I sin samtid var H.C. Branner en markant skikkelse, og han prægede i høj grad kulturdebatten i efterkrigstiden. I sine sene dramaer og især i essayistikken diskuterede han humanismens handlemuligheder i et klima, der var præget af sammenstød mellem store ideologier og kold krig. Branner var politisk desillusioneret og plæderede for en religiøst betonet humanisme, med ophøjelse af kunsten til at være verdens samvittighed og profetiske sandhedsvidne. Han var medstifter og redaktør af tidsskriftet Perspektiv, der udkom i 1953 og blev en platform for mange forskellige livs- og kulturforståelser.
Men Branner opnåede aldrig den folkelige forankring, der eksempelvis tilkom vennerne Martin A. Hansen og Karen Blixen , og hans forfatterskab er af eftertiden blevet overset eller - værre endnu - udråbt som mislykket. Som litteraturprofessor Hans Hertel har skrevet: “Livet var barsk ved H.C. Branner. Eftertiden har været endnu barskere.” (Hans Hertel: “Den farlige patos og den hæse latter”. Politiken 2004-06-19). I 2003 var det kun meget få, der fejrede 100 året for Branners fødsel.
Men det er ikke umuligt, at Branner er på vej til sin anden anerkendelse; kanonudvalget under Undervisningsministeriet har anbefalet Branner til folkeskolens pensum: “At forstå mennesker psykologisk, følge deres livsvalg og udfoldelse med viden om, hvad de kom fra, groede af eller flygtede fra, er energien i H.C. Branners forfatterskab.” (Dansk Litteraturs Kanon, Uddannelsesstyrelsens Temahæfteserie nr. 11, 2004).
Kanonudvalget taler om Branners temaer, men hele hans virke er en væsentlig kilde til forståelsen af hans komplicerede samtid. Det fastslår en af Branners store forsvarer, litteraturredaktør Nils Gunder Hansen: “Det er synd, at Branner i dag er så lidt læst, og også lidt mærkeligt, for (litteratur)historisk er han en interessant skikkelse: (…) Han legemliggør den tvivlrådige kunstner, der var klemt i den kolde krig mellem de store -ismer.” (Nils Gunder Hansen: “Forfatteren man holdt op med at læse.” Berlingske Tidende 2004-01-21).