roskva koritzinsky
Foto: Håkon Borg

Roskva Koritzinsky

cand.mag. Karina Søby Madsen, Bureauet, maj 2019.
Top image group
roskva koritzinsky
Foto: Håkon Borg

Indledning

Når norske Roskva Koritzinsky skriver om menneskelige sårbarheder, har de oftest rod i barndommens og familiens univers. Der er masser af rus (både forelskelsens og stoffernes) og livssmerte hos Koritzinsky, blandt andet i hendes første bog på dansk, ”Jeg har endnu ikke set verden”. Som titlen antyder, går karaktererne i vid udstrækning med skyklapper på og har problemer med både at se sig selv og at knytte bånd til andre.

Koritzinskys værker er knyttet sammen af brudstykker, der tilsammen udgør et fletværk af fortællinger, som læseren i vid udstrækning selv må hive mening ud af. Når det lykkes, bliver man i sandhed beriget.

54680961

Blå bog

Født: 13. juli 1989 i Frederikstad.

Uddannelse: Ba. i socialantropologi fra Oslo Universitet.

Debut: Her inne et sted. H. Aschehoug & Co.

Litteraturpriser: Aschehougs debutantpris, 2013.

Seneste udgivelse: Jeg har endnu ikke set verden. Batzer & Co., 2018. Oversat af Jannie Jensen. (Jeg har ennå ikke sett verden, 2017).

Inspiration: Clarice Lispector, Fleur Jaeggy og Judith Hermann.

 

Dobbeltinterview ved Umeå Internationale Litteraturfestival 2019 med forfatterne Roskva Koritzinsky og Susanne Ringell, der begge var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018.:

Artikel type
faktalink

Baggrund

”En gang havde datteren været så meget krop – brugte bleer, beskidte hagesmække, fugtige sutteklude – men nu var hun slet ikke krop, ligesom en marmorstatue eller et fotografi, kold og uden duft. Den gule rand – af sminke? Af sved? – var et næsten utroligt syn, hun strøg fingerspidsen over den, kærligt.”

”Jeg har endnu ikke set verden”, s. 22.

Roskva Ørmen Koritzinsky blev født den 13. juli 1989 og voksede op på et fritidslandbrug i den sydlige del af Norge, i Rolvsøy i Frederikstad. Hun betegner sine forældre som ”radikale” og beskriver sin barndom som en tid, hvor det var naturligt at tale om alt fra politik til livets mørke sider. Koritzinsky var Steinerskolebarn, og både forældrene og bedsteforældrene arbejdede med misbrugsbehandling. Selvom hun som barn og ung var mest optaget af at drikke the med veninderne, læse bøger og skrive digte, gik hun også til ballet igennem seks år, men hun siger selv, at hun intet talent havde.

I et interview med kvindemagasinet Kvinner og Klær fortæller Koritzinsky, at hun som barn var meget optaget af spørgsmål, der tilhørte de voksnes verden. Hun beskriver sig selv som et barn, der var kejtet og genert sammen med jævnaldrende – for voksen og barnlig på samme tid. Hun har dog tilsyneladende aldrig været bleg for at udfordre sig selv, hvilket blandt andet har givet sig udslag i, at hun som 17-årig deltog i TVNorges realityserie ’Feriekolonien’. Her var konceptet, at deltagerne, der alle var unge, skulle leve som i 1950’ernes feriekoloni, hvor hygiejne, ordentlig kost og fysisk uddannelse var i centrum.

Om baggrunden for at deltage fortæller Koritzinsky til Frederikstads Blad: ”Jeg meldte mig til Feriekolonien, da det at leve på 50’ernes præmisser med fokus på fysisk uddannelse er meget langt fra min personlighed og min livsstil. Jeg ser på det hele som en slags eksperiment, en udfordring som jeg synes det er spændende, om jeg mestrer.” (Eksperimenterte på feriekoloni. Frederikstad Blad, 2007-01-09. Egen oversættelse).

Som 19-årig flyttede Koritzinsky hjemmefra og begyndte på dramalinjen på gymnasiet i Halden. Hun flyttede sammen med sin kæreste, som havde en datter fra et tidligere forhold og blev således stedmor. ”Jeg har altid været meget gammelklog, og jeg troede nok, at jeg var færdig med at være ung og feste. Jeg er meget taknemmelig for den periode. Vi havde det vældig fint som familie. Men da forholdet blev afsluttet, følte jeg trang til at være ung igen. Jeg var nok alligevel ikke helt færdig med at være ung,” fortæller Koritzinsky (Hege Løvstad Toverud: Roskva Koritzinsky: Det var et slags sjokk. Kvinner og Klær, kk.no, 2018-06-17. Egen oversættelse).

Koritzinsky har studeret socialantropologi på Oslo Universitet, hvorfra hun har en bachelorgrad. Som ung søgte hun ind på Skrivekunstakademiet i Bergen, men kom ikke ind.

Roskva Koritzinsky debuterede som 24-årig med novellesamlingen ”Her inne et sted”, der blev vel modtaget i Norge. Blandt andet blev den nomineret til Tarjei Vesaas’ debutantpris og hædret med Aschehougs debutantpris.

I 2016 blev hun udvalgt af NORLA – Norwegian Literature Abroad – til at repræsentere Norge og ny norsk litteratur på internationale bogmesser og seminarer. Hun blev endvidere nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2018 med den bog, der på dansk har fået titlen ”Jeg har endnu ikke set verden”.

Om at skrive fortæller hun til Weekendavisen: ”Jeg skriver bedst tidligt om morgenen, før hjernen bliver besmittet af alle ens gamle tanker. Jo længere man kommer op ad dagen, des bedre husker man, hvem man er. Det er dejligt at stå op og skrive fra et sted, hvor jeg endnu ikke er mig selv, ikke helt har en personlighed. Så kan man åbne nogle døre, man ikke ellers har adgang til. Hver gang, jeg holder op med at skrive, mellem bøgerne, så glemmer jeg, hvordan man gør. Så må jeg lære det forfra. Det er besværligt, og det går langsomt, og der kan gå et halvt år, hvor jeg forsøger at skrive, men jeg har glemt, hvordan man får adgang til den tilstand, der gør, at noget kan opstå.” (Linea Maja Ernst: Det er ikke forfatterens opgave at være et godt menneske. Weekendavisen, 2018-09-21).

 

Jeg har endnu ikke set verden

”Måske endte hun med at foragte sine kærester fordi de så hende som den hun var og derfor lænkede hende fast til den hun var og mørklagde hendes håb om en dag at kunne blive en anden.”

”Jeg har endnu ikke set verden”, s. 57.

Roskva Koritzinskys novellesamling ”Jeg har ennå ikke sett verden” fra 2017 (”Jeg har endnu ikke set verden”, 2018) består af seks noveller, der alle undersøger temaerne kærlighed, intimitet og identitet. Der er ikke meget handling i novellerne, der i stedet er bygget op med inspiration fra collagen eller filmens verden. I bidder, brudstykker og skarptskårne sætninger får læseren indblik i karakterernes livsverdener, som ikke ligefrem er lyse og lette.

I titelnovellen sørger fortælleren over en afdød partner. Det er syv måneder siden, han gik bort, og fortælleren gemmer stadig hans ting for at bekræfte, at deres forhold overhovedet var virkeligt. Hvorfor forholdet føles uvirkeligt, giver novellen ikke et entydigt svar på, men det kan handle om, at de var fremmede for hinandens universer. Som hun siger det: ”du kom fra mørket, mens jeg bare var en blind passager.” (s. 35). Mørket er stoffer, men det er også en opvækst præget af omsorgssvigt.

Hun beskriver ham videre: ”Din respekt for alt som fandtes. Viljen til at lade det være som det er. Kun forsigtigt løfte det op og se på det og stryge over det med fingerspidserne.” (s. 41). Umiddelbart lyder det meget smukt, men den afsluttende sætning kan pege på hans manglende evne til at engagere sig fuldt og helt. Novellen slutter med, at fortælleren ønsker at tillære sig denne evne – måske for at skærme sig mod yderligere sorg.

Det er et tema, der går igen i flere noveller – den ide, at man kan være i verden (i et kæresteforhold især) uden straks at ville påvirke og ændre verden eller den anden. Umiddelbart lyder det jo som den største kærlighedserklæring at lade sin partner være, som han/hun er, men ofte handler det om at mangle evnen til tilknytning. Det gælder også for samlingens første novelle ”Ikke noget om kærlighed”, hvor to unge mennesker indleder et forhold. Umiddelbart accepterer kvinden alle mandens frastødende vaner, og det viser sig, at hun blot er ude af stand til at engagere sig følelsesmæssigt.

Et andet centralt tema i novellesamlingen er dysfunktionelle forhold mellem børn og forældre. Det gælder ikke mindst i novellen ”En enkelt rynke i panden”, hvor datteren kommer hjem til sin mor, fordi hun er lykkelig, men aldrig får fortalt sin mor om denne lykke.

Genrer og tematikker

Roskva Koritzinsky har foreløbig skrevet to novellesamlinger og en roman, men siger selv, at hun føler sig bedst tilpas i novellegenren. I novellerne dykker hun ned i karakterernes åbne sår, men uden at udpensle for meget. I stedet dyrker hun detaljerne, og det er i alle revnerne og sprækkerne i teksterne, at meningen (eller manglen på samme) bobler frem.

Koritzinsky formulerer sig og skaber sætninger, der får læseren til at undre sig. Som når hun skriver: ”Det er sandt at kirker er bygget for at mennesket skal mærke Gud som et åbent rum i kroppen.” (”Jeg har endnu ikke set verden”, s. 7). Det er et ret bombastisk udsagn, som får læseren til at stoppe op. Umiddelbart fremstilles det som en eviggyldig sandhed, men for hvem? Det gives der ingen svar på, og i det hele taget kommer læseren på overarbejde hos Koritzinsky, når der skal findes hoved og hale i de mange fortælletråde.

Debuten, novellesamlingen ”Her inne et sted”, består af 12 korte noveller, der handler om mennesker, der har et vanskeligt forhold til sig selv, deres kroppe og omverdenen. Samtlige noveller er skrevet i første person, og de forskellige fortællere havner ofte i ubehagelige situationer. En udsættes for en brand, og en skolelærer oplever, at klassen ikke kommer til undervisning efter et frikvarter. Hvad der sker på handlingsplanet er ofte uklart og skrives sjældent entydigt frem.

Romanen ”Flammen og mørket” tematiserer i høj grad kærlighed, kunst og ensomhed. Romanens jeg-person rejser ud til den ø, hvor den velrenommerede fiktive filmskaber Hedda Veier har begået selvmord. Her forestiller hun sig hovedpersonens sidste dage, og som romanen skrider frem, står det klart, at hun selv står overfor et afgørende valg i livet. Romanen bærer collagens præg og består af gengivelser af filmklip fra tv-dokumentarer og interviews, refleksioner over kærlighed, seksualitet, kunst, barndom og stoffer.

I ”Jeg har endnu ikke set verden” er det nogle af de samme temaer, der går igen. Ikke mindst temaer om identitet, intimitet, ensomhed og kærlighed.

I et interview fortæller Koritzinsky om sit persongalleri: ”Jeg tror, det er ønsket om den oprigtige renhed, som de personer, jeg skriver om, har til fælles. Både for at være 'gode', at se andre rent, men også fordi de er vældigt tyngede af deres egen selvbevidsthed. De længes efter en frihed fra sig selv.” (Linea Maja Ernst: Det er ikke forfatterens opgave at være et godt menneske. Weekendavisen, 2018-09-21).

Beslægtede forfatterskaber

Roskva Koritzinsky har fortalt, at hun er inspireret af forfattere som Clarice Lispector, Fleur Jaeggy og Judith Hermann. Om end brasilianske Lispector skriver i en anden tid, har Koritzinsky og hun de følsomme, psykologiske menneskeportrætter til fælles.

Der er ligeledes adskillige lighedspunkter mellem Koritzinsky og schweiziske Jaeggy – ikke mindst hvad angår karaktererne. Hos begge virker de på en måde uforanderlige, som om de ikke ændrer sig, og de heller ikke har de store forhåbninger om eller overhovedet forsøger på at gøre det. De er, som de er – et resultat af deres ophav eller – primært hos Jaeggy – det sted, de er født. Tyske Judith Hermann er, ligesom Koritzinsky, primært novelleforfatter, og hendes debut ”Sommerhus, senere” er nært beslægtet med Koritzinskys ”Jeg har endnu ikke set verden”. I begge værker er karaktererne hovedsageligt unge, og deres liv er præget af tilfældigheder – tilfældige sammenstød mellem mennesker, hvad end det er kærlighedsaffærer, venskaber eller det modsatte. Ubeslutsomhed og karakterer, der ikke evner at engagere sig og knytte bånd for alvor, er i centrum i begge værker.

En anden oplagt forfatter at sammenligne med, er amerikanske Lydia Davis, der hovedsagligt skriver noveller. Begge skriver primært om det indre kaos, som vel de fleste mennesker indeholder, men det bliver aldrig penslet ud. I stedet skrives det frem i fantastiske, finurlige og ofte overraskende sætninger.

En helt anden forfatter, som er relevant at nævne, er danske Tove Ditlevsen. Den længsel og desillusion, man møder hos karaktererne hos Koritzinsky, optræder i høj grad også i Tove Ditlevsens univers, og i begge forfatterskaber møder man en trang til, at sproget skal forløse karaktererne. Som Koritzinsky beskriver det i et interview: ”Både mine hovedpersoner og jeg selv kæmper med en tiltro til, at sproget skal være det, som forløser én. Jeg har læst, at det, der kendetegner en deprimeret hjerne, ikke er, som man skulle tro, at den er apatisk, død i det. Lige inden depressionen rammer, er hjernen tværtimod hele tiden manisk i gang med problemløsning; du tror, at ' hvis jeg bare tænker anderledes om dette, så kan jeg undgå at have det sådan her', du leder hele tiden efter mentale flugtveje, for at undgå at føle det, du gør. Det er en meget sproglig ting. Og jeg tænker, at det netop er det, personerne i min bog gør. De er hele tiden desperat på jagt efter en formulering eller en indsigt, som kan forandre, hvordan de føler, at det er at være til i verden. Måske er det, de egentligt har brug for, at holde op med at tænke. Falde til ro. Men de aner ikke hvordan. Det er sproget, som redder dem og ødelægger dem på samme tid.” (Linea Maja Ernst: Det er ikke forfatterens opgave at være et godt menneske. Weekendavisen, 2018-09-21).

Bibliografi

Romaner

Koritzinsky, Roskva: Flammen og Mørket. Aschehoug, 2015.

Noveller

Koritzinsky, Roskva: Her inne et sted. Aschehoug, 2013.
Koritzinsky, Roskva: Jeg har endnu ikke set verden. Batzer & Co., 2018. (Jeg har ennå ikke sett verden, 2017). Oversat af Jannie Jensen.

Om forfatterskabet

På Nordisk Samarbejdes hjemmeside kan man finde motiveringen for, at novellesamlingen ”Jeg har endnu ikke set verden” blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Roskva Koritzinsky

Kilder citeret i portrættet

Eksperimenterte på feriekoloni. Frederikstad Blad, 2007-01-09.
Toverud, Hege Løvstad: Roskva Koritzinsky: Det var et slags sjokk. Kvinner og Klær, kk.no, 2018-06-17.
Ernst, Linea Maja: Det er ikke forfatterens opgave at være et godt menneske. Weekendavisen, 2018-09-21.