Stephen King

Stephen King er USA’s største moderne eventyrfortæller. Men han er også i sin knapt 30-årige karriere blevet kulturfænomen i et omfang, så det ind imellem kan synes at skygge for selve forfatterskabet og dets kvaliteter.

Efter nogle udregningsmetoder er han vor tids mest solgte forfatter slet og ret. Og det så meget, at det har heddet sig at han ene mand med sin enorme succes har været en hovedårsag til, at man i amerikansk forlagsbranche har turdet blive ved med at udgive indbundne romaner.

Han er for en nutidig, skønlitterær forfatter ekstremt produktiv. Siden sin debut i 1974 har han udsendt op mod 40 romaner, de fleste af betydelig længde heraf to (The Stand og It) på over 1.000 sider, adskillige novellesamlinger og et par bind non-fiction, foruden at han har skrevet film- og TV-manuskripter, instrueret en enkelt film selv (Maximum Overdrive), samt løbende leveret utallige noveller til magasiner, antologier og specialudgivelser.

Endelig er han som én af de første bestseller-forfattere med hovedvægt på populære genrer, i hans tilfælde gys og fantasy, med tiden blevet genstand for betydelig akademisk interesse. På hans officielle hjemmeside www.stephenking.com kan man således finde en særdeles omfattende liste over sekundærlitteratur.

Hans biografi er derimod lige så overskuelig som hans produktion ikke er det. Han er født i 1947 i Portland, Maine på USA’s østkyst, og voksede op i ret små kår hos sin enlige mor.

28443056

Efter at have taget en universitetsgrad i litteratur ernærede han sig et par år som gymnasielærer, mens han begyndte at skrive gysernoveller, hovedsagelig til mandeblade. Siden romandebuten Carrie (1974) og navnlig efterfølgeren Salem’s Lot (1975) øjeblikkeligt etablerede ham som bestseller har han levet af at skrive.

De sidste mange år har han været bosat i Bangor, Maine med sin kone og kollega Tabitha King og deres tre børn. Ved siden af sin forfatterkarriere har han løbende dyrket sine to store passioner: rockmusik - han spiller guitar i et fritidsorkester - og baseball.

Udover årelange afhængighedsproblemer i forhold til både alkohol og kokain, som han først kom ud af for relativt få år siden, lader den mest dramatiske begivenhed i hans voksne liv at have været, da han i sommeren 1999 blev kørt ned af en lastvogn nær sit hjem, og i flere måneder lå alvorligt kvæstet. Siden har han dog genoptaget sit forfatterskab i samme tempo som hidtil, med foreløbig en håndfuld bogudgivelser allerede siden ulykken og yderligere flere planlagt til de kommende år.

I bogen Danse Macabre fra 1980 beskriver King sine kunstneriske inspirationskilder. Det vil navnlig sige dels ældre gyserforfattere som navnlig H.P. Lovecraft, dels de amerikanske gyser- og science fiction-film fra 1950erne, ligesom man blandt årsagerne til hans succes heller ikke skal se bort fra, at han debuterede netop som 1970ernes bølge af gyserfilm (Maskernes Nat, Fredag den 13.) var på sit højeste.

Men disse erklærede inspirationskilder kan også betragtes som efterrationalisering. Nemlig som forfattere og filmskabere, der har vakt Kings interesse netop fordi de beskæftiger sig med de samme emner og indfaldsvinkler som han selv gør.

Det kan, som King selv har gjort det, opsummeres i to (på dansk tre) ord: "What if" - "Hvad hvis nu"? Hvilket i vidt omfang er den måde, hans bøger er blevet til på, både efter hans egne udsagn og sådan som de fremstår når man læser dem.

For typisk udspringer de, ofte de bedste af dem, af én enkelt idé, som så at sige får lov til at gå sine egne vegne og gerne løbe fuldstændig løbsk i den i øvrigt fuldstændig almindelige verden, hvor langt de fleste af Kings historier foregår. Det vil ikke mindst sige de små byer på USA’s østkyst, befolket med helt almindelige småborgere, voksne såvel som unge og børn - men ofte også beliggende lige på kanten til de enorme, uigennemtrængelige skove i området, og ofte desuden med adskillige historiske lig i den kollektive, mentale last.

Det er i denne lidt forblæste og ofte frustrerede krible-krable-verden, at det igen og igen går galt. Også selv om det ikke er alle Kings historier, der involverer deciderede overnaturlige elementer.

26503434

I langt de fleste er pointen imidlertid netop, at det så at sige er det lille samfunds egne, hemmelige monstre, der efterhånden materialiserer sig fysisk. Enten i form af at enkeltpersoner viser sig at besidde overmenneskelige kræfter, eller ved at der ligefrem dukker skabninger op, der tilsyneladende ikke er af denne verden, som når i hovedværket It lillebyen Derry viser sig helt bogstaveligt at have den skinbarlige ondskab residerende i sine underjordiske kloakker.

I flere romaner lader King det med direkte, politisk bid endda være selve det officielle USA, der slipper ondskaben løs. Det være sig i form af kemiske CIA-eksperimenter på intet ondt anende borgere i The Stand og Firestarter, en skabs-fascistisk politiker i The Dead Zone, samt i hvert fald til dels Vietnamkrigen i Hearts in Atlantis.

I klassisk eventyrtradition er det hos King i mange tilfælde det store barn eller teenageren, der enten udløser eller evner at bekæmpe det onde. Som den der er holdt op med at være uskyldig, men endnu ikke er blevet erfaren.

28092814

For eksempel den 13-årige forkuede pige, der er titelpersonen i Carrie , viser sig at have telekinetiske evner, og tager en grufuld hævn over både sine skolekammerater og sin religiøst forkvaklede mor. Eller den synske Danny i The Shining, pigen Charlie i Firestarter, der kan anstifte brande med tankens hjælp, teenagerne i Christine, der lader en hel ungdomskulturs traumer komme til live i en dæmonisk 1950er-bil, vennekredsen der opsøger og forsøger at udrydde ondskaben i It , den helt Dickens’ske drengehelt på vandring Jack i The Talisman, eller den baseball-begejstrede pige Trisha, der i The Girl Who Loved Tom Gordon pludselig finder sig selv helt alene i den store skov med alt hvad dertil hører.

Men i øvrigt behøver der slet ikke være noget overnaturligt i luften, for at King viser sig som en fremragende skildrer af børns og unges tankeverden, angst og visioner. Det er novellen The Body om en enkelt, men særlig, dag i fire teenagedrenges liv et fornemt eksempel på.

Den anden tilbagevende skikkelse hos King er forfatteren, i nogle tilfælde skolelæreren. Det vil sige den intellektuelle, der må kæmpe både med sin kreativitet og med sin rolle som mere eller mindre offentlig person.

26504589

Ofte skildret med en hudløshed, så man som læser ikke er meget i tvivl om at King her skriver direkte på sine egne erfaringer. Det kan være Jack Torrance, der i The Shining får manet dæmonerne på det øde Overlook Hotel til live, så hans egen familie må flygte for livet, eller hovedpersonen i The Dead Zone , der efter flere års coma bliver i stand til at se ind i fremtiden, mens Bag of Bones rummer hvad der turde være én af de mest isnende skildringer nogensinde af en årelang skriveblokering.

En helt særlig position blandt Kings forfatterhistorier indtager Misery og The Dark Half. I den første finder en forfatter sig efter en bilulykke hjælpeløs i hænderne på sin mest fanatiske læser, mens i den sidste en ´seriøs´ forfatter foretager en symbolsk begravelse af sit anderledes blodtørstige - og succesrige - bestseller-pseudonym, der derefter bogstavelig talt står op af graven og forlanger at komme til at skrive igen.

Forhistorien hertil er, at King selv forinden havde udsendt fem romaner under det velbevogtede pseudonym Richard Bachman, hvis identitet først gradvis blev afsløret. Ifølge King døde Bachman af ´kræft i pseudonymet´, men er dog senere genopstået som en del af et kuriøst eksperiment, hvor King samtidig udgav romanen Desperation under eget navn, og The Regulators med delvis samme persongalleri under Bachmans.

King har aldrig skrevet regulær science fiction. Imidlertid opererer flere af hans mest ambitiøse projekter med handlinger der ligger udenfor hans ´normale´ gyserscenarier, så som gigantromanen The Stand, hvor næsten hele verdens befolkning på kort tid udryddes af en virus, ridderromanen The Eyes of the Dragon eller den endnu uafsluttede syvbinds-serie The Dark Tower, der ligesom The Talisman opererer med parallelle verdener og andre fantastiske elementer.

27486649

Omvendt har King i stigende grad også udgivet fortællinger, der helt renoncerer på overnaturlige hændelser, ja i enkelte tilfælde knap nok kan rubriceres som gyserhistorier. I sin karrieres første år forsøgte han efter eget udsagn at modsætte sig at blive rubriceret som gyserforfatter, men først i løbet af 1990erne er han for alvor nået frem til i hvert fald ved enkelte lejligheder at så at sige lade virkeligheden være uhyggelig nok.

Cujo er dog et tidligt eksempel på, at en Sankt Bernhardshund med hundegalskab kan være rigeligt rædselsvækkende i sig selv, ligesom i Misery en gal sygeplejerske med en økse kan det. Mens i Gerald’s Game en kvinde efter et uheld under en sex-leg finder sig lænket til en seng i et afsides sommerhus uden nogen mulighed for at komme i kontakt med omverdenen, mens hendes elsker ligger død af et hjertetilfælde ved siden af.

En særposition blandt romanerne indtager Dolores Claiborne, der stort set ikke rummer spændingselementer. Derimod er det en meget stærk skildring af en ældre kvindes liv og skæbne på en afsides ø ud for Maine, og højdepunktet i den lille serie af feministisk orienterede romaner, King skrev i midten af 1990erne, der desuden omfatter Gerald’s Game og Rose Madder, hvor en kun alt for menneskelig hustrumishandler skildres mere gruopvækkende end noget monster.

Indenfor et så omfattende forfatterskab siger det sig selv, at forskellige læsere vil have forskellige favoritter. Nogle tommelfingerregler er dog pålidelige, når det gælder Stephen King - heriblandt, at han bør læses på originalsproget, både for sine egne kvaliteters skyld, og fordi de danske oversættelser er af meget ujævn kvalitet.

26731593

Den vigtigste regel er, at hans stil kræver længde. Både hvad angår de lange opspil, hvor lurede konflikter og kulisser bygges op, og hvad angår de hæsblæsende og som oftest blodsprøjtende kulminationer, hvor han gerne med kolossal virtuositet krydsklipper mellem mange forskellige scener.

Hvad der dog ikke udelukker, at også hans romaner er af meget svingende kvalitet. Specielt i de senere år har adskillige af hans udgivelser virket præget i betydelig grad af gentagelser og rutine.

De indiskutable hovedværker ligger altovervejende i den tidlige del af forfatterskabet: Carrie, ’Salem’s Lot, The Shining, The Stand, The Dead Zone, Christine, The Talisman, It, Misery og The Dark Half. Af nyere dato skal navnlig fremhæves Dolores Claiborne, The Green Mile og The Girl Who Loved Tom Gordon.

At King kræver plads vil omvendt også sige, at hans noveller kun meget sjældent er læseværdige. Som oftest har de skitsens karakter, og hans ofte påfaldende ukritiske udgivelsespraksis har medført, at novellesamlingerne rummer mange indslag af forbløffende banalitet og forudsigelighed.

Lidt anderledes stiller det sig hvad angår hans lange noveletter, ofte i næsten-romanlængde. De er enklere lagt an end de regulære romaner, men stadig med plads til at blive bygget tilstrækkelig.

Med Kings enorme salgbarhed kan det ikke undre, at hovedparten af hans bøger er filmatiseret. Til gengæld har såvel romanernes omfang som deres overnaturlige elementer gjort at kun de færreste filmatiseringer er rigtig vellykkede - mens mange af de korte noveller har fået nøjagtig de discount-filmatiseringer de selv lægger op til.

For romanfilmatiseringernes vedkommende er historierne typisk blevet komprimeret for hårdt, eller også har det visuelle effektjageri taget overhånd. Flere af de allerlængste romaner er i stedet for spillefilm blevet til mini-TV-serier, hvad der har gavnet fortælletempoet, men omvendt som regel også betydet lavere budgetter og mindre gennemslagskraftige skuespillere.

Brian DePalmas filmatisering af Carrie (med Sissy Spacek og en purung John Travolta) er særdeles effektiv, endda med en ny slutning der er mere skrækindjagende end forlægget. Tobe Hoopers TV-filmatisering af ’Salem’s Lot er vampyrgys i klassisk stil, i øvrigt med James Mason i én af hans sidste roller, ligesom Rob Reiners Misery rammer bogens klaustrofobiske stemning fint, James Caan og en uforglemmelig Kathy Bates i de to hovedroller.

Den mest omdiskuterede af alle King-filmatiseringer er også den mest ambitiøse, nemlig mesterinstruktøren Stanley Kubricks udgave af The Shining med Jack Nicholson i den altdominerende hovedrolle. Den er blevet kåret til alle tiders bedste gyserfilm, mens andre oplever den som et klinisk opvisningsnummer - heriblandt King, der i 1990erne valgte selv at producere en ny TV-indspilning af romanen.

Flere af de bedste King-filmatiseringer er imidlertid baseret på historier uden overnaturlige indslag. Det gælder den enkle ungdomsskildring i Rob Reiners Stand By Me (efter novellen The Body), fængselskrøniken i Frank Darabonts The Shawshank Redemption, og - dette er dog mere omdiskuteret - det iskolde lærer/elev-forhold mellem en gammel nazi-kommandant og en forskruet teenager i Bryan Singers Apt Pupil.