portræt af Jon Fosse
Foto: Batzer & Co.

Nobelprisen i Litteratur går til Jon Fosse

redaktionen, 2023.
Top image group
portræt af Jon Fosse
Foto: Batzer & Co.

Nobelprisen i litteratur er den mest prestigefulde internationale anerkendelse, en forfatter kan opnå. Siden 1901 er den årligt blevet uddelt - med nogle års pauser af forskellige omstændigheder - af Det Svenske Akademi ved en ceremoni i Börshuset i Stockholm i december. Vinderen offentliggøres i oktober, og den 5. oktober blev det således offentliggjort, at Jon Fosse er nobelpristager for 2023. 

Den prisvindende norske forfatter og dramatiker Jon Fosse har et helt særegent sprog; han skriver lange, mundrette og rytmiske sætninger og gentager ord, fraser og tanker, så hans enkle prosatekster får et stærkt musikalsk præg. Mange af Fosses romaner udspiller sig ved den norske vestkyst og fremstiller ofte det nære i karakterernes tilværelser; havet, bygden og familien.

Også som dramatiker beskæftiger Fosse sig med intime relationer og skriver oftest korte stykker for få skuespillere. I 2015 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og siden Septologien har han udgivet "Hvidhed", en fortælling om en person, som kører ud i en skov en vinteraften. Da bilen kører fast, går personen fra bilen ind gennem skoven og møder et hvidt væsen...

135728039

 

Blå bog

Født: 29. september 1959 i Haugesund, Rogaland, Norge.

Uddannelse: Cand.philol. fra universitetet i Bergen med litteraturvidenskab som hovedfag.

Debut: Raudt, Svart. Samlaget, 1983.

Litteraturpriser: Ibsenprisen, 1996. Nordisk Kulturråds Ærespris, 2003. Hedda-prisen, 2003. Nordisk Råds Litteraturpris, 2015. Brageprisen, 2021. Nobelprisen, 2023.

Seneste udgivelse: Hvidhed : fortælling. Batzer, 2023. (Kvitleik, 2023). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 

 

 

portræt af Jon Fosse

LÆS HELE FORFATTERPORTRÆTTET AF JON FOSSE HER

 

 

 

 

Læs om tidligere års nobelprisvindere nedenfor 

 

 

2022: Annie Ernaux

 portræt af Annie Ernaux

I 2022 blev det franske forfatter Annie Ernaux, der fik Nobelprisen i litteratur for sin evne til at skrive kollektiv erindring frem med udgangspunkt i den personlige historie. Den autofiktionens mester betragtes som en af sin tids vigtigste franske stemmer. Med afsæt i sit eget liv tegner hun et portræt af fortiden og samtiden. Hun skriver om pige- og kvindeliv, begær og skam, kønsroller og klassesamfund, tid og hukommelse og løfter sin egen historie til en fælles, europæisk fortælling. I sit hjemland har Ernaux længe høstet stor anerkendelse og priser for sine bøger, og de senere år har hun også nydt et internationalt gennembrud med ”Årene”, der anses for at være et hovedværk i hendes forfatterskab.

LÆS FORFATTERPORTRÆTTET AF ANNIE ERNAUX

 

2021: Abdulrazak Gurnah

portræt af Abdulrazak Gurnah

Abdulrazak Gurnah fik Nobelprisen i litteratur i 2021 for at skrive flygtningeskæbner mellem to kulturer. Det er svært at adskille Abdulrazak Gurnahs forfatterskab og akademiske karriere fra hans personlige historie. Gurnah er født i 1948 på Zanzibar i Østafrika, men øens blodige revolution i 1964 drev ham på flugt til Storbritannien, hvor han har boet siden. Her har han skrevet 10 kritikerroste og prisbelønnede romaner på eksilsproget engelsk, og de skildrer lige kompromisløst og med megen medfølelse kolonialismens følger og flygtninges skæbne – ofte med referencer til hans egen historie.

LÆS FORFATTERPORTRÆTTET AF ABDULRAZAK GURNAH

 

2020: Louise Glück

portræt af Louise Glück

Amerikanske Louise Glücks poesi trækker ofte på hendes egne oplevelser og kredser om barndom, familie, relationer og død. Glücks sprog er klart og præcist og rigt på filosofiske refleksioner om menneskelig eksistens. Hun stræber efter at udforske det, der er fælles for alle mennesker og bruger myter og naturen til at formidle disse tematikker – en bedrift, der indbragte hende Nobelprisen i litteratur i 2020.

LÆS PORTRÆTTET AF LOUISE GLÛCK

 

2019: Peter Handke

portræt af Peter Handke

Af nogle bliver østrigske Peter Handke besunget som den største nulevende forfatter i Europa, mens han af andre bliver udskældt for sin støtte til serbiske krigsforbrydere som Slobodan Milošević og Radovan Karadžić. Derfor skabte det også en ophedet debat, da Peter Handke i 2019 modtog Nobelprisen i litteratur. Ligesom sit store litterære idol Knut Hamsun har Peter Handke kontroversielle politiske holdninger. Men det er ikke det eneste, de to har tilfælles. Begge kredser de i deres romaner om skildringen af det fremmedgjorte individ, som oplever det som en uoverkommelig anstrengelse at forene sit indre med verden udenfor.

LÆS FORFATTERPORTRÆTTET AF PETER HANDKE

 

2018: Olga Tokarczuk

portræt af Olga Tokarczuk

Polske Olga Tokarczuk er en af de mest læste og anmelderroste forfattere i sit hjemland. Med gribende personskildringer og fortællinger om kærlighed, angst og fortvivlelse over tilværelsen samt filosofiske betragtninger og diskussioner er der i hendes romaner både til hjertet og intellektet. I romandebuten "Broderskabets rejse" og i "Rejsende" kredser hun om den europæiske kulturarv og ihukommer et intellektuelt tankesæt: nysgerrighed, samtale og bevægelse. Men hun er også blevet en kontroversiel politisk stemme, efter hun i et interview på nationalt tv i 2016 kritiserede den voksende xenofobi og højrenationalisme i Polen. I 2018 fik hun Nobelprisen i litteratur "for en fantasifuld fortællegave, der med encyklopædisk passion repræsenterer krydskulturel indsigt, poetiske eventyr og en forståelse for mysterier, der er dybt forankret i menneskelige erfaringer." Nobelkomiteen roste også hendes evne til at skabe "grænseoverskridende fortællinger, poetiske eventyr og forståelse af menneskets eksistens."

LÆS HELE PORTRÆTTET AF OLGA TOKARCZUK 

 

SE OGSÅ LISTEN PÅ LÆSEKOMPAS.DK: Nobelprisvindernes bøger

Artikel type
News Item