Amanda Gorman

Amanda Gorman (f. 1998) er født og opvokset i den amerikanske millionby Los Angeles sammen med sin storebror, tvillingesøster og mor. Gorman udviklede tidligt en interesse for poesi, og som 16-årig tiltrak hendes retoriske og lyriske evner sig omverdenens opmærksomhed, da hun vandt den prestigefyldte, amerikanske poesikonkurrence The Youth Laureate of Los Angeles i 2014. I 2017, samtidig med at hun læste sociologi på Harvard University, vandt hun også den nationale udgave af konkurrencen. 

Gorman blev for alvor et kendt ansigt, da hun blev inviteret til at læse et digt op ved Joe Bidens præsidentindsættelse i januar 2021. Iført solgul jakke og rødt pandebånd leverede hun en oplæsning, der generelt høstede ros. Hendes indlevende og selvsikre fremførelse, som blev transmitteret til mange millioner mennesker verden rundt, er ikke mindre imponerende af, at Gorman – ligesom Joe Biden – har kæmpet med talevanskeligheder siden barndommen. For Gorman har det især været svært at udtale ’r’. ”Det var først, da jeg var omkring 20 år, at jeg kunne udtale det rigtigt, hvilket betød, at jeg ikke kunne sige ord som poesi eller endda Gorman, som er mit efternavn. Jeg var nødt til virkelig at arbejde på det og øve mig for at nå dertil, hvor jeg er i dag,” har Gorman fortalt (Katie Kindelan: 22-year-old poet Amanda Gorman on her inauguration invite: I was ’honestly’ schocked’. ABC News, 2021-01-21. Egen oversættelse). 

Gorman er særligt stolt af, hvordan hun leverede ordet ’rise’ (’rejse sig’) i sit digt: ”Det var et fantastisk øjeblik for mig, for hvis jeg havde skrevet dette digt for tre år siden, ville jeg ikke have været i stand til at sige det (…) Så det var mig, der rejste mig samtidig med landet.” (Katie Kindelan: 22-year-old poet Amanda Gorman on her inauguration invite: I was ’honestly’ schocked’. ABC News, 2021-01-21. Egen oversættelse). 

Digtet ”Bjerget vi bestiger” skrev hun færdigt umiddelbart efter optøjerne den 6. januar 2021, hvor den amerikanske kongres blev stormet. I digtet skriver hun om hændelsen: ”Vi har bevidnet en kraft, der foretrækker/ fædrelandets forlis frem for fællesskabets paradis,/ En kraft, der vil ødelægge landet for at/ forhale demokratiet./ Og det lykkedes næsten./ Men selvom demokratiet kan forhales,/ Kan det aldrig overvindes.” (s. 20).

Gorman ønsker, at flere unge udtrykker sig kreativt, og i 2016 stiftede hun nonprofitorganisationen One Pen One Page, der afholder skriveprogrammer for unge. Ambitionen er at bidrage til at afhjælpe ulighed i det amerikanske samfund gennem uddannelse. Derudover er hun ungdomsdelegeret i FN og har efter sigende planer om at stille op som præsidentkandidat, så snart hun kan. 

”The Hill We Climb” fra 2021 (”Bjerget vi bestiger”, 2021) er et digt af Amanda Gorman, som hun læste op ved Joe Bidens præsidentindsættelse den 20. januar 2021 på Capitol Hill. Gormans oplæsning kom lynhurtigt på alles læber, og dets budskab vandt genklang flere steder i den amerikanske befolkning. Ikke mindst på grund af de begivenheder, der gik forud for Joe Bidens indsættelse. Navnlig Stormen på Kongressen den 6. januar 2021, hvor flere personer med vold og magt trængte ind i Kongressen i Washington. Gorman adresserer de seneste års samfundsmæssige strømninger i sit digt, der overordnet handler om at samle USA som nation. Her bruger hun ’vi’ og taler til hele USA og på vegne af hele USA, hvilket er med til at understrege ønsket om at fjerne splittelse og genoplive ideen om ét samlet land. 

I digtet taler Gorman om et mørke, som USA har befundet sig i, og som det nu kæmper sig ud af – ligesom landet har gjort før: ”Men alligevel er daggryet vores./ Alligevel fortsætter vi./ Alligevel har vi overlevet og bevidnet/ En nation, der ikke er ødelagt, men stadig i/ gang med at blive bygget.” (s. 13). 38889818

Digtet er fremadskuende og håbefuldt, når det adresserer, hvad USA må gøre for at komme videre og ’hele kløfterne’ efter den seneste tids voksende polarisering, vold og had: ”For at skabe et land, der favner/ Alle menneskets kulturer, farver,/ former og udtryk./ Og vi må derfor vende blikket væk/ fra det,/ der står imellem os/ Og rette blikket fremad for at se det,/ vi står over for (…)/ Mod et land, der er såret, men samlet,/ Nådigt men dristigt/ Vildt og frit.” (s. 16 & 24). 

Fremdrift og fremtid er centrale temaer i digtet, og Gorman bruger flere gange udtryk som at ’vi ikke må gå tilbage’ og ’vi skal bevæge os frem’ og ’fortsætte’. Det betyder dog ikke, at fortiden er ligegyldig – tværtimod er det afgørende, at USA tager ved lære, så der kan skabes en reel forandring for fremtidige generationer. Gorman taler om ’arven’ til fremtidens amerikanere og håbet om, at landet gives videre i en bedre forfatning, end det blev modtaget: ”For hvis vi møder verden med tomme/ blikke og ligegyldighed,/ Bliver det arven, vi giver videre til den/ kommende generation./ Vores skødesløshed bliver deres søvnløshed./ Men en ting er sikker:/ Hvis vi blander mildhed med magt/ Og magt med det, der er ret,/ Så bliver kærlighed vores arv/ Og forandring vores børns fødselsret.” (s. 25).