Hans Keilson
Foto: Sz Photo/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix

Hans Keilson

cand.mag. René Hjelm, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
Hans Keilson
Foto: Sz Photo/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix
Main image
Keilson, Hans
Foto: Herman Wouters

Indledning

Da den tysk-jødiske forfatter Hans Keilson fik sit internationale gennembrud, blev han i The New York Times i 2010 udråbt til ”geni” og kaldt en af verdens bedste forfattere. Selvom skudsmålet er sat rigeligt højt, så er Keilsons forfatterskab helt klart et nærmere bekendtskab værd. Læseren kan f.eks. starte med den tragikomiske fortælling ”Komedie i mol”, der karakteristisk for forfatterskabet undersøger psykologiske og eksistentielle problemer med afsæt i 2. verdenskrig. Med sin enkle skrivestil tegner han et komplekst billede af menneskets lyse og mørke sider, hvilket ofte skaber en sort og absurd effekt.

 

29293228

Blå bog

Født: 12. december 1909 i Bad Freienwalde, Tyskland.

Død: 31. maj 2011, Hilversum, Holland.

Uddannelse: Uddannet læge fra Berliner-Friederich-Wilhelms-Universität, 1934. Parallelt med medicinstudierne uddannede han sig til sportslærer. Uddannede sig videre til psykiater og psykoanalytiker i Holland efter krigen, ph.d. ved Amsterdams Universitet i 1979.

Debut: Das Leben geht weiter. S. Fischer Verlag, 1933.

Litteraturpriser: Johann-Heinrich-Merck-Prisen for litterær kritik og essay fra Det Tyske Akademi for Sprog og Digtning, 2005. Magasinet Die Welts litteraturpris, 2008.

Seneste udgivelse: Komedie i mol. Klim, 2012.

Inspiration: Hermann Hesse, Thomas Mann og Sigmund Freud.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Åh, begyndte Marie, ’han var egentlig meget fattet.’ Hun gik i stå. ’Han blev forskrækket.’ Hun gik i stå igen. Hun tænkte sig længe om for at finde de ord, der kunne udtrykke det, som hun til sin egen forfærdelse havde iagttaget.”

”Komedie i mol”, s. 42.

Hans Alex Keilson blev født i Bad Freienwalde, Tyskland, i 1909 som søn af jødiske forældre. Allerede i gymnasiet havde han forfatterdrømme, og det var også her, han fik sin første litterære erfaring med Hermann Hesses roman ”Demian”. (Peter Göbel: Meine Trauer ist tiefer als der Hass. www.Humboldt-Universität zu Berlin. November, 2008). 

Han studerede derefter medicin i Berlin i årene 1928-1934, men fordi nazisterne forbød jøderne at arbejde, måtte Keilson ernære sig dels som sportslærer i jødiske privatskoler, dels som jazzmusiker. Også hans første roman, ”Das Leben geht weiter”, udgivet i 1933, blev forbudt af Naziregimet.

I 1936 drog han med sin kæreste Gertrud Manz i eksil i Holland, mens Keilsons forældre fulgte efter i 1938. Da nazisterne besatte Holland i 1940, gik Keilson under jorden og boede hos et hollandsk ægtepar i byen Delft, men fortsatte med at skrive digte og romaner, nu under pseudonym.

Disse år arbejdede han også med jødiske børn, der led af traumer pga. deres pludselige tab af deres forældre. Keilson delte i nogen udstrækning disse erfaringer, idet hans egne forældre omkom i koncentrationslejren Auschwitz. Dette gav ham traumer resten af livet.

Under krigen fik han sammen med Gertrud sit første barn, Barbara, og de blev efter krigens afslutning gift. De blev boende i Holland, hvor Keilson dels uddannede sig videre i psykiatri og psykoanalyse, dels fortsatte sin litterære produktion. Dog havde Keilson svært ved at finde en forlægger til sin sidste roman, ”Der Tot des Widersachers” fra 1959 (”Modstanderens død”, 2013), selvom digteren Paul Celan forsøgte at lægge et godt ord ind for ham. Men romanen blev alligevel en bestseller, da den udkom i USA i 1962.

Keilsons litterære produktion fra 1960’erne består mest af digte, mens hans produktion fra 1970’erne mest er essays. Efter at han fik Die Welts litteraturpris i 2008, fik Keilson igen stor og begejstret opmærksomhed på den internationale litteraturscene. Om sit sene gennembrud udtalte Keilson til The Observer i 2010: ”Det er ikke usædvanligt for litterære værker at blive genopdaget årtier efter de er blevet skrevet. Det mærkelige i min situation er, at jeg stadig er i live, mens det sker” (Phillip Ottermann: ’Genious? I’m not even a proper writer!’. The Observer, 2010-11-21. Egen oversættelse). Efter Gertruds død i 1969 blev han gift med litteraturkritikeren Marita Lauritz, med hvem han fik datteren Bloeme i 1974. Keilson døde i 2011, næsten 102 år gammel.

 

Komedie i mol

”Han blev til ingenting. (…) Hvor stolt havde de ikke givet ham værelset, hvor taknemmeligt var han ikke flyttet ind i det. Hvor indespærret, hvor forladt, hvor elendig havde han ikke følt sig i det. Ensomhedens ensomhed.”
”Komedie i mol”, s. 63.

Hans Keilsons roman ”Komödie i mol” fra 1947 (”Komedie i mol”, 2012) tager sin begyndelse i det tyskbesatte Holland under 2. verdenskrig, hvor et ægtepar, Marie og Wim, skjuler en jøde, der blot kalder sig ”Nico”, men som de ellers ikke ved særligt meget om.

Herefter følger vi de tre i deres daglige gøren og laden med tilhørende sikkerhedsforanstaltninger og bekymringer som følge af krigen. Men i sin ekstreme ensomhed og desillusion går Nico langsomt til grunde. Hans angst og fremmedgørelse tager langsomt både hans appetit på livet og på den mad, han får serveret. Derfor dør han til sidst af en forholdsvis uskyldig sygdom som lungebetændelse.

I forbindelse med ægteparrets bortskaffelse af liget kommer de til at begå en fejl. Af frygt for at politiet vil kunne opspore dem, er det ironisk nok deres tur til at gå under jorden. Selvom deres ophold i deres skjul kun varer en uges tid, har de efter blot nogle få dages forløb svært ved at holde troen og den moralske fane højt nok til ikke at lade sig mærke dybt af en stadig mere presserende følelse af anonym fremmedhed over for omverdenen. Romanen ender dog glædeligt med, at de kan vende trygt hjem igen, både klogere og med en noget større forståelse for Nicos situation i deres kufferter.

29293228

Fortællingens struktur er karakteriseret ved både mange synsvinkelskift og spring mellem nutid og fortid, ofte formidlet gennem personernes minder og tanker. Historien starter i nutid med at Marie, Wim og doktoren forbereder bortskaffelsen af Nicos lig, mens beretningen om Nicos næsten 1-årige ophold i sit værelse samtidig oprulles for læseren ved talrige skift til fortiden. Selv efter sin død lever Nico videre i Wim og Maries minder og dialoger. Fortællerens tilgang er tydeligvis psykoanalytisk, fordi det hele tiden vises, hvad de korte dialoger fører med sig af længere refleksioner, indre monologer og personernes adfærd. Det er dog personernes indre verden, der er lagt under lup i romanen på bekostning af heroiske krigshandlinger og spektakulære begivenheder. Tværtimod udspiller denne alvorlige og tragiske historie sig i hverdagslige rammer og er fortalt på en både distanceret og lettere ironisk måde.

Fortælleren har således ubesværet adgang til sine personers mange indre monologer, selvom det hele ikke bliver fortalt. Og med de mange skift mellem tider og synsvinkler skabes en fragmentarisk effekt, der hos læseren efterlader et indtryk af brud og opløsning, og som læseren selv må forsøge at danne sig et helhedsbillede af.  

”Komedie i mol” er dermed en fortælling om, hvad ekstreme psykiske påvirkninger i medfør af f.eks. 2. verdenskrig med dens forfølgelser kan afstedkomme af krisebevidsthed, angst, ensomhed og følelse af fremmedhed i verden.

 

Genrer og tematikker

”Komedie i mol” peger både bagud mod Keilsons debutroman ”Das Leben geht weiter” og fremad mod ”En modstanders død”. Hvad der løber i gennem alle tre romaner og senere digte er forsøget på at analysere den krisebevidsthed, som i vid udstrækning gennemtrænger det tyske samfund både før, under og efter 2. Verdenskrig.

I sine psykologiske romaner undersøger Keilson, hvordan de kollektive samfundskriser præger og sætter dybe spor i romanpersonerne, og som også selv over tid kommer i stadig større krise. Disse kriser er ofte af moralsk tilsnit, idet de udspringer af en ambivalent tvivl om, hvad der egentlig er godt eller ondt, hvilket så udvikler sig til romanpersonernes massive ensomhed og fremmedgørelse fra omverdenen.

Både Keilsons romaner og digte er af selvbiografisk karakter, dvs. de i vidt omfang bygger på forfatterens egne oplevelser som eksileret jødisk flygtning, mens han samtidig bruger erfaringerne fra sit arbejde som psykoanalytiker med traumatiserede børn. I hans romaner kan man se hans store interesse for traumer, angst og andre psykologiske problemer hos romanpersonerne, mens digte som ”Schizoid” (1967) bl.a. handler om hans egen søgen efter et nyt hjem som fremmed flygtning. Man kan derfor også se Keilsons forfattervirksomhed som en slags freudiansk samtale- eller skriveterapi, hvormed han uddriver egne traumatiske oplevelser fra 2. verdenskrig.

Hans skrivepraksis får således lignende funktion som hos den modernistiske forfatter Virginia Woolf i hendes roman ”Til Fyret” fra 1927, mens denne teknik ligeledes minder om surrealisternes såkaldte automatskrift. Om denne ”uddrivelses”- teknik af f.eks. traumer har Keilson udtalt, at ”Den indsigt, at man må fortælle alt – at det gør dig syg, hvad du fortier – hvad du projicerer over på din fjende -, denne indsigt var Freuds store præstation. Den er min sandhed. Den har også noget med min litterære skrivepraksis at gøre.” (Volker Weidermann: Hans Keilson: Schön, gefragt zu werden. Frankfurter Allgemeine Zeitung, 2011-04-19. Egen oversættelse).

 

Beslægtede forfatterskaber

Skønlitteraturen i Vesten er efter 1. og 2. verdenskrig og Holocaust mærket af en dyb krisebevidsthed, ikke kun på moralens vegne, men også mht. litteraturens funktion og formål. Og selvom Keilson stort set var en ukendt forfatter disse år, så er det i denne kontekst, han hører hjemme, bl.a. sammen med Paul Celan.

I mellemkrigsårene gør den modernistiske litteratur mere ud af at formidle den indre subjektive virkelighed end f.eks. 1800-tallets realistiske romaner og eksperimenterer i det hele taget mere med synsvinkler og tidsforhold end tidligere. I denne kontekst kan man finde et af Keilsons litterære forbilleder, nemlig tyskeren Thomas Mann, der var blandt de første til at sætte det moderne menneskes ensomhed på dagsordenen i sine romaner, og hvis indre verdener han har en analytisk og ironisk tilgang til. Om Thomas Mann og Hermann Hesse har Keilson udtalt, at de op til hans debut i 1933 var hans store inspiration: ”Som sagt, var jeg meget fascineret af Hesse. Via en bekendt lærte jeg også Thomas Mann at kende, hvem jeg satte stor pris på (…) Disse to var dengang mine ’guder’. Men jeg har forsøgt at finde min egen stil” (Peter Göbel: Meine Trauer ist tiefer als der Hass. www.Humboldt-Universität zu Berlin. November 2008. Egen oversættelse).

Selvom han forsøgte at finde sit eget skriftlige udtryk, lægger hans værker sig også tæt op ad en særlig undergenre inden for den modernistiske litteratur, der går fra Kafkas fortællinger som f.eks. ”Forvandlingen” fra 1912 og frem til Albert Camus’ og Samuel Becketts eksistentialistiske og absurde litteratur. 

Selvom der er indbyrdes forskelle, kredser disse forfatterskaber ligesom Keilsons om tilværelsens uforklarlige og dermed absurde karakter, der indtræder efter at alle religiøse dogmer, doktriner og andre forklaringsmodeller er blevet erkendt som falske. F.eks. skildrer Becketts absurde drama ”Mens vi venter på Godot” fra 1953 det moderne menneskes absurde og formålsløse venten på en vis ”Godot”, der aldrig dukker op. Også Camus’ værker som f.eks. ”Pesten” fra 1947 afspejler det absurde, nemlig menneskets isolation i en fremmed og ulogisk verden, der ikke indeholder større værdi end den, man selv må tilskrive den af egne humanistiske værdier for at nå udover livets absurditeter og meningsløshed.

I Keilsons værker finder man også ofte samme blanding af tragik og komik, af horror og latter, som i den absurde litteratur, hvor f.eks. allerede titlen ”Komedie i mol” anslår temaet om litteraturens – og livets! – tragikomiske og evige vekslen mellem dur og mol.

 

Bibliografi

Romaner og fortællinger

Keilson, Hans:
Das Leben geht weiter. Eine Jugend in der Zwischenkriegszeit. 1933.
Keilson, Hans:
Komedie i mol. Klim, 2012. (Komödie in Moll. 1947. Revideret udgave: S. Fischer Verlag, GmbH, Frankfurt am Main, 1995, 2005).
Keilson, Hans:
Modstanderens død. Klim, april 2013. (Der Tod des Widersachers. 1959).

Digte

Keilson, Hans:
Sprachwurfellos. 1963/1986.
Keilson, Hans:
Einer Träumenden. 1992.
Keilson, Hans:
Sieben Sterne. Gedichte und Geschichten. 2003.

Selvbiografi

Keilson, Hans:
Da steht mein Haus. Erinnerungen. 2011.

Om forfatterskabet

Kilder

Hagestedt, Lutz: Sequenz und Dichtung. Litteraturkritik.dk, nr. 6, juni, 2001.
Detering, Heinrich (edt. et.a.):
Hans Keilson. Werke in zwei Bänden. 2005. Antologi på tysk med Keilsons samlede værker.

Film

Barthe-Rösing, Marita:
Bis zur Umkehrbank – Hans Keilson erinnert sich. 2005. Film om Hans Keilson og hans erindringer.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hans Keilson

Kilder citeret i portrættet

Interview

Göbel, Peter: Meine Trauer ist tiefer als der Hass. Tysk interview med Hans Keilson på portalen Humboldt-Universität zu Berlin. November 2008.
Ottermann, Phillip: Hans Keilson interview: ’Genious? I’m not even a proper writer!’. The Observer, 2010-11-21.
Weidermann, Volker: Hans Keilson: Schön, gefragt zu werden. Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ), 2011-04-19.