Beslægtede forfatterskaber

Jonas T. Bengtsson er som forfatter blevet sammenlignet med blandt andre Jakob Ejersbo, som har skrevet romanen “Nordkraft” fra 2002 – en collage af 1990’ernes undergrunds-Aalborg, med alt hvad der hører til af fester i Jomfru Ane Gade, rockere, pushere, narkomaner og ung kærlighed/sex. Og der er også en del fælles temaer, der går igen i de to forfatterskaber: svigt i barndommen og de livslange konsekvenser af forældres misbrug, afhængighed af stoffer og skildringer af miljøer, som sjældent beskrives indefra. Også sproget rammer samme tone i “Nordkraft” og “Submarino” – et fortroligt sprog, som beskriver de hårdeste facts blottet for følelser eller vurderinger fra fortællerne.

En anden skønlitterær slægtning er Jan Sonnergaards novellesamling “Radiator” fra 1997, der også finder meget af sit sociale brændstof, persongalleri og geografiske udgangspunkt i Nordvest. Naja Marie Aidts morbide og socialrealistiske historier i novellesamlingen “Vandmærket” fra 1993 er beslægtet med Bengtssons bøger via Aidts fine og rå fornemmelse for menneskelige relationer.

Andre danske forfattere, der har beskæftiget sig med litteratur fra underklassen, er bl.a. Dennis Gade Kofod, Kristian Bang Foss og Jonas Eika Rasmussen, der i bøger som ”Nancy”, ”Stormen i 99” og ”Lageret Huset Marie” skildrer livet som rengøringsdame og lagerarbejder og generelt mennesker, der ikke har verden vidåben af muligheder.