. Westernserien har hun lavet i samarbejde med Jan Solheim, som hun også har arbejdet sammen med om krimiserien ”Cornelius krut”. Til de helt små har hun lavet en billedbogsserie om drengen Willi i samarbejde med Inger Tobiasen, der også har stået for alle illustrationer til ”Pjok og Petrine”.

Udover at skrive børnebøger holder Harild foredrag og arrangerer skriveværksteder. Hun skriver også historier sammen med børn på afdelingen for kræftramte børn i skolen på Rigshospitalet, om det siger hun: ”Det betyder meget for mig at give redskaber og skriveglæde videre. Det kan ikke sammenlignes med en almindelig undervisningssituation, men er i meget højere grad en udveksling, synes jeg – og det er utrolig givende og inspirerende at være i så nær skabende kontakt med netop de børn og unge, som jeg jo skriver til.” (Maria Roslev: Mailinterview med Kirsten Sonne Harild. Forfatterweb, marts 2014.)

Kirsten Sonne Harild har tre døtre – Emilie, Tilde og Amanda. Sammen med den mellemste datter Tilde har hun lavet Vina-bøgerne – en læs-let serie om islænderhesten Vina, der er familiens hest i det virkelige liv. Forfatteren bor i dag på Østerbro i København.

Serien om Pjok og Petrine

”Det er ved at blive efterår. Petrine har haft en skøn lang sommer med sin lille shetlandspony Pjok og med alle sine gode ponyveninder, Rikke, Laura, Sarah og Amanda. Skolen er for længst begyndt, og hver eftermiddag skynder Petrine sig hjem for at nå at være sammen med sine heste, inden det bliver alt for mørkt, og hun skal ind og spise og lave lektier.”
”Pjok og Petrine 15 – Ponyhviskeren”, s. 9.

Den første bog i Kirsten Sonne Harilds hesteserie ”Pjok og Petrine” udkom i 2007 med undertitlen ”En pony i præmie”. Den 15. bog ”Ponyhviskerne” udkom i 2013, og den 16. ”Klar, parat, kør” er på vej. Der udkommer kun så mange bind i en serie, fordi den har læsere, og det har ”Pjok og Petrine” – særligt drenge og piger i alderen 8-10 år, der elsker heste. Bøgerne er lette at læse, og Inger Tobiasens tegninger illustrerer handlingen præcist.

Serien skydes i den første bog i gang med et lotteri, hvor pigen Petrine vinder shetlandsponyen Pjok. For de fleste ville det være noget af en drøm, men for Petrine, der er bange for heste, føles det mest som et mareridt. Langsomt modnes forholdet mellem pigen og hesten godt hjulpet på vej af Petrines mor, og efter at Petrine har passet Pjok, der rammes af trommesyge, er hun solgt. Hun elsker sin hest og vil selvfølgelig beholde den. Og så kan læseren ellers følge ponyen og pigen på rideskole, til stævner, på udflugter og rejser og meget mere i de næste mange bind.

29831459

Generelt er fortællingerne båret af børnenes dialog, der er troværdig og skaber et godt fortællertempo. Miljøet er realistisk beskrevet, og de mange præcise detaljer om heste vidner om forfatterens store kendskab til emnet.

Serien om Pjok og Petrine handler både om venskabet mellem dyr og mennesker og mellem veninder. Harilds hesteunivers er varmt og trygt, og man mærker forfatterens kærlighed til både romanfigurer og heste.

”Pjok og Petrine” er Kirsten Sonne Harilds anden hesteserie. Den første ”Pony og Co.” udkom i 2005 og tæller i alt 12 titler. I ”Pony og Co.” følger man hestepigen Karen i et par år af hendes liv med alt, hvad det indeholder af veninder, drenge og familie – og altså især heste.