Knud Erik Pedersen

Allerede i halvtredserne havde Knud Erik Pedersen haft barndomslandet under pennen, men uden held. Han har selv karakteriseret resultatet som noget i retning af det, der kunne være kommet ud af det, hvis Martin A. Hansen havde forsøgt at parodiere Willy-August Linnemann - eller omvendt! Oven på det ville han så være litterat. Ud over en biblioteksvejledning i besættelsestidens skønlitteratur (1960) og nogle anmeldelser i tidsskriftet Vindrosen i 1960'erne kom der et manuskript på 3-400 sider om Albert Dam ud af de bestræbelser. Det hviler stadig i skrivebordsskuffen, men den tilegnede sagkundskab blev senere nyttiggjort ved udgivelsen af nogle af Dams tekster 1905-1920 ("Tider går", Gyldendals Julebog 1970).

Vigtigere var det imidlertid, at Albert Dams "Morfars By" sammen med Marie Bregendahls romanværk "Sødalsfolkene" - og så naturligvis den store himmerlandske Jensen - fik vor jyske læsehest til at spidse øren: "Det viste mig, at skulle jeg prøve igen at skrive om det miljø, som jeg kendte bedst, så måtte jeg vende tilbage til det sprog, som jeg kendte engang."

Nu kunne han komme ind i sin historie og få den ud til os andre - i passende romanportioner: Puslinglandet (1977), Fra asken (1980) og Lystgården (1984).

Knud Erik Pedersen er en titelmager for Herren. Den første bogs handling udspilles i årene 1939-45, så Puslinglandet er naturligvis det Danmark, der hygger sig i smug, mens verden brænder om dets vugge. Men det er også det land og den verden, der bliver til for puslingen Esben i skolealderens første og bevidsthedsdannende år. Han er den yngste af landpost og husmand Anders Poulsens tre sønner. Moderen er død, før fortællingen tager sin begyndelse. Men romanen er ikke af den grund blevet en deprim historie om en forsømt drengs triste opvækst i trange kår. Tværtimod. Der er en egen brysk og bunden varme i forholdet mellem Anders Post og hans drenge. Og den solidariske skildrings lavmælte ironi formår at gøre læseren til fortrolig medvider; det lille mandssamfunds dagligliv er såvist ikke uden muntre momenter.

De tre brødre er så forskellige, som mennesker vel kan være. Karl er voksen og hjælper til med bedriften; han er evnesvag - sær eller tumpet hed det dengang. Men han har et stort hjerte, og han udtrykker både sin kærlighed og sin vrede i et helt særligt sprog (der ikke indeholder ordet "jeg"). Povl er den mellemste; han er ikke nogen bogens mand, men hænderne sidder rigtigt på ham, og han kommer ud at tjene lige efter konfirmationen.

Esben er en bette pivskid, der "skræber" (flæber) for det mindste. Men hans følsomhed har også åbenhed og modtagelighed at gøre. Han kan læse, inden han kommer i skole. Og de bogstaver bliver hans skæbne. Han tyrer Familie-Journalen med Bamse og Dukke Lise, Børnenes Julebog og Hedeprinsessen. Når Anders vender hjem fra postturen, lusker Esben som en hund i hælene på ham for at få chancen, så snart avisen kommer op af tasken. Og han hygger sig faktisk med et brækket kraveben et par uger - for medfølelsen kaster nyt læsestof af sig!