Baggrund

Citat
”jeg har stået med en pistol i hånden i østbyen / arbejdsmænd klædt i orange men affotograferet i sorthvid / blæsten ruskende vind / en kan man ikke få at se kan man få vinden at se ikke en vind at se kun får”
[Digte], ingen sidetal, første side.

Chresten Forsom blev født i 1980 og voksede op i den lille flække Sunds i nærheden af Herning i Midtjylland. Udover at gå i skole fordrev han ligesom de fleste andre børn i byen tiden med at spille håndbold i den lokale klub. Og selvom ungdommen i Sunds og omegn i reglen interesserede sig mere for knallerter og biler, begyndte en interesse for litteratur alligevel så småt at indfinde sig hos den unge Forsom.

Chresten Forsom begyndte i gymnasiet at skrive sine egne tekster, og efter en matematisk studentereksamen fra Ikast gymnasium i 2000, forlod uldjyden hjemstavnen for at hellige sig skrivningen yderligere på Testrup Højskole. I 2002  indledte Forsom studier i Litteraturvidenskab på Københavns Universitet, mens han søgte ind på Forfatterskolen. Han kom ind året efter og tilbragte de næste to år på den kunstneriske uddannelse.

I efteråret 2009 debuterede Forsom med sin titelløse tekstsamling, hvis formelle og tekstmæssige udformning lagde sig i kølvandet på traditionen af smallere eksperimenterende litteratur af digtere som Per Højholt, Ursula Andkjær Olsen og Klaus Høeck. Litteraturkritikeren Kamilla Löfström skrev kort efter udgivelsen i Information, at Chresten Forsom efter hendes opfattelse var årets debutant. Selv sagde Forsom i et interview i samme avis: ”Jeg kan ikke isolere teksten fra min egen erfaring. Den her tekst er langt tættere på min fysiske krop, end noget cpr-nummer, dåbsbevis eller donorkort nogensinde kommer” (Steffensen, Mirian Due, ”Er det dig, der har taget min hudløshed?” Information, 2009-10-28).

Udover sin debut har Chresten Forsom offentliggjort digte i Ildfisken 37/38 i 2007.  Han har desuden arbejdet som redaktør på antologien ”Følgesvend til verdens tilstand”, som blev udgivet i Forfatterskoleregi i 2005.