Claus Riis

bibliotekar Kirsten Bystrup. 2003.
Main image
Riis, Claus
Foto: f3design

Indledning

Dansk illustrator og forfatter. Har illustreret billedbøger, bl.a. med Kim Fupz Aakeson som forfatter.

Når man stiller Claus Riis det klassiske spørgsmål: Hvad gjorde, at du blev tegner?, svarer han: ”Jeg tror, det var fordi jeg var et lille stille barn af nogle udsyrede hippieforældre. Så jeg plejede at lukke mig inde på mit værelse, hvor jeg i ro og fred kunne sidde og tegne og ordne min frimærkesamling.” Han fortæller også: ”Da jeg var 3 år sendte min mormor en af mine tegninger ind til ”Ingrid og lillebror”. Den forestillede en sørøver, som fangede rødspætter, og selvom jeg var lille, kan jeg huske, da den kom i fjernsynet. Man kan derfor sige, at min seneste billedbog Poulsens pirater (2000) er en smuk tilbagevenden til mit udgangspunkt som tegner.”

52476801

 

Blå bog

Født: 18. november 1962 i Vejle.

Bor: i København.

Uddannelse: Designskolen Kolding 1986-90.

Debut: Årstidsbøgerne 1995-96.

Seneste illustrerede bog: Grann, Camilla: Anton Tigertæmmer : historien om, hvordan Anton lærte at tæmme tigeren i maven. Pressto, 2016. Illustreret af Claus Riis. Billedbog.

Inspiration: Jørgen Villumsen, Mette Drejer, Ib Spang Olsen, Cato Thau-Jensen, Morten Voigt, Per Dybvig, Gary Baseman.

 

Artikel type
illustratorer

Begyndelsen

Claus Riis er født i Vejle og vokset op i Ry og Århus. Han har arbejdet som pædagogmedhjælper, aftjent sin værnepligt ved Civilforsvaret, været på kunsthøjskole og et år på Arkitektskolen i Århus, før han kom på Kunsthåndværkerskolen i Kolding (Designskolen Kolding), hvor han blev uddannet på den grafiske linie. Derefter flyttede han til København og startede på et større reklamebureau, hvor han var et par år – uden større succes. Han kvittede jobbet og blev i stedet freelancer med tegneopgaver for blade, aviser, bureauer m. m. Claus Riis’ streg har man kunnet finde bl.a. i Press og Euroman , i 2001 tegnede han alle forsiderne til Skolebiblioteket , og et par år senere fik han fast kontrakt med Jyllandspostens Københavns -sektion, om at lave den dagsaktuelle tegning.

Men han slog også ret hurtigt sit navn fast som illustrator inden for børnebogsområdet. Det begyndte i 1995 med de to første bind i Jørn Jensens fagbogsserie om årstiderne, Hurra, det er vinter og Hurra det er sommer . Det fortsatte i 1996, hvor de to næste bind om henholdsvis efterår og forår udkom, og hvor Claus Riis også illustrerede både fagbogen til drenge Dig og din diller af Nick Fischer og billedbogen Stakkels konge med tekst a Kim Fupz Aakeson. Man lagde mærke til hans særlige vilde og pågående karikerede streg, der var løssluppen og fræk i sin humor.

Sammen med Kim Fupz Aakesons tekst gjorde den sig særlig godt. Claus Riis fangede en side af Kim Fupz Aakesons univers, der på den ene side lå tæt på Fupz’ egen streg, men på den anden side havde en helt anden form for ekspressivitet i sin bevidste ”modæstetik” til det pæne og forventelige.

Claus Riis kan godt lide at lave billedbøger, men kan af og til savne at have den sammenhængende tid, der skal til. For han har også mange andre opgaver og er glad for vekselvirkningen. Voksne vil han i øvrigt også gerne tegne til. For som han siger, ”hvis der en dag opstod et marked for billedbøger til voksne, som børn kunne læse for deres forældre, inden de skulle puttes, så ville jeg mindst ligeså gerne tegne det.”

Billedbøgerne

- ”Mine tegninger ligger generelt i den morsomme ende, og blandt mine favoritmotiver er børn, biler, byer og kraftige mænd med Elvis hår.”

Børn, biler og byer finder vi rundt omkring i de fire billedbøger, som Claus Riis har sat billeder til. Men kraftige mænd med Elvis hår er der vist kun et par stykker af – faren i Da far var knægt (1999) kunne måske lige komme på tale og måske også bagersvenden i Stakkels konge - ?

25058615

Men morsomme er de – allesammen. Det er karakteristisk for de fire billedbøger, Claus Riis har billedsat, at hans særlige vilde og skæve streg spiller godt sammen med og op til fortællingerne. Der er Kim Fupz Aakesons milde, udleverende humor i ”Stakkels Konge”, Fandens far! (1998) og Poulsens pirater og Glenn Ringtveds vanvittige overdrivelser i ”Da far var knægt” (1999).

Claus og Fupz

Mellem Claus Riis og Kim Fupz Aakeson er der en særlig forbindelse. De har den samme ”kind of spirit”. Man kunne sige, at fællesnævneren for dem er det kærlige anarki og den milde humor. De gør sig ikke til gode over andre, udleverer ikke til det hovne grin men appellerer til den overbærende latter. Her er morskab for både barnet og den voksne. Men solidariteten ligger hos børnene, der får lov til at undre sig og spørge og komme til orde. Når det kommer til overvejelser om at tage hensyn til målgruppen har de i øvrigt også den samme holdning. Claus Riis arbejder ligesom Aakeson med det udgangspunkt: at lave tingene, som han selv synes de skal være.

Egentlig er der slet ikke brug for billeder til Kim Fupz Aakesons historier, der da også oprindeligt i mange tilfælde er skrevet og udgivet som noveller. De kan sagtens læses op som selvstændige fortællinger. Det er imidlertid ikke det første, man tænker på, når man ser Claus Riis’ billedsætning af dem. Den virker så umiddelbart indlysende. Man oplever, at den ”hører sammen” med historien.

Men hvordan lykkes det for Claus Riis at tegne sig ind i den særlige tone, der er karakteristisk for Aakesons historier med deres lune underspillethed? Hvordan omsætter han det mundrette talesprog, legen med ordenes rytme og melodi til billeder? Og hvad gør han ved de overraskelser, der kommer, når dagligdagens udtryk og talemåder optræder i nye og uventede sammenhænge? Hvordan skaber han den for Aakeson så karakteristiske fortrolighed og samhørighed med tilhørerne i sine illustrationer?

Hvis vi skal tage det sidste først, så griber Claus Riis fat i læseren ved at digte videre på teksten i sine billeder. Han tilføjer nye historier og sidehandlinger. Den energi og vitalitet, der er i billederne, vidner om, at han tilsyneladende slet ikke kan lade være! Det er ganske tydeligt, at han morer sig med det.

Men ellers gør han principielt det samme som Aakeson – forskellen er blot, at han fortæller i billeder. Man kan godt sige, at han ”tager Aakeson på ordet”, når han illustrerer i den forstand, at han altid holder sig til det, jeg vil kalde ”fortællingens plan”, når han tegner. Aakesons fortællinger er i høj grad fortolkningsåbne – der er mere mellem linierne end man umiddelbart skulle tro. Den særlige styrke i historierne ligger netop i denne dobbeltbundethed, som i høj grad skabes med sproget. Men Claus Riis holder sig fra at fortolke og forklare. Man kan måske sige, at han tegner lige så ”sprogligt” som forfatterne skriver og dermed overlader læseren historiens åbenhed.

Stakkels konge

– er en herlig dobbeltbundet historie om en konge, der - på fortællingens plan - bliver arbejdsløs, fordi hans kongerige går konkurs. Han har rigtig svært ved at finde sig et nyt arbejde, hvor hans voldsomme temperament ikke er i vejen.

Claus Riis’ konge lever helt op til de forventninger, man umiddelbart har til ”en konge”: han har rød hermelinskåbe og kongekrone. Der er heller ikke mange svinkeærinder i illustrationen til de kongelige gemakker. Her er himmelseng og udsmykninger, som sig hør og bør. Vi har en hofmand med paryk og påklædning efter forventningens forskrifter til ”noget kongeligt”. Men – så optræder der også på billedet en mekaniker fra Bents biler (det står på hans kedeldragt). Han står og ser uvasket ud med skægstubbe og en svensknøgle. Det er egentlig o.k. set i forhold til teksten, der drejer sig om at skaffe en særlig bil. Men det passer jo ikke rigtig med resten! På den måde skaber Claus Riis et billedligt brud på noget forventeligt, næsten klichéagtigt ”kongeligt”, så man kommer til at le af sammenstødet.

Fandens far

– titlen henviser til pigens far, der er Fandens far og ikke Guds, fordi han hele tiden bander og svovler. Det er pigen ked af, for hun vil gerne have begge sine forældre – og sin kanin – med sig op i Himmerige til Gud og være engel og få vinger og sidde sammen med Gud og Jesus til evig tid – som hun har hørt om – måske i skolen?

I Claus Riis billeder er pigens dagligdag og forestillinger om Gud og Jesus fuldstændig sidestillede. Ja, de to verdener hænger så meget sammen, at Jesus faktisk står med morens målebånd oppe i himlen – men det viser sig, at det nu er moren, der syr pigen en hvid englekjortel med vinger med samt en glorie!

Men samtidig har Claus Riis også en lidt mere voksen afstand til faren, når han tegner ham opslugt af fodboldkampen i fjernsynet, provianterende i køleskabet med det ene øje på skærmen men helt og aldeles uden sans for datterens optagethed af det hinsidige.

Poulsens pirater

Poulsens pirater handler – på fortællingens plan – om Knud og hans mor og far, der bor i Høng i en udmærket villa. Forældrene mener, at den skal Knud have til sin tid. Men Knud siger: ”Jeg skal være pirat, når jeg bliver stor. Og jeg skal også have en papegøje og et træben.” Næste dag er der flyttet en pirat ind i Knuds klædeskab, og i løbet af ugen accelererer indflytningen. Til sidst er der pirater i hele huset, og den lille familie bor i Knuds klædeskab. Lige til piraterne skærer hul i taget – og huset flyver op i himlen på et herligt sørøverskib – med bilen ”på slæb”. Claus Riis tegner pirater, så det er en lyst! De er frygtindgydende og fuldstændig uregerlige.

Der er utallige sidefortællinger i tegningerne – billedfortællingen er så tæt, at man kan blive ved med at finde nye historier. Læg fx mærke til katten, der huserer rundt – med klo og på et rullebræt! Det er også Claus Riis, der ”får det sidste ord” på det sidste opslag. ”Hiv ohøj!” , står der, og hertil er det, at Claus Riis tegner huset om bord på skibet, der ”er lettet” på vej op i himlen.

Da far var knægt

Glenn Ringtved har skrevet historien om de gode gamle dage, Da far var knægt, hvor han med brug af overdrivelsen ironiserer over den måde, voksne kan belære børn om, hvordan alting var meget bedre i gamle dage. ”Dengang far var knægt, var der ikke noget, der hed at kede sig. Det ord kendte man slet ikke. Der var heller ikke noget, der hed video og computere. Næh, man måtte bruge sin fantasi. Og der var slet ikke noget, der hed at sidde indenfor og hænge. Det var bare ud. Uanset om det tordnede og lynede og sneede og man måtte grave sig ud fra 214. sal” .

25050533

Claus Riis falder meget godt ind i sammenhængen med sin skæve og vilde streg og tegner op til de vanvittige overdrivelser. Men de levner han ikke så meget spillerum til meddigtning, som Fupz Aakesons historier. Det bliver lidt mere forventeligt og i højere grad en fortsættelse af teksten end et egentlig medspil og udvikling.

Billedudtryk

Claus Riis udtrykker sig gennem stregen, ikke den enkle afklarede, prægnante streg, men den vilde og voldsomme karikerede streg. Det er overdrevne fremstillinger, han tegner for at opnå en komisk virkning ved at understrege en persons eller situations karakteristiske træk. Samtidig er det meget detaljefyldte og fortællende billeder, der skal læses sammen med teksten.

Claus Riis bruger tusch og akvarel og har en ret kompliceret arbejdsproces, som han selv forklarer sådan: ”Jeg plejer at lave stregen, som regel i flere omgange – som jeg klistrer sammen og tager en fotokopi af. Den farvelægger jeg med akvarel – en gang imellem med akryl eller gouache.” Han fortæller også: ”Samtidig har jeg en kedelig mani med at lave noget om, så selvom mine streger for nogen ser ud til at være vildt og voldsomt kastet ned på papiret, er de i virkeligheden resultatet af stakkevis af skitser og alt for hårdt arbejde. Derfor bliver den største udfordring omkring mit næste bogprojekt at lave om på den arbejdsproces, så tegningerne er lavet lige så spontant som de ser ud til.”

Man kan opfatte Claus Riis streg som ”et varemærke” – han har sine egen specielle morsomme stil, som man genkender med det samme, og som sender signaler om, at her har vi noget, der er morsomt, skævt, humoristisk. Selv fortæller han, ”Jeg har egentlig ikke gjort noget bevidst for at komme til at tegne, som jeg gør, og jeg ville egentlig ikke mene, det var specielt genkendeligt, men det er der nogen, der siger, det er. Sidste år havde jeg tid til at prøve at lave om, og jeg kan faktisk tegne helt anderledes, meget mere naturalistisk, med sort farveblyant og skæve vinkler. Men det har jeg ikke fået afsat endnu.”

Fremtiden

Claus Riis nøjes ikke med at tegne men skriver også selv historier. Det kniber bare med tiden til at udvikle de nye områder, som han gerne vil tage fat på. På spørgsmålet om der er nogen tekster og historier, han foretrækker frem for andre, kunne man tro, han ville svare: de anarkistiske og vanvittige – men nej! ”Jeg vil gerne tegne dyr, altså karikerede. Jeg synes, jeg er meget god til at få noget personlighed ind i dem.” Og på ønskelisten for historier, som Claus Riis godt kunne tænke sig at tegne til, står: fabler. Men han vil også gerne tegne til noget ”der er lidt gang i” – så det er hele tiden spændende at se, hvad der næste gang kommer fra Claus Riis’ hånd!

Bibliografi

Bøger illustreret af Claus Riis – i udvalg

Jensen, Jørn:
Hurra det er sommer. 1995.
Jensen, Jørn:
Hurra det er vinter. 1995.
Jensen, Jørn:
Hurra det er efterår. 1996.
Jensen, Jørn:
Hurra det er forår. 1996.
Fisher, Nick:
Dig og din diller. 1996. Seksualvejledning.
Aakeson, Kim Fupz:
Stakkels konge. 1996. Billedbog.
Birkeland, Thøger:
Mørkeræd. 1997. (Zoom-ind-serien).
Aakeson, Kim Fupz:
Fandens far. 1998. Billedbog.
Ringtved, Glenn:
Da far var knægt. 1999. Billedbog. Bearbejdet udgave, letlæsningsbog. 2004.
Aakeson, Kim Fupz:
Poulsen pirater. 2000. Billedbog. Bearbejdet udgave, letlæsningsbog. 2004
Rostrup, Anders:
Brødrene Brormand. 2001. Højtlæsningsbog.
Koch Jensen, Kirsten:
Der er bid! 2005. Letlæsningsbog.
Zimakoff, Daniel:
Ferietyveriet. 2006.
Mouritzen, Peter:
Den kvikke kanin. 2006. Billedbog.
Vilstrup, Jens:
Duen Didrik - i dronningens tjeneste. 2006. Billedbog.
Riis, Claus:
Sneglepost og sokkerim. Gyldendal, 2014. Billedbog.
Meldgaard Larsen, Birgitte: Hr. Pølle : hvordan Oscar lærte at gå på toilettet. Pressto, 2015. Illustreret af Claus Riis. Billedbog.
Grann, Camilla: Anton Tigertæmmer : historien om, hvordan Anton lærte at tæmme tigeren i maven. Pressto, 2016. Illustreret af Claus Riis. Billedbog.

Læs mere om Claus Riis

Fra Claus Riis arbejdsværelse. 2000. I: Klods-Hans, nr. 4, 2000.
Rasmussen, Bent:
Portræt af Claus. 2001. Lille interview med Claus Riis som var bladets forsidetegner i 2001. I: Skolebiblioteket, 2001.

Om forfatteren

Links

Oversigt over de priser, som Claus Riis har modtaget i forbindelse med hans arbejde.