Charlotte Roche

Charlotte Roche blev født i 1978 i High Wycombe, England. Hendes far er ingeniør, og moren er kunstner og politisk aktiv feminist. Familien boede i London og flyttede siden til Holland og derfra til Tyskland, da Charlotte var otte år. Roche voksede op i den sydlige Rhin-region, der grænser op til Holland, i et miljø præget af alternative kulturer og af familiens frisind.

I skolen blev Roche fascineret af teater og optrådte bl.a. med en “antikapitalistisk mavedans” i Shakespeares “En skærsommernats drøm”. Hun var også meget musikinteresseret og i 1993, da hun var bare 15 år, forlod hun barndomshjemmet og startede garage-punk-bandet “The Dubinskis” sammen med tre veninder. Efter en række mindre optrædener gik bandet i opløsning.

Charlotte Roche droppede ud af gymnasiet, og i en periode prøvede hun grænser af bl.a. ved at skære i sig selv og male med sit eget blod, eksperimentere med stoffer og barbere sit hoved – alt sammen i et forsøg på at chokere. I 1998 blev hun ansat som vært på den tyske musikkanal VIVA, hvor hun hurtigt fik succes og blev nomineret til den tyske Adolf Grimme-tv-pris. I 2002 modtog hun Den Bayerske Fjernsyns-pris, ligesom hun i 2004 modtog Grimme-prisen for sit værtsskab i VIVA-programmet Fast Forward. På VIVA blev Roche kendt for sin originale, utraditionelle interviewstil, og den tyske talkshow-konge Harald Schmidt døbte hende “Dronningen af tysk pop-tv”.

Da hun udsendte sin voldsomme debutroman i hjemlandet i februar 2008, der på tysk fik titlen ”Feuchtgebiete”, chokerede hun en offentlighed, der hidtil havde opfattet hende som en sød, om end lidt fræk, men under alle omstændigheder ufarlig tv-personlighed. På bogmessen i Leipzig, svarede Roche på forargelsen over bogens eksplicitte passager, som af flere blev opfattet som den rene pornografi: ”Der er i det her samfund en tilsyneladende frigørelse. Samfundet er overseksualiseret, men de billeder, vi ser, giver os komplekser. Jeg har sågar hørt om unge piger, der får afkortet deres skamlæber, fordi de hænger langt ned, og de tror, at det er unormalt. Jeg synes ikke, at der kan tales og skrives for meget om ægte kroppe og ægte sex.” (Henriette Harris; Kvinder synes, at deres kønsorganer stinker. Information, 2008-04-03).

I Charlotte Roches debutroman ”Feuchtgebiete” fra 2008 (”Vådområder”, 2009) følger vi den 18-årige Helen Memels tur på hospitalet efter en mislykket intimbarbering. Romanen indledes med en lille fortale, der slår fortællingens ramme an: Helens sorg over forældrenes skilsmisse og ønske om, at føre dem sammen igen. Her følger vi Helens konspiratoriske overvejelser om, hvordan hun kan narre forældrene til at dukke op på hospitalsstuen samtidig. Umiddelbart lyder handlingen tilforladelig nok, men Roches debut skabte en del medieopmærksomhed på grund af Helens tankerække om sine seksuelle erfaringer, der tager form som en vulgær bekendelseslitteratur. Helens erfaringer med kærlighed er sparsomme – men det opvejer hun med et bagkatalog af seksuelle udskejelser, der vil få selv den mest forhærdede læser til at føle sig som en bornert skolefrøken.

Helen afslører dog en række fantasier, der undervejs får læseren til at sætte spørgsmålstegn ved fortællerens troværdighed. Hun forelsker sig hemmeligt i sygeplejeren Robin og drømmer om at forføre ham. Når Robin befinder sig på stuen er hun skiftevis meget flirtende og ekstremt genert. Det synes tydeligt, at mens sex forekommer Helen nærmest demonstrativt naturligt, så er det med kærligheden noget mere prekært. Og som fortællingen skrider frem, bliver man i tvivl om, hvorvidt forholdet mellem Robin og Helen rent faktisk udvikler sig – eller om det hele er noget, der foregår i Helens hoved.

27640982

Gennem sine tankerækker beretter Helen ligeledes om et traumatisk barndomsminde: Om dengang hun fandt sin mor og spæde lillebror bevidstløse af sovemedicin, mens komfuret langsomt fyldte rummet med gas. Men lige som læseren er også Helen selv i tvivl om, hvorvidt hun rent faktisk har oplevet morens selvmordsforsøg, eller om det er et produkt af sin livlige fantasi. Selvsamme fantasi myldrer desuden af historier om eksperimenter som Helen måske, måske ikke, har udført offentlige steder, nemlig bakteriespredning. Helen er en uhygiejnens voyeur, hun fantaserer og tænder på tanken om alt det urene, mens hun befinder sig i det kliniske hospitalsunivers.

Helen  bliver desuden et symbolsk modbillede på den selvfremstilling, der er blevet et uomgængeligt vilkår for tidens ungdom. For godt nok iscenesætter Helen sig selv, men hun gør det på en måde, der byder den perfekte kropskultur trods. Berlingske Tidendes anmelder går så langt som at kalde ”Vådområder” for ”Facebook unplugged”, som han beskriver som ”alt det kropslige, som unge sårbare mennesker normalt gemmer væk bag deres snaksalige Facebook-profil” og som ”på ekshibitionistisk vis igen og igen væltes ud i hovedet på læseren i ”Vådområder” (Jens Andersen: Tynd kussesaft. Berlingske Tidende, 2008-03-08). ”Vådområder” kan således læses som en ironiseren over den såkaldt frigjorte ungdom, og al den pinlige og usminkede kropslighed, som er et fælles vilkår, men som ingen taler om.