Knud Erik Pedersen

Knud Erik Pedersen (f. 1934) har skrevet næsten lige så længe, som han har kendt bogstaverne. Men han var en garvet skolelærer i fyrrerne, inden en bredere offentlighed blev delagtiggjort i skriverierne. Det var den jyske sprogtone fra barndommens Himmerland, der blev hans nøgle til det rige erindringsstof, som han indtil nu har givet kunstnerisk form i tre romaner om den tænksomme husmandsknægt Esben fra Skarring. Med denne opdigtede "tvillingbror" som hovedperson har han kunnet skildre verden, som den så ud for jævne folk på landet i krigs- og efterkrigsårene.

Allerede i halvtredserne havde Knud Erik Pedersen haft barndomslandet under pennen, men uden held. Han har selv karakteriseret resultatet som noget i retning af det, der kunne være kommet ud af det, hvis Martin A. Hansen havde forsøgt at parodiere Willy-August Linnemann - eller omvendt! Oven på det ville han så være litterat. Ud over en biblioteksvejledning i besættelsestidens skønlitteratur (1960) og nogle anmeldelser i tidsskriftet Vindrosen i 1960´erne kom der et manuskript på 3-400 sider om Albert Dam ud af de bestræbelser. Det hviler stadig i skrivebordsskuffen, men den tilegnede sagkundskab blev senere nyttiggjort ved udgivelsen af nogle af Dams tekster 1905-1920 ("Tider går", Gyldendals Julebog 1970).

Vigtigere var det imidlertid, at Albert Dams "Morfars By" sammen med Marie Bregendahls romanværk "Sødalsfolkene" - og så naturligvis den store himmerlandske Jensen - fik vor jyske læsehest til at spidse øren: "Det viste mig, at skulle jeg prøve igen at skrive om det miljø, som jeg kendte bedst, så måtte jeg vende tilbage til det sprog, som jeg kendte engang."

Nu kunne han komme ind i sin historie og få den ud til os andre - i passende romanportioner: Puslinglandet (1977), Fra asken (1980) og Lystgården (1984).