Stefan Zweig

Stefan Zweig var en humanistisk forfatter i den forstand, at han anså det som digterens væsentligste mission at forsvare det fællesmenneskelige i mennesket. Han var en verdensborger, der i løbet af sit liv boede og rejste i det meste af verden. Især Paris, Berlin, fødebyen Wien og de intellektuelle venskaber, han knyttede i disse europæiske metropoler, kom til at forme hans arbejde som forfatter, oversætter og tænker.

Zweig blev født i Østrig-Ungarn i 1881 af jødiske forældre. Allerede i ungdommen tog han afstand fra det autoritære, og skolegangen var i højere grad pligt end fornøjelse. Det var ikke på skolebænken, men i venners lag, at hans viden og interesse for kunst, kultur og litteratur blev vakt. Han indskrev sig på filosofi ved Universitetet i Wien, men brugte de første år af sin studietid på at rejse og skrive. Fra 1897 havde han fået digte og noveller antaget i forskellige tidsskrifter, og i 1901 debuterede han med digtsamlingen ”Silberne Saiten”. Det blev dog især prosaen, der i mellemkrigstiden gjorde ham vellidt hos de europæiske læsere.

I 1930'erne var Zweigs egne værker blandt de mest oversatte tysksprogede i verden, men han arbejdede også selv flittigt som oversætter af bl.a. Charles Baudelaire og Émile Verhaeren. Her ud over skrev han enkelte teaterstykker og en lang række historiske romanbiografier om bl.a. Marie Antoinette, Maria Stuart og Erasmus von Rotterdam, samt serien ”Die Baumeister der Welt”, der er en samling essayistiske studier af Honoré de Balzac, Friedrich Nietzsche m.fl.

Under første verdenskrig gjorde Zweig tjeneste i det østrigske krigsarkiv. Krigens gru, som han så med egne øjne på tjenesterejser til fronten, gjorde ham til en dybtfølt pacifist. Ved anden verdenskrigs udbrud emigrerede han til hhv. England, Amerika og Sydamerika. Eksiltilværelsen fik et tragisk endeligt i Brasilien, da han i februar 1942 sammen med sin anden kone Lotte Altmann begik selvmord i desperation over Adolf Hitlers succes. Erindringsværket ”Verden af i går” (”Die Welt von gestern”), som Zweig skrev i årene frem til sin død, udkom posthumt i 1942.

”Eros” er en dansk udgivelse, der samler tre af Stefan Zweigs erotiske noveller. Den første, ”Angst” (1920), var en af Zweigs første læsesucceser inden for genren. Den beskriver fru Irene, en kvinde fra det pænere borgerskab, hendes angst og desperation. Irene har, uden helt at kunne retfærdiggøre det for sig selv, indledt en affære med den yngre kunstner Eduard. Hun konfronteres indledende med sin ugerning af en kvinde, der påstår at være elskerens fattige kæreste. Kvinden truer med at røbe Irenes utroskab for hendes mand. For hver dag der går, hæves de beløb kvinden afkræver, og Irenes opførsel ændrer sig ligeledes i takt med hendes stigende angst for at blive afsløret. Irenes mand bemærker, at hun er forandret, hvilket kun forstærker skyldfølelsen. Skammen over at lyve for sin mand overskygger til sidst det forkastelige i hendes utroskab, og novellens morale bliver, at man kommer længst med ærlighed.

I ”Geschichte in der Dämmerung”, 1911 (”Tusmørke”) udvikler en ung, skotsk dreng sig til en mand over et par uger i en følelsesladet forvekslingshistorie. Drengen tilbringer sommeren på et slot hos sin fine, engelske familie og mødes om aftenen i tusmørket med en ung, anonym kvinde. Disse hemmelige, erotiske møder pirrer hans seksualitet, og han forelsker sig voldsomt i sin kusine Margot, men skuffes, da det viser sig ikke at være hende, som møder ham i mørket.

”Die Frau und die Landschaft” (”Regn”) er fortalt af en mandlig jeg-fortæller, der tilbringer en sommer på et hotel i Tyrol. Det er hedebølge, og både mennesker og natur hungrer efter et regnskyl. Novellen er en lang sansemættet observation af den omkringliggende, udtørrede natur. Naturens bevægelser, varmen, lyde og dufte beskrives som en drømmende erotisk akt med orgasmen som klimaks.

Novellerne bruger karakterernes indre følelser, hhv. angst, forelskelse og begær, som et dramatisk virkemiddel til at opbygge spænding. Karaktererne er ikke altid dem, man tror de er, og handlingen tager ofte en usædvanlig drejning, der sætter fortællingerne og deres karakterer i et nyt lys.