Kristian Eskild Jensen

Kristian Eskild Jensen voksede i de første år af sit liv op i et lille bondehus i Holbæk med sine forældre og to søskende. Da han var fem, flyttede familien til et rækkehuskvarter i Slagelse. Moderen arbejdede som laborant, og faderen havde en uddannelse i samfundsfag og arbejdede på teknisk skole og i Undervisningsministeriet. Kristian Eskild Jensen beskriver sig selv som ”en rask dreng, der spillede fodbold, fiskede, klatrede i træer og lavede bål” (Ida Dybdahl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, juli 2018). Tegning var efter hans eget udsagn ikke noget, han dyrkede hver dag. Det var kun, når det regnede og der ikke var noget i fjernsynet, at han sad bøjet over tegneblokken på værelset. Han læste til gengæld mange klassiske tegneseriehæfter; Asterix, Lucky Luke, Garfield, Splint & Co. Særligt vakte det hans interesse, da han i begyndelsen af teenageårene fandt afdelingen for voksentegneserier på byens bibliotek og gennem tegneren Moebius og westernserien Blueberry stiftede bekendtskab med krig, science fiction og nøgne damer.

Som ung havde Kristian Eskild Jensen ikke overvejet, at man kunne leve af at tegne. Særligt fordi han ikke kendte nogen, der var en del af det, han beskriver som ”det kunstneriske miljø”. Men da han som 19-årig gik på HF og blev præsenteret for sin dansklærers ven, der var tegner, gik det op for ham, at det kunne være en karrierevej. ”Jeg besøgte hans tegnestue og tænkte, det vil jeg også! Så jeg flyttede til København og lejede nogle billige lokaler i en kælder på Vesterbro. Her startede jeg en tegnestue med nogle andre unge mænd, jeg kendte gennem venners venner og opslag i tegneseriebutikker” (Ida Dybdahl: Interview med forfatteren. Forfatterweb, juli 2018). Herfra handlede det om at skabe et netværk og få nogle arbejdsopgaver, så Kristian Eskild Jensen tog rundt til forskellige forlag med en lille præsentationsmappe. Kort efter kom han ind på Kent Institute of Art and Design i England og studerede der i 3,5 år, sideløbende med at han illustrerede en række bøger. Da han vendte tilbage til København i år 2000, arbejdede han 10-15 år med at lave animation i TV- og filmbranchen, før han i 2015 besluttede at dedikere sin tid til at være freelance bogillustrator og tegneserietegner.

Til daglig bor han i et stort hus i Sorø med sin kone og deres fire sammenbragte børn, samt en kat og efter planen også snart hund og høns.

”Vikingevenner” er en læs-selv-serie fra forlaget Alvilda skrevet af Peter Gotthardt og illustreret af Kristian Eskild Jensen. Hovedpersonerne er de fire venner Bera, Ottar, Tue og hunden Trofast. Hver især besidder de vigtige egenskaber til at klare sig sammen i en barsk verden; en er en god bueskytte, en har gode kræfter, en har en livlig fantasi og en er altid loyal. Illustrationerne er computertegnede i kække farver og siderne udsmykket med snoede vikingeornamenter i guld. Fortælleuniverset kan siges at være en blanding mellem Peter Madsens ”Valhalla” og tv-serien ”Game of Thrones” i børneudgave.

I første bind, ”Døden har vinger” (2016), møder Tue og Ottar hinanden på en landevej i Jylland, hvor de deler et stykke brød. De er begge forældreløse og på flugt fra henholdsvis en drabelig vikingebande og en voldelig herremand. En række dramatiske begivenheder udspiller sig på deres vandring, og de kommer blandt andet op at toppes med Hake den Hidsige på en kro i Ribe, hvorefter de må på en farefuld flugt gennem hedelandskaber og over vilde vandløb. Undervejs får de følgeskab af hunden Trofast og mesterskytten Bera, der viser sig at være kongedatter. Gennem børnenes samtaler indflettes forskellige vikingesagn og nordisk mytologi. Vi støder på valkyrier, skjoldmøer, guden Odin og hans ravne, forheksede drikkehorn, vikingetogter, dødsrigets hersker Hel og en trolddomsmagt, der kaldes sejd. Vikingeventyrene fortsætter i de indtil videre fem følgende bind ”I gravhøjens mørke” (2016), ”Det skjulte folk” (2017), ”Ulvetid” (2017), ”Ild og sværd” (2017) og ”Her hersker døden” (2018).

52530245

At serien udspiller sig i Vikingetiden er ikke mindst tydeligt i illustrationerne. Børnene er iklædt kofter og Ottar bærer også en kort kappe og sko med læderstropper op ad benene. Gennem billederne får læseren blandt andet indtryk af datidens transportmidler, mad og våben. Oksetrukne transportvogne i træ, der sidder fast i hjulsporenes mudderhuller, kromad bestående af kogt flæsk på træfade med brød og sennep til og vikingekrigere, der går bersærk med økser og ”drikker blod, som en tørstig okse drikker vand” (s. 20).