Oplysningstiden

Citat
Begreber: naturretten, oplysning, pietisme, ortodoksi, censur, klassicisme, rokoko, rationalisme, salmer, komedie, encyklopædi

Den sidste halvdel af 1700-tallet kaldes kulturhistorisk for oplysningstiden. Med afsæt i John Lockes idé om naturretten og Emanuel Kants oplysningsfilosofi vægtedes det fornuftige, det naturlige og det nyttige højt i en periode, der ellers var præget af fattigdom, censur og begrænset personlig frihed. Da stavnsbåndet blev indført i 1733, betød det, at unge bønder ikke frit kunne forlade den gård, de blev født på. 1700-tallets skiftende konger var enevældige, men da Christian den 7.s livlæge Johann Struensee fik mulighed for det i 1771, forsøgte han at regere og reformere landet med oplysning og indførte trykkefrihed. Han blev dog hurtigt afsat og henrettet.

Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus” 

Det var den norsk-danske forfatter og historiker Ludvig Holberg (1684-1754), der introducerede oplysningstanken i Danmark. Han ønskede at udbrede den danske litteratur til borgerne, og dette lykkedes især med de komedier, der, som noget nyt i 1722, blev opført på lokale teatre for alle, som kunne betale. I 1720’erne skrev Holberg 26 komedier, og blandt de mest vellidte var karakterkomedien ”Erasmus Montanus” (1723) om Rasmus Berg, der vender arrogant og bedrevidende hjem efter at have studeret i København. Faste handlingsmønstre, modsætningspar og bestemte karaktertyper karakteriserer Holbergs komedier, hvis sigte var at forsvare fornuften, kritisere klassesamfundet og underholde. Pga. Holbergs ideal om mådehold, enkelthed og ligevægt anses hans litteratur som klassicistisk. Klassicismen genoptager antikkens skønhedsidealer, og med sandheden som målsætning undersøger kunstnerne menneskets natur via dets tanker og handlinger. 

En anden af periodens stilretninger var rokoko, der er kendetegnet ved at være elegant, let, pikant og orientalsk inspireret. Ambrosius Stub (1705-1758) var en dansk rokokodigter, der i digtet ”Den kiedsom Vinter gik sin Gang” beskriver forårets idylliske natur og harmoni i seks strofer med rimede vers. Stub skrev også kærlighedsdigte og drikkeviser og levede en forhutlet tilværelse i druk. Digteren Johannes Ewald (1743-1781) havde lignende problemer med alkohol og økonomi. Hans foretrukne genre var tragedien, men han skrev også skuespil, digte og oder. Hans selvbiografiske bekendelsesroman ”Levnet og Meeninger” (1774-1778) var et skelsættende prosaeksperiment om kærligheden til Arendse, erfaringerne fra soldatertiden og livet som digter. Ewald moderniserede lyrikken ved at gøre den subjektiv, men i dag huskes han måske mest for nationalsangen ”Kong Christian stod ved højen mast”, en hyldest til enevælden fra syngespillet ”Fiskerne” (1779), som hvert år synges til nytår. 

Flere klassiske julesalmer stammer også fra 1700-tallet. Biskop Hans Adolph Brorson (1694-1764) skrev eksempelvis de nu klassiske salmer ”I denne søde juletid” (1732), ”Den yndigste rose er funden” (1732) og ”Op al den ting som Gud har gjort” (1734). Brorson var pietist, og hans salmer afspejler denne kristne bevægelses fokus på fromhed. Pietismen var med sit syn på den levende personlige tro en modreaktion på bøndernes ortodoksi, ligesom pietismens emotionelle og inderlige udgangspunkt stod i kontrast til oplysningstidens rationalisme. Litteraturhistorisk betegner man både Stub, Ewald og Brorson før-romantikere. 

Andre tendenser i perioden

I oplysningstiden udkom den første encyklopædi ”Encyclopédie, ou Dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers” i Frankrig i 1751. Den skulle være udkommet på dansk i 1779, men den begrænsede trykkefrihed og politisk modstand skrinlagde projektet. Efter engelsk forbillede mødtes mange borgere og adelige i såkaldte klubber, der diskuterede politik og litteratur og udgav tidsskrifter som f.eks. det liberale, københavnske ”Minerva”. Interessen for videnskaben medførte også, at flere rejste ud i verden. Den danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr (1733-1815) var uddannet i så forskellige fag som matematik, landmåling og arabisk. Han deltog i 1761-1767 i en ekspedition til bl.a. Egypten, Yemen, Indien, Irak og Syrien sammen med en gruppe på seks europæiske forskere. Danskeren var den eneste, der overlevede turen. De andre døde af malaria undervejs. Efter sin hjemkomst skrev Niebuhr to tysksprogede værker om den arabiske rejse og dens videnskabelige resultater. Historien om ekspeditionens oplevelser er genfortalt af Thorkild Hansen i rejsefortællingen ”Det lykkelige Arabien” fra 1962. 

Kilder:

Primærtekster

Hansen, Thorkild: Det lykkelige Arabien. En dansk ekspedition 1761-67. Gyldendal, 1962. bibliotek.dk
Niebuhr, Carsten: Carsten Niebuhrs rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande I & II. Carsten Niebuhr Biblioteket, 2003 & 2005. bibliotek.dk

Sekundærtekster

Bøger

Fibiger, Johannes m.fl.: Litteraturens veje. Systime, 1996. bibliotek.dk
Fischer Hansen, Ib: (red.): Litteraturhåndbogen 1. Gyldendal, 2003. bibliotek.dk
Høiris, Ole og Thomas Ledet (red.): Oplysningens verden – ide, historie, videnskab, kunst. Aarhus Universitetsforlag, 2007.
Schmidt, Povl m.fl. (red.): Læsninger i dansk litteratur 1: 1200-1820. Odense universitetsforlag, 1998. bibliotek.dk
 
Ludvig Holberg og hans komedier