Lemony Snicket

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen. 2006.
Main image
Snicket, Lemony
Foto: Jeff Chiu

Lemony Snicket er den hemmelighedsfulde forfatter til en række humoristiske og dramatiske børnekrimier i serien “A Series of Unfortunate Events” (“En ulykke kommer sjældent alene”). Navnet er det pseudonym, forfatteren Daniel Handler valgte, da han begyndte sin bogserie om tre forældreløse børn og deres sære skæbner. I serien følger man børnenes farefulde oplevelser og deres kamp mod ærkefjenden Grev Olaf. Det fører dem til mærkelige steder som Skummelfloden og Tårepersersøen, og de støder blandt andet på en besynderlig teatertrup, en passioneret slangeforsker og igler med usædvanlig god lugtesans. Bøgerne skiller sig ud fra megen anden børnelitteratur ved deres ironiske og selvrefererende tone. Serien har ligget på førstepladsen på listen over de mest solgte børnebøger i USA. Snicket har hermed været en af de få, der har kunnet vippe Harry Potter-bøgerne af bestseller-pinden.

26343704

 

Blå bog

  • Født: 28. februar 1970 i San Francisco, USA.

  • Uddannelse: Kandidatgrad i engelsk og amerikanske studier fra Wesleyan University, San Francisco, 1992.

  • Debut: The Bad Beginning, 1999.

  • Litteraturpriser: Ingen priser angivet.

  • Seneste udgivelse: Den lede landsby. Sesam, 2006. (The vile village). Oversat af: Ole Steen Hansen. (7).

 

Artikel type
boern

Baggrund

“Der findes mange, mange slags bøger her i verden, og det er heldigt nok, for der findes også mange, mange slags mennesker, og de vil alle sammen gerne læse noget forskelligt. For eksempel bør folk, der hader historier om små børn, der bliver udsat for de frygteligste ting, straks lægge denne bog væk”.

“Den onde greve” s. 75.

Lemony Snicket, der på dansk betyder noget i retning af citronagtig gyde, er et pseudonym for den amerikanske forfatter Daniel Handler. Forfatteren er født og opvokset i San Francisco i Californien. I løbet af sin opvækst var han blandt andet medlem af San Franciscos drengekor og begyndte siden hen at spille harmonika. Efter sin college-eksamen fra Lowell High School var musikken fortsat en vigtig del af Handlers liv. Han spillede blandt andet i forskellige bands. Som voksen er han blevet en anerkendt musiker, der har spillet harmoni på en række pladeindspilninger – han har blandt andet medvirket på pladen “69 Love Songs” af Magnitic Fields. Som voksenbogsforfatter debuterede Handler med romanen “The Basic Eight” i 1998 og herefter fulgte romanen “Watch your Mouth”, som forfatteren selv har kaldt en opera i bogform. Handler har desuden haft succes som manuskriptforfatter til flere film.

Daniel Handler fandt på Lemony Snicket som et hemmeligt navn, han kunne bruge i sit researcharbejde til romanen “The Basic Eight”. I stedet for at bruge sit rigtige navn på mailinglisterne til de organisationer på den politiske højrefløj, han undersøgte, begyndte Handler at anvende pseudonymet. Navnet blev hurtigt også en intern joke blandt Handlers venner, som blandt andet bestilte pizzaer under navnet Lemony Snicket og opfandt en drik med navnet Snicket. Da Daniel Handler begyndte at skrive børnebøger, besluttede han sig for at bruge navnet som en måde at tilføje mystik og humor til hele fortællingens univers.

Det lå ellers ikke i kortene, at Daniel Handler skulle blive børnebogsforfatter. Han var ikke begejstret for børnelitteratur og var i første omgang afvisende over for ideen, da en forlagsredaktør opfordrede ham til at give sig i kast med en børnebog. Redaktøren foreslog imidlertid, at Handler kunne bruge sin kritik af den gængse børnebogslitteratur som et element i sine egne udgivelser til børn – og den idé tiltalte den unge forfatter. Daniel Handler er gift og bosat i San Francisco.

Ironisk anti-eventyr

Der er udgivet 11 bøger i Lemony Snicket-serien “A Series of Unfortunate Events” (“En ulykke kommer sjældent alene”), og den 12. er på vej. Foreløbig er de seks første udkommet i dansk oversættelse. Fortællingerne foregår i et tidsubestemt univers med elementer fra victoriatiden og handler om de tre forældreløse Baudelaire-arvinger, Violet, Klaus og Sunny.

25310586

De tre hovedpersoner har hver deres talenter, som de får god brug for i deres kamp mod den onde Grev Olaf. Samtidig er historierne fulde af mange mystiske figurer og steder, og det skaber tilsammen seriens univers. Et vigtigt kendetegn i bøgerne er, at Snicket ironiserer over forskellige litterære genrer og gør tykt grin med seriebøger til børn i almindelighed. I bogserien finder man kampen mellem de gode og de onde, men det munder ikke ud i en lykkelig slutning. De kloge narrer ganske vist de mindre kloge, men det lykkes alligevel Grev Olaf at undslippe gang på gang. Der findes heller ikke umiddelbart nogle gode og lærerige moraler i historierne: “De hurtigt læste bøger er velegnede som en art modgift mod den fromt opbyggelige børnelitteratur, som boghylderne flyder over med, samtidig med, at børn faktisk kan få meget ud af at læse dem. Først og fremmest er de vittige” . (Christian Monggaard: “Miserabel Morskab”. Information 2004-08-02).

Bøgerne forsøger at lære sine læsere et par ting undervejs, idet fortælleren gang på gang stopper op og forklarer, hvad avancerede ord betyder. Det hedder for eksempel: “Lovbøger er berygtede for at være meget lange, meget kedelige og meget svære at læse. Det er samtidig en af grundene til, at sagførere får så mange penge. De penge er et incitament – med ordet incitament mener jeg her udsigt til en belønning, der kan få en til at gøre noget, man egentlig ikke har lyst til at gøre - til at læse lange, kedelige og svære bøger.” (“Den onde greve” s. 75-76). Sådanne passager gør læseren lidt klogere på svære ords præcise betydning. Desuden bliver disse standsninger i teksten en måde, hvorpå fortælleren gør opmærksom på sig selv og historien som netop en fiktiv fortælling.