At Poul Hoffmann er en kristen digter betyder jo ikke, at han kun kan digte fromt eller opbyggeligt. Det betyder derimod, at det er en klar og kompromisløs tro, der bærer hans værker. Nogle vil nok finde, at f.eks. hans syn på kønnene og deres roller er meget lidt nuanceret - for nu at sige det mildt. Det er derfor, man har svært ved at læse hans essays om de ting uden kriblen i fingrene, det er derfor hans nutidsromaner sjældent er fuldbårne - og det er måske af præcis samme grund, at det kan lykkes for ham at skabe så fremragende historiske fortællinger.
Og så må det da for øvrigt siges, at Poul Hoffmann også som debattør og kronikør altid er værd at læse. Han hører til den type skribenter, der aldrig går efter manden.
Han er saglig og velargumenterende, omend hans synspunkter til tider kan synes særprægede. F.eks. deler han ikke flertallets opfattelse af renæssancen som den nye tids stolte fødsel: "Det var nyhedenskabets nat, der begyndte at sænke sig over verden", skriver han i et essay, som tydeligt lader ane, at han finder sine åndsbeslægtede i oldtid og middelalder. Men han har tydelige beslægtede i C.S. Lewis og Tolkien , som han selv nævner sammen med vor egen Ingemann.
"Den bibelske frelseshistorie er verdens største drama om krig og kærlighed. Om Gud, der ikke ønskede sig en lysånd, men et menneske. Om skabningens fald og genløsning. Om den bundløse smerte og den uendelige glæde", skriver han i et essay om kristendom og kultur. Her giver han så også noget af svaret på, hvorfor han skriver så spændende og medrivende fortællinger. Det er fordi han opfatter dem som dele af "verdens største drama om krig og kærlighed."