William Heinesen (1900-1991) er født og opvokset på Færøerne, hvor han også, bortset fra et kort ophold i Danmark, levede hele sit liv. Dette har i høj grad præget hans forfatterskab, der kun sjældent bevæger sig uden for Færøernes grænser. På trods af dette skrev han dog gennem hele sit forfatterskab på dansk, som blev talt både i hjemmet og i skolen og indtil hjemmestyreloven fra 1948 var hovedsproget på øerne. Hans moder var særdeles interesseret i kulturlivet og var selv en glimrende pianist og et gennemmusikalsk menneske, mens faderen var handelsmand og ikke interesserede sig meget for åndslivet. Faderens forretning omfattede blandt andet skibsrederi, hvilket dukker op som motiv flere steder i Heinesens forfatterskab, som befolkes af de fiskere, spekulanter, forførere, kunstnere og aparte intellektuelle, som William Heinesen gennem barndommen lærte at kende i den gamle del af Tórshavn Tinganæs. I blandt andet hovedværket ”De fortabte spillemænd” skildrer han Tinganæs under navnet Skindholmen og fremmaner billedet af et myldrende liv og et ikke mindre mylder af originaler: ”Det var Folk, jeg kendte meget godt i min barndom, jeg boede der jo. Skindholmen er Tinganæs” (Bjarne Nielsen Brovst: ”Det muntre nord – William Heinesens liv og digtning”, side 77).
Heinesen skriver om den konkrete virkelighed, han er vokset op og lever midt i. Han giver den dog sin egen tone, og det Tórshavn man møder i værkerne er et magisk sted, som ligesågodt kunne have været et rent fiktivt spind.
Heinesen var i sin barndom stærkt optaget af religion og fortæller blandt andet om sin fascination af en på Færøerne residerende engelsk missionær. Han vendte sig dog hurtigt mod sekterikerne, som hans kristne moder også afskyede. Hvor han respekterede og havde sympati for religion som sådan, afskyede han den fordømmende og livsundertrykkende missioneren som intet andet. Hurtigt blev hans livssyn herudover præget af marxismen, som ungdomsvennen, den senere digter, Christian Matras allerede sværgede til i en ung alder. Da Heinesen som ung kom til Danmark mødte han desuden Hans Kirk, som han satte stor pris på og hvis ideologiske livssyn kom til at øve en stærk indflydelse på Heinesens anden roman Noatun (1934). Et værk om en gruppe udflyttere, som efter en lovændring får mulighed for at grundlægge et nyt lille fiskersamfund.
Matras var ikke den eneste spirende digter, som spillede en rolle for Heinesen gennem de unge år, og især barndomsvennen Jørgen-Frantz Jacobsen, som blev berømt for sin eneste roman ”Barbara”, fik stor betydning for Heinesens liv. I 1916 rejse de tre vordende digtere til Danmark for at uddanne sig, men William brændte ikke meget for lærdommen på Købmandsskolen i København, som hans far nærmest havde lokket ham ind på. Han lavede ikke andre lektier end sine danske stile, som til gengæld vakte begejstring, og efter få måneder på skolen blev han smidt ud. Herefter tog han til Ringsted for at blive journalistelev på byens avis Folketidende.
William Heinesens to år yngre bror Heine kommer til Danmark i 1918 for senere at udvandre til Canada, hvor han i en ung alder bliver offer for tuberkulosen, som i 1938 også blev Jørgen-Frantz Jacobsens skæbne. Den gennemtrængende livsglæde i Heinesens værker ejer således den vægt og alvor, der opstår som resultatet af, at man vælger at elske livet på trods og ikke blot fordi, man ikke har grund til andet. Efter at have ladet grublerierne og tungsindet fylde meget i sine første digtsamlinger, erkender han med egne ord den simple sandhed i La Rochefoucaulds ord: ”På sorgen kan man lige så lidt som på solen stirre ufravendt” (kommentar til digtsamlingen ”Stjernerne vaagner” fra 1930).
Da Heinesens fader under Anden Verdenskrig bukker under efter blandt andet uheld med forretningerne og dør som følge af sygdom, bliver det William, der må overtage. Gennem et langt liv, der nåede at kaste syv digtsamlinger, seks novellesamlinger, syv romaner samt en del billedkunst af sig, nåede Heinesen altså også at virke inden for den handelsvirksomhed, hvis aktører han flere steder i sit forfatterskab sætter spørgsmålstegn ved. Han kæmper dog konstant for at gøre forfattergerningen til sit levebrød, og efter voksende folkelig anerkendelse med udgivelsen af ”Noatun” og ”Den sorte gryde” gør succesromanen ”De fortabte spillemænd” fra 1950 det endelig muligt for Heinesen at leve af forfattergerningen. I 1991 dør William Heinesen efter et langt og virksomt liv og efterlader sig Færøernes vel nok betydeligste forfatterskab.
