charlotte roch
Foto: Jochen Schmitz

Charlotte Roche

journalist Tim Lissauer, iBureauet/Dagbladet Information. 2010.
Top image group
charlotte roch
Foto: Jochen Schmitz
Main image
Roche, Charlotte
Foto: L&R

Indledning

Charlotte Roches debutroman ”Vådområder” fra 2008 skildrer seksuel frigørelse som et alibi for følelsesmæssig traumatisering og lader sin hovedperson tage på gourmetrejse gennem kroppens væskeproduktioner. Hun skildrer den krop, som alle har, men få tør tale højt om, i det, der er blevet beskrevet som en ny og vild feminismes opgør med damebladsæstetikken. Roche tager afsæt i det feministiske dogme om at gøre det private politisk, men hun fører skildringen af kvindekroppen ud ad en tangent, som den litterære offentlighed slet ikke var forberedt på. ”Vådområder” er både blevet udråbt til at være en feministisk nyklassiker, men også udskreget som den rene pornografi.

 

29526753

Blå bog

Født: 18. marts 1978 i High Wycombe, England.

Uddannelse: Ingen.

Debut: Feuchtgebiete, 2008.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Fra skødet. Rosinante, 2012. Roman.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det er måske ikke alle, der ved, hvad en analfissur er. En analfissur er en lille rift eller et snit i rosettehuden. Og hvis der går betændelse i det åbne sted, hvad der desværre er meget sandsynligt i det område, gør det nas ad helvede til.”
"Vådområder", s. 11.

Charlotte Roche blev født i 1978 i High Wycombe, England. Hendes far er ingeniør, og moren er kunstner og politisk aktiv feminist. Familien boede i London og flyttede siden til Holland og derfra til Tyskland, da Charlotte var otte år. Roche voksede op i den sydlige Rhin-region, der grænser op til Holland, i et miljø præget af alternative kulturer og af familiens frisind.

I skolen blev Roche fascineret af teater og optrådte bl.a. med en “antikapitalistisk mavedans” i Shakespeares “En skærsommernats drøm”. Hun var også meget musikinteresseret og i 1993, da hun var bare 15 år, forlod hun barndomshjemmet og startede garage-punk-bandet “The Dubinskis” sammen med tre veninder. Efter en række mindre optrædener gik bandet i opløsning.

Charlotte Roche droppede ud af gymnasiet, og i en periode prøvede hun grænser af bl.a. ved at skære i sig selv og male med sit eget blod, eksperimentere med stoffer og barbere sit hoved – alt sammen i et forsøg på at chokere. I 1998 blev hun ansat som vært på den tyske musikkanal VIVA, hvor hun hurtigt fik succes og blev nomineret til den tyske Adolf Grimme-tv-pris. I 2002 modtog hun Den Bayerske Fjernsyns-pris, ligesom hun i 2004 modtog Grimme-prisen for sit værtsskab i VIVA-programmet Fast Forward. På VIVA blev Roche kendt for sin originale, utraditionelle interviewstil, og den tyske talkshow-konge Harald Schmidt døbte hende “Dronningen af tysk pop-tv”.

Da hun udsendte sin voldsomme debutroman i hjemlandet i februar 2008, der på tysk fik titlen ”Feuchtgebiete”, chokerede hun en offentlighed, der hidtil havde opfattet hende som en sød, om end lidt fræk, men under alle omstændigheder ufarlig tv-personlighed. På bogmessen i Leipzig, svarede Roche på forargelsen over bogens eksplicitte passager, som af flere blev opfattet som den rene pornografi: ”Der er i det her samfund en tilsyneladende frigørelse. Samfundet er overseksualiseret, men de billeder, vi ser, giver os komplekser. Jeg har sågar hørt om unge piger, der får afkortet deres skamlæber, fordi de hænger langt ned, og de tror, at det er unormalt. Jeg synes ikke, at der kan tales og skrives for meget om ægte kroppe og ægte sex.” (Henriette Harris; Kvinder synes, at deres kønsorganer stinker. Information, 2008-04-03).

Vådområder

”Jeg vil gå i seng med en hvilken som helst idiot for ikke at ligge alene eller sove en hel lang nat uden selskab. Hvem som helst er bedre end ingen. Det havde mine forældre ikke tænkt på, da de blev skilt.”
Charlotte Roche: "Vådområder", side 99.

I Charlotte Roches debutroman ”Feuchtgebiete” fra 2008 (”Vådområder”, 2009) følger vi den 18-årige Helen Memels tur på hospitalet efter en mislykket intimbarbering. Romanen indledes med en lille fortale, der slår fortællingens ramme an: Helens sorg over forældrenes skilsmisse og ønske om, at føre dem sammen igen. Her følger vi Helens konspiratoriske overvejelser om, hvordan hun kan narre forældrene til at dukke op på hospitalsstuen samtidig. Umiddelbart lyder handlingen tilforladelig nok, men Roches debut skabte en del medieopmærksomhed på grund af Helens tankerække om sine seksuelle erfaringer, der tager form som en vulgær bekendelseslitteratur. Helens erfaringer med kærlighed er sparsomme – men det opvejer hun med et bagkatalog af seksuelle udskejelser, der vil få selv den mest forhærdede læser til at føle sig som en bornert skolefrøken.

Helen afslører dog en række fantasier, der undervejs får læseren til at sætte spørgsmålstegn ved fortællerens troværdighed. Hun forelsker sig hemmeligt i sygeplejeren Robin og drømmer om at forføre ham. Når Robin befinder sig på stuen er hun skiftevis meget flirtende og ekstremt genert. Det synes tydeligt, at mens sex forekommer Helen nærmest demonstrativt naturligt, så er det med kærligheden noget mere prekært. Og som fortællingen skrider frem, bliver man i tvivl om, hvorvidt forholdet mellem Robin og Helen rent faktisk udvikler sig – eller om det hele er noget, der foregår i Helens hoved.

27640982

Gennem sine tankerækker beretter Helen ligeledes om et traumatisk barndomsminde: Om dengang hun fandt sin mor og spæde lillebror bevidstløse af sovemedicin, mens komfuret langsomt fyldte rummet med gas. Men lige som læseren er også Helen selv i tvivl om, hvorvidt hun rent faktisk har oplevet morens selvmordsforsøg, eller om det er et produkt af sin livlige fantasi. Selvsamme fantasi myldrer desuden af historier om eksperimenter som Helen måske, måske ikke, har udført offentlige steder, nemlig bakteriespredning. Helen er en uhygiejnens voyeur, hun fantaserer og tænder på tanken om alt det urene, mens hun befinder sig i det kliniske hospitalsunivers.

Helen  bliver desuden et symbolsk modbillede på den selvfremstilling, der er blevet et uomgængeligt vilkår for tidens ungdom. For godt nok iscenesætter Helen sig selv, men hun gør det på en måde, der byder den perfekte kropskultur trods. Berlingske Tidendes anmelder går så langt som at kalde ”Vådområder” for ”Facebook unplugged”, som han beskriver som ”alt det kropslige, som unge sårbare mennesker normalt gemmer væk bag deres snaksalige Facebook-profil” og som ”på ekshibitionistisk vis igen og igen væltes ud i hovedet på læseren i ”Vådområder” (Jens Andersen: Tynd kussesaft. Berlingske Tidende, 2008-03-08). ”Vådområder” kan således læses som en ironiseren over den såkaldt frigjorte ungdom, og al den pinlige og usminkede kropslighed, som er et fælles vilkår, men som ingen taler om.

Genrer og tematikker

”Vådområder” blev af det danske forlag Athene lanceret som en ”ny, vild og sjov feminisme, der frygtløst gør op med damebladenes retoucherede kropsæstetik og reklamernes undertrykkende iscenesættelse af den kvindelige seksualitet”, som det fremgår af bogens bagsidetekst. Den udkom i Danmark den 8. marts 2009, kvindernes internationale kampdag, for ligesom at understrege den feministiske pointe. Men hvorvidt dette opgør skal findes i kraft af hovedpersonens adfærd, eller om denne adfærd er et udtryk for denne kropsæstetik (som der altså gøres op med), er uklar. Enten kan man læse hovedpersonen Helen som barn af den parfumerede damebladsæstetik, der er aflejret i en sygelig optagethed af den rene kvindekrop med hvad det indebærer af tarmskylninger og intimbarbering. Man kan i den henseende argumentere for, at selvom Helen har rigelig foragt tilovers for det hun kalder ”lægedøtre”, de renskurede, voksede og lakerede kvinder, så lægger hun alligevel implicit under for denne kvindelighed. Helens adfærd er udtryk for hvordan denne optagethed kan føre til de mere ekstreme vaner, som Helen har tillagt sig.

Eller også ligger opgøret i selve hovedpersonen, altså hvor selve Helens adfærd er et opgør med den føromtalte æstetik. Helens voldsomme trang til at beskæftige sig med de upolerede dele af sin krop – hendes brug af sekreter som parfume, indtagelse af sårskorper og lyst ved urenheder er en klar reaktion på det, Helen selv opfatter som hendes moders hygeiejnehykleri. En reaktion, der understreges af hendes foragt overfor hospitalspersonalets besættelse af rengøring. Helens belastede forhold til moren, der bl.a. udspringer af mindet om dennes selvmordsforsøg, bliver til en afvisning af den udglattende overfladekultur, den photoshoppede perfektionisme, som man finder i damebladene, og som moren bliver eksponent for. Og det er denne kultur, som Helen og hendes forfatter Roche, gør op med.

Bogen er overordnet set blevet læst på to forskellige måder, afhængig af sympati. Tilhængere har kaldt den en erotisk, feministisk litteraturklassiker, mens modstandere har fordømt den som primitiv og dygtigt markedsført pornografi. En opgørelse fra det tyske bogbrancheblad Börserblatt viste, at mens en stor gruppe af dem, der købte ”Vådområder” var piger mellem 15 og 25 år og en mindre gruppe var kvinder på 40 år og opefter, så udgjorde den største gruppe af købere mænd over 50, der oftest omhyggeligt præciserede, at bogen var en gave til deres teenagedøtre.

Kritikeren Marcel Reich-Ranicki, der betragtes som Tysklands ”litteraturpave” har dømt bogen som pornografi frem for litteratur, og det var også det argument, som Roches oprindelige tyske forlag afviste manuskriptet med.

Men, som Charlotte Roche udtrykker det: "Hvis de meget kropslige passager i bogen skal betragtes som pornografiske, så er det en forestilling om porno, der ligger meget langt fra den, der optræder i pornofilm" (Charlotte Jørgensen: Vådområder. Politiken, 2009-03-08).

Beslægtede forfatterskaber

Opgøret med æstetiseringen af kvindekroppen er en tematik, der, som flere aviser fremhæver (Frankfurter Allgemeine, Politiken, The Times, The Guardian, Granta, se kilder) viser tilbage til Germaine Greers feministiske klassiker ”Den kvindelige eunuk” fra 1970 (da. 1971), hvor Greers kritiserer den kulturelle æstetisering af kvinden. Greers hævder, at mens kulturen foregiver at dyrke kvinden, så handler det i virkeligheden om objektificering, der i sidste ende kastrerer og fratager kvinden sin autonomi. ”Den kvindelige eunuk” fik stor indflydelse på kvindebevægelsen, med bh-afbrænding, make-up-dumping og lag-på-lag-påklædning til følge.
Roche er desuden blevet sammenlignet med den amerikanske forfatter J.D. Salinger (The Guardian, Granta, se kilder), der i romanklassikeren ”Forbandede Ungdom” (1951, da. 1953) skildrer den unge, vrede mand Holden Caulfields indre monolog. Dels væmmes han over voksenlivets bedrag, dels glæder han sig over og søger at værne om den barnlige uskyld vis-a-vis Helens forhold til hygiejne kontra uhygiejne.

Hvis man betragter ”Vådområder” som erotisk litteratur, kan den henvise til den franske forfatter George Batailles erotiske roman ”Historien om øjet” (1928), hvor et ungt pars fetichistiske udskejelser skildres gennem en række objekter, hvor øjet i titlen henviser til et udrevet øje, der benyttes som seksuelt fetisch-objekt. Også hønseæg har en fetichistisk funktion i ”Historien om øjet”, som giver genlyd i ”Vådområder”. Helen fortæller om hende og tuneseren Kanells sexlege (Vådområder, s. 129), der bl.a. går ud på at stoppe først et råt og siden et hårdkogt æg op i hende, ligesom Charlotte forsøger sig med de avocadosten, som hun bruger til at plante avocadotræer.

”Historien om øjet” fik ligesom ”Vådområder” påhæftet en rent pornografisk mærkat ved udgivelsen, mens den i nyere tid er blevet anerkendt som et betydeligt, surrealistisk værk. Bataille trækker i høj grad på den litterære erotiks mester, Marquis de Sade, der chokerede i datidens litterære offentlighed med værker som den sadomasochistiske ”Justine eller Dydens genvordigheder” (1787).

Bibliografi

Bibliografi

Charlotte Roche:
Vådområder. 2009. (Feuchtgebiete, 2008). Roman.
Charlotte Roche:
Schossgebete (tysk). Piper), 2011. Roman.
Charlotte Roche:
Fra skødet. Rosinante, 2012.

Om forfatterskabet

Anbefaling og beskrivelse af ”Vådområder”.
Anmeldelse af ”Vådområder”.
Godt opslag om Charlotte Roche.
Mini-biografi om Charlotte Roche.
Philip Oltermann:
Interview: Charlotte Roche. Granta, 2008-05-10.
Ingeborg Harms:
Sexualität ist Wahrheit. Frankfurter Allgemeine, 2008-04-14.
Decca Aitkenhead:
It should make you blush. The Guardian, 2009-01-17.
Joan Smith:
Book of the Week: Wetlands by Charlotte Roche. The Times, 2009-01-29.
Lillian Munk Rösing:
Det åbne røvhuls poetik, Information, 2009-03-06.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Jens Andersen:
Tynd kussesaft. Berlingske Tidende, 2008-03-08.
Henriette Harris:
Kvinder synes, at deres kønsorganer stinker. Information, 2008-04-03.
Charlotte Jørgensen:
Vådområder. Kronik i Politiken, 2009-03-08.