otto gelsted
Foto: Walter Nielsen / Ritzau Scanpix

Otto Gelsted

cand.mag. Andreas Eckhardt-Læssøe, Bureauet, maj 2019.
Top image group
otto gelsted
Foto: Walter Nielsen / Ritzau Scanpix

Indledning

Otto Gelsted skrev digte om naturen og den politiske situation. Under tyskernes besættelse af Danmark måtte Gelsted flygte til Sverige, fordi han var erklæret antinazist og kommunist. Han havde sågar skrevet smædedigte om Adolf Hitler i 1930’erne. På besættelselsdagen skrev Gelsted det i dag berømte digt ”De mørke Fugle fløj” om de tyske kampfly, der fløj ind over København. Under sit eksil skrev Gelsted reportageromanen ”Jøderne i Husaby”, hvor humanismen og empatien med de flygtende jøder var i hovedsædet.

47812526

Blå Bog

Født: 4. november 1888, Middelfart.

Død: 22. december 1968, København.

Uddannelse: Student fra Sct. Andreas Kollegium, 1907.

Debut: De evige Ting. Nyt Nordisk Forlag, 1920.

Litteraturpriser: Drachmannlegatet, 1958. Dansk Oversætterforbunds Ærespris, 1958. Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat, 1962.

Seneste udgivelse: Fyns land. Populi, 2020.

Inspiration: Thøger Larsen, Johannes V. Jensen, Sigmund Freud, Bertolt Brecht, Poul Henningsen.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Som en mægtig Bændelorm ligger den tyske Hær i Danmark, tapper Landet for Penge, tømmer Butikkerne for Varer og Bøndergaardene for Korn og Kvæg. Og som en Kæmpeblæksprutte med Sugeskaale og røde Brandtraade strækker Gestapo sine Fangarme ind i Husene og truer alt levende. Men det er heldigvis kun den ene Side af Billedet! Overalt rejser Modstanden sig, Harmen, der før var rødglødende, er nu hvidglødende, Arbejdere og Arbejdsgivere er enige om at sabotere Tyskernes Ordrer. Et Folk har rejst sig og trodser al Udsugelse, Undertrykkelse og Terror.”


”Jøderne i Husaby”, s. 71.

Otto Gelsted blev født 4. november 1888 i Middelfart. Hans far var købmand og katolik. I 1907 blev Gelsted student fra Sct. Andreas Kollegium i Ordrup, og han begyndte at studere matematik på universitetet, hvor han mødte digterne Thøger Larsen og Johannes V. Jensen. Den sidstes værker skulle han siden blive så begejstret for, at han i 1913 skrev en afhandling om dem.

Gelsted arbejdede fra 1917 som litteraturanmelder for Fyns Venstreblad, og i 1918 oversatte han efter aftale med Sigmund Freud selv et udvalg af psykoanalytikerens tekster, hvilke introducerede ham for et dansklæsende publikum. Gelsted oversatte og gendigtede tekster i hele sit liv, helt tidligt i 1919 var det Walt Whitman og senere Homers ”Odysseen” og ”Illiaden” såvel som den tyske teateravantgardist og digter Bertolt Brecht.

Han udgav i 1921 de første af sine egne digte i debutdigtsamlingen ”De evige Ting”, og om end med lange pauser fortsatte han med at skrive digte resten af sit liv.

I årene 1926-28 arbejdede Gelsted på Poul Henningsens tidsskrift Kritisk Revy, og han blev også gode venner med PH, som han senere, i 1931, skrev sin første revy sammen med, der bar titlen ”Kvindernes oprør”.

I løbet af 1930’erne skrev Gelsted bl.a. for avisen Arbejderbladet, det senere Land og Folk, selvom hans forhold til kommunismen var ambivalent efter et studiebesøg i Sovjetunionen i 1928, hvor han var vidne til en stor del sult og fattigdom. Han forblev dog en del af Dansk Kommunistisk Parti (DKP), og under Danmarks besættelse blev Gelsted nødt til at flygte til Sverige. I sit eksil skrev han både digtsamlingen ”Emigrantdigte” og romanen ”Jøderne i Husaby” om sine erfaringer. Da tyskerne invaderede Danmark 9. april, skrev Gelsted sit måske mest berømte og for eftertiden bedst bevarede digt ”De mørke Fugle fløj” om tyskernes fly, der fløj ind over de danske grænser.

Gelsted flyttede tilbage til Danmark efter krigens afslutning. I de sidste 10 år af sit liv, indtil han døde i 1968, rejste Gelsted ofte til Grækenland og Italien for at besøge den kultur, han havde elsket hele sit liv. Gelsted ligger begravet på Ordrup kirkegård.

De evige Ting

”Jeg gaar ved Bredden af Havet/ og samler Sten og Skaller./ O, Alder uden Alder,/ Barndom der paa mig kalder./ Jeg gaar ved Bredden af Havet/ og Randen af Evigheden./ (…) Sukkende kværner Havet/ under de frysende Stjerner:/ Ingensteds har vi hjemme,/ forgæves mod Hvile vi stunder./ Evige er vore Vunder./ Evig vor lyst og Besathed./ De Døde er ikke døde.”

”De evige Ting”, s. 19.

En stor kærlighed til den danske natur løber som en tråd igennem Otto Gelsteds forfatterskab. Det fastlås allerede med hans første digtsamling ”De evige Ting” (1920). I samlingens første digt finder man en besyngelse af den danske digter, og Gelsteds ven, Thøger Larsen, som man både kender fra Højskolesangbogen og fra hans digtning, hvor der findes en særlig vitalisme, en tro på en livskraft i alt levende. Det kosmiske, mytologiske og psykologiske bindes sammen i landskaberne i Gelsteds digt til Larsen: ”Højt i din blaa og svimle Hjerne/ tindrer Tankerne, Stjerne ved Stjerne.” (s. 10). Inspirationen fra Larsens egne digte er tydelig, men det er også tidsånden der taler, en særlig stædighed på livets vegne, der i 1921 bringes i skarp kontrast af en verdenskrig og en økonomisk og intellektuel opsvingsperiode.

Men det er ikke uden eksistentiel splittelse, Gelsted færdes rundt i landskaberne. I digtet ”Bølgerne” er der en bevægelse mellem livsglæde og dødsangst, som minder om bølgerne selv, der skvulper op og trækker sig tilbage. Digtets jeg går rundt ved havet og samler skaller, ting der engang har været levende, og frydes over dette historiske levn, men fryden er også iblandet frygt. Bredden af havet er også ”Randen af Evigheden” (s. 16). Frem og tilbage mellem livet og døden bølger digtet, men ender alligevel med at blive i det besværlige liv og digtet slutter: ”De Døde er ikke døde.” (s. 18).

Naturen repræsenterer noget andet end det byliv, som Gelsted er kommet til at leve, og som han er træt af. I bogens sidste afdeling finder man digtet ”Meditationer”, hvor jeget bl.a. frydes over i en spejling i en vinduesrude at kunne se sit skrivebord mellem stjernerne og træerne udenfor. Det får ham til at spørge: ”Hvad er inde, hvad er ude?” (s. 49). Det spørgsmål er centralt for digtsamlingen, der markerer sig med en evig længsel efter naturens ”evige ting” (s. 50).