Politiromanens popularitet har været eksponentielt voksende, siden Sjöwall & Wahlöö gav den sin skandinaviske udformning i slutningen af tresserne. Folk fra alle ender og kanter af kulturlivet, men særligt journalister, har prøvet kræfter med den. I sin prototypiske form er den en tematisering af gamle nyhedshistorier, en romanvariation over en bedaget avis.
Christian Dorph og Simon Pasternak dykker ned under medie- og formidlingsflimmeret og finder afsæt i kulturhistoriens dybere strømninger. Ganske karakteristisk spytter de ikke værker ud med det for krimiforfattere normale etårs interval, men med to og tre års mellemrum. Der er ikke tale om industriproduktion med bestsellerlisterne som primært mål, men hjerte- og hjerneværk, som man forestiller sig, det kunne se ud, hvis forfatteren Jan Sonnergaard gik sammen med filosoffen Frederik Stjernfelt og dokumentaristen Peter Øvig Knudsen om at skrive krimifiktion. Det er kritisk bevidsthed, kulturhistorisk passion, besindelse og nysgerrighed tænkt og følt ud af det samme kollaps: “Simon Pasternak: - Vi er jo vokset op med, at enten døde man af atombomben, en terrorbombe, aids eller det smukke 80er-selvmord. Der lå en gråhed over det hele, en koldkrigsalvor, som måske også var overalvorlig. Christian Dorph: - Omkring 1980 er der et værdisammenbrud, hvor venstrefløjen kollapser. Den har fyldt meget i mange år med svar på alting: Vi var ulykkelige, fordi vi havde kapitalisme, og socialisme ville gøre os lykkeligere, og så står man tilbage med kroppen, døden, kunsten og storbyen, de ingredienser, som bliver til 80er-lyrikken med en enorm patos. I dag er det, som om man har glemt døden, udskyder den og undgår den med sundhedsdyrkelse og fitness«.” (Kristen Bjørnkjær: Frikadeller og noirkrimi. Interview i Information, 2010-08-27).