Anton Tjekhov

cand.mag. Kristine Witt-Hansen, 2004.
Main image
Tjekhov, Anton
Foto: POLFOTO

Indledning

Russisk forfatter. Har hovedsageligt skrevet skuespil og noveller. På trods af at Tjekhov var tæt knyttet til Moskvas litterære miljø, kom han til at bo på landet en stor del af sit liv. I 1899 slog han sig ned i Jalta på Krim. Mens han boede her, blev hans berømte dramaer opført i Moskva.

 

 

 

 

23980614

Blå bog

Født: 1860 i Tanganrog.

Død: 1904 i Schwarzwald.

Uddannelse: Læge.

Debut: I skumringen, 1887 (første bog under eget navn).

Vigtige værker: Mågen, Onkel Vanja, Tre søstre.

Priser: Pushkin-prisen, 1888.

Museum: Tjekhovs Hus, Ulitsa Sadovaya-Kudrinskaya 6, Moskva
(http://www.moscow-taxi.com/museums/chekhov-museum.html).

Genre: Drama 

Artikel type
voksne

En arbejdsom tilværelse

Under den store faste nu sidst, i den tredje uge var det, kørte jeg en dag til Malitskoje…der var udbrudt plettyfus…I bondehytterne lå de syge i tætte rækker…Snavs, stinkende ælte og røg overalt… Kalve og svin og dødssyge mennesker - alt i et rodsammen på jorden.
Fra: Onkel Vanja

Anton Tjekhov voksede op i havnebyen Taganrog ved Sortehavet, hvor hans far drev en købmandsbutik. Faren var født af livegne bønder, men var blevet købt fri. Livegenskabet blev ophævet året efter Tjekhovs fødsel, alligevel voksede han op i et samfund, der hverken bar præg af demokrati eller social retfærdighed. Rusland var stadig regeret af en zar, der slog hårdt ned på anderledes tænkende og censurerede efter forgodtbefindende. Befolkningstilvæksten i byerne skabte sociale problemer, og bønderne havde, på trods af deres nyvundne frihed, meget elendige kår.

Da Tjekhov var 16 år rejste forældrene til Moskva, mens han selv blev tilbage og tog sin studentereksamen. Bagefter sluttede han sig til familien og begyndte at læse medicin. Hele sit liv følte han et stort ansvar for familiens vel. Allerede i gymnasietiden sendte han penge til sine forældre. Da han begyndte at skrive humoresker til forskellige magasiner, var det ikke kun lysten, der drev værket. Pengenød var drivkraften i Tjekhovs første litterære produktion. Han var ikke stolt af sine tidlige tekster, som han udgav under pseudonym, men enkelte værker som f.eks. Jagtselskabet (1884-1885) er anerkendt i dag. I 1887 kom hans egentlige gennembrud med novellesamlingen i I skumringen. Det var den første bog, der udkom i hans eget navn.

23980614

I 1894 afsluttede Tjekhov sit medicinstudie. I mange år arbejdede han som praktiserende læge, mens han skrev. Som læge kom han tæt på landbefolkningen og blev vidne til bøndernes trængsler. I Onkel Vanja (1897) lader han landlægen Astrov give udtryk for sin frustration: "Under den store faste nu sidst, i den tredje uge var det, kørte jeg en dag til Malitskoje…der var udbrudt plettyfus…I bondehytterne lå de syge i tætte rækker…Snavs, stinkende ælte og røg overalt… Kalve og svin og dødssyge mennesker - alt i et rodsammen på jorden."

På trods af at Tjekhov var tæt knyttet til Moskvas litterære miljø, kom han til at bo på landet en stor del af sit liv. For hans ikke velstående familie, var det langt mere rentabelt at bo uden for byen. Men Tjekhov kom til at flytte endnu længere bort. En blodstyrtning i 1897 tvang ham til at tage sin tiltagende tuberkulose alvorligt. Det var tydeligt, at han ikke længere tålte klimaet omkring Moskva. Han opgav sin praksis, og i 1899 slog han sig ned i Jalta på Krim. Mens han boede her, blev hans berømte dramaer opført i Moskva. Men det var ikke blot savnet af teateret og hans gode ven Maxim Gorki, der fik ham til at længes efter byen. Tjekhov havde forelsket sig i skuespillerinden Olga Knipper, som spillede hovedrollen i flere af hans skuespil. I 1901 giftede de sig, men livet var allerede løbet fra Tjekhov. Stærkt svækket måtte han kort efter premieren på sit sidste drama Kirsebærhaven (1904) drage på rekreation i Europa. Tjekhov døde kun 44 år gammel på et kursted i Schwarzwalds bjerge med sin hustru ved sin side.

Det forspildte liv

At kunne tre sprog i denne by er en unyttig luksus. Ja, mere end en luksus, det er ligefrem i vejen - noget lignende som en sjette finger på en hånd. Vi ved alt for meget overflødigt.
Fra: Tre søstre

Selv om Tjekhov fra sin tidlige ungdom eksperimenterede med dramatiske skitser og heller ikke var bleg for selv at vise sig på scenen, blev han først kendt som prosaforfatter. Først i 1887 skrev han på opfordring skuespillet Ivanov . Med dette skuespil lægges grunden til hans mest iøjnefaldende karaktertype: det desillusionerede menneske, som spilder sit liv. Ivanov er en falleret intellektuel, der som han selv siger "overalt spreder tungsind, kedsomhed, ulyst og ækelhed over for livet". Han ender med at give op og skyde sig. Dramaet Mågen (1896) ender på samme måde. Den unge Konstantin er forelsket i den overbeskyttede Nina, der drømmer om at blive skuespillerinde. Han forsøger sig som skuespilforfatter, men afbryder sit stykke under premieren midt i Ninas monolog. Nina forelsker sig derefter i en virkelig forfatter, og først da han svigter hende, vender hun hjem. Men det er for sent, og Konstantin begår selvmord.

Ankomst og afsked er hovedtemaer hos Tjekhov. Hans desillusionerede personer er mennesker, som ikke formår at bryde op og rejse væk. Onkel Vanja fra stykket af samme navn er en sådan karakter. Han arbejder for sin afdøde søsters mand uden at realisere sine egne planer. Kærligheden forbliver latent og verden ubeset. Ved stykkets afslutning har alle på nær niecen forladt godset. Han sidder bøjet over regnskaberne og noterer: "Rest af gammel gæld - to rubler og femoghalvfjerds."

Heller ikke søstrene i Tre søstre (1901) kommer ud af flækken, skønt de brændende ønsker sig et nyt liv i Moskva. Den ene søster Masja synes, de er for lærde til at bo i provinsen: "At kunne tre sprog i denne by er en unyttig luksus. Ja, mere end en luksus, det er ligefrem i vejen - noget lignende som en sjette finger på en hånd. Vi ved alt for meget overflødigt. " Men som en anden person i stykket er så venlig at indskærpe over for hende: "Ikke blot om to, tre hundrede år, men om millioner af år vil livet selv være det samme, som det er nu."

Den manglende handlekraft er selve omdrejningspunktet i Kirsebærhaven . Ljuba vender tilbage til sit forgældede gods, hvor kirsebærhaven blomstrer. Men træerne bærer ikke længere megen frugt, og noget må der gøres, hvis en tvangsaktion skal undgås. Ljuba gør imidlertid ingenting, og hendes ven Lopákhin køber ejendommen. Han er efterkommer af livegne bønder, der arbejdede som trælle på godset, men nu vil han bygge sommerhuse på grunden. Den gamle orden er vendt på hovedet, og mens Ljuba drager bort, kan man høre økserne hugge i træstammerne i det fjerne. Det er ikke til at vide, om man skal smile eller føle et stik af melankoli.

Det stillestående drama

Selv om lyden af et skud ind imellem når tilskueren, er Tjekhovs skuespil så langt fra spektakulær dramatik, som tænkes kan. I virkeligheden var han ikke begejstret for lydeffekter og frabad sig enhver form for scenegøgl. Det lå ham meget på sinde, at skuespillerne skulle agere naturligt og ikke opføre sig krukket eller karikeret. Denne opfattelse af skuespillet stod i skarp kontrast til den herskende teatertradition, der mest bekymrede sig om at underholde. Men i 1898 oprettede instruktøren Stanislavskij et nyt teater, som var åben over for Tjekhovs ideer. "Moskva Kunstnerteater", som det blev kaldt, ville skabe et alternativ til det profitorienterede forlystelsesteater. Hermed var vejen banet for en ny moderne teatertradition, der satte kunsten i centrum. Teatret havde et fast ensemble, som fik til opgave at lære de nye udtryksformer.

I Tjekhovs drama finder man et minimum af ydre handling. Personerne fravælger nuet og lever i håbet om en fremtid. Scenen er hverdagen, og personerne er lige så sammensatte og almindelige som dem, vi omgiver os med til daglig. Hos Tjekhov er der ingen stereotyper, men masser af trivialitet. Sproget er dagligdags og pauserne er lige så vigtige som ordene. For skuespillerne gælder det om vise livet, som det er, og det er fuld af ensomhed og humørsvingninger. Menneskene har svært ved at nå hinanden som i Kirsebærhaven , hvor Lopákhin vist nok elsker Varja, men aldrig får sagt det, fordi hun bliver ved med at lede efter ligegyldige ting i sin rejsetaske. Tjekhovs stillestående drama peger fremad mod Becketts absurde stykke Mens vi venter på Godot . (1948) Heller ikke de to vagabonder formår at bruge tiden og handle i øjeblikket, også de er gået i stå i gamle vaner.

Novellerne - den objektive metode

Nikofor blev kørt på distriktssygehuset, og hen under aften døde han. Lipa gav sig ikke til at vente på, at de skulle komme efter ham, hun svøbte liget ind i et tæppe og begav sig på hjemvejen med det.
Fra: I dalen

Med Tjekhovs noveller indføres en ny litterær stil. Hans metode er blevet kaldt den "objektive metode". Tjekhov bestræbte sig på at skildre sine karakterer uden at dømme og vurdere. Fortællerstemmen beskriver uden bagtanke, og man leder forgæves efter en entydig morale. Personerne taler for sig selv, ingen fungerer som talerør for forfatteren. Fortælleren forfalder aldrig til sentimentale beskrivelser, men anlægger en nøgtern tone, selv når der tales om begivenheder, der kunne få de fleste til at græde.

22262726

I Novellen I dalen (1900) overhælder en jaloux svigerinde den unge Lipas spædbarn med kogende vand. Familien hører morens skrig, men ingen kan tage sig sammen til at se efter, hvad der er sket. I stedet fortsætter man med at hænge vasketøj op. Tjekhov beskriver de følgende begivenheder således: Nikofor [spædbarnet] blev kørt på distriktssygehuset, og hen under aften døde han. Lipa gav sig ikke til at vente på, at de skulle komme efter ham, hun svøbte liget ind i et tæppe og begav sig på hjemvejen med det. Fortælleren kalder ikke familiens handlemåde "frygtelig". Der er ingen direkte afstandstagen fra mordet eller den omstændighed, at ingen henter Lipa og hendes døde søn på sygehuset. Alle normative anskuelser forbliver uformidlede. Kun Lipas ulykkelige stemme får lov at skære igennem.

Læserens rolle

Og det var, som om der kun behøvede at gå et øjeblik til - så ville løsningen være fundet, og så ville et nyt, vidunderligt liv tage sin begyndelse; og begge forstod de, at der endnu var langt, langt til vejs ende, og at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til at begynde.
Fra: Damen med hunden

I den objektive metode er meget overladt til læseren. Det lakoniske sprog giver plads til eftertanke. Vi må selv tolke og konkludere. Novellerne slutter ofte uden, at man er helt klar over, hvad de ender med. Hos Tjekhov er der ingen, som lever lykkeligt til deres dages ende. I Damen med hunden (1899) bliver Gurov indtaget i den forførende Anna, mens han opholder sig i Jalta. De er begge gift og Gurov regner med, at han kan ryste forelskelsen af sig, når han vender hjem. Men deri tager han fejl. Han indser, at han elsker Anna og ikke kan leve uden hende. Novellen slutter med, at Gurov står sammen med sin elskede og tager sig til hovedet. Han ved ikke hvordan, han nu skal få sit liv til at hænge sammen. "Og det var, som om der kun behøvede at gå et øjeblik til - så ville løsningen være fundet, og så ville et nyt, vidunderligt liv tage sin begyndelse; og begge forstod de, at der endnu var langt, langt til vejs ende, og at det allervanskeligste og mest indviklede først skulle til at begynde." Det er blandt andet disse åbne, uafrundede afslutninger, der har fået mange til at kalde Tjekhovs formsprog impressionistisk. Degas henlagde vigtige motiver til kanten af billedet og lod dem ligefrem forsvinde ud over rammen. På samme måde synes der at være en vis vilkårlighed i Tjekhovs komposition. Novellerne ender aldrig med en salut. Læseren må selv forestille sig resten af historien. Det er op til os, om Gurov og Anna virkelig får hinanden.

Fra russisk til dansk

Der er forskellige vestlige stavemåder af Anton Pavlovitj Tjekhovs navn, som ser således ud på russisk:

Антон Павлович Чехов

Den officielle danske stavemåde er Tjekhov, men man ser undertiden også stavemåderne Tjechov eller Tjekov. På andre sprog findes flere varianter fx Chekhov, Cekhov (eng.), Tchekov (fransk), Tschekov (tysk). Vær opmærksom på - når du søger information om Tjekhov, eller søger at finde hans bøger på hylden - at der kan være forskellig stavepraksis fra bibliotek til bibliotek – og selv de store søgemaskiner på Internet finder ikke altid alle varianter af navnet.

Bibliografi

Drama

Tjekhov, Anton:
Ivanov. Drama i fire akter. 2000. (1887). Oversat af Kjeld Bjørnager
Tjekhov, Anton:
Mågen. Komedie i fire akter. 1999 (1896). Oversat af Kjeld Bjørnager
Tjekhov, Anton:
Onkel Vanja. Skuespil i 4 akter. 1999 (1897). Oversat af Erik Rosekamp
Tjekhov, Anton:
Tre søstre. 1998 (1901). Oversat af Kjeld Bjørnager
Tjekhov, Anton:
Kirsebærhaven. Komedie i fire akter. 2002 (1904). Oversat af Kjeld Bjørnager
Tjekhov, Anton:
Jubilæet. Farce i en akt. 1971. Oversat af Niels Daukjær
Tjekhov, Anton:
Fire Sketches. Levende kronologi, Uroligheder, En forbryder, Et uheld. 1970. Oversat af Henning Müller
Tjekhov, Anton:
Et frieri. Skæmt i en akt. 1970. Oversat af Henning Müller

Prosa

Tjekhov, Anton:
Jagtselskabet. 1993 (1884-1885). Oversat af Jan Hansen
Tjekhov, Anton:
Damen med hunden. 1999 (1899). Oversat af Erik Rosekamp
Tjekhov, Anton:
Andres ulykke. Noveller. 1999. Oversat af Jan Hansen
Tjekhov, Anton:
Om kærligheden og andre noveller. 1988. Oversat af Jan Hansen
Tjekhov, Anton:
Ionitch. 2001. Oversat af Erik Rosekamp
Tjekhov, Anton:
Verotchka og andre fortællinger. 2001. Oversat af Erik Rosekamp
Tjekhov, Anton:
Kvindens fortælling. 2000. Oversat af Erik Rosekamp
Tjekhov, Anton:
Herskab og slavesjæle. 1978. Oversat af Georg Sarauw
Tjekhov, Anton:
Flakken. En kedsommelig historie - (af en gammel mands optegnelser). 1961. Oversat af Ivan Malinovski
Tjekhov, Anton:
Sjette afdeling. 1953. Oversat af H. E. Giersing
Tjekhov, Anton:
Steppen og andre fortællinger. 1946. Oversat af Erik Horskjær

Om forfatteren

Links

Artikel på engelsk
Omfattende artikel om forfatteren med links videre

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anton Tjekhov