Thomas Balle

Ingen skal komme og sige, at Thomas Balle har rotter på loftet. Det passer ikke! Det er mus. Allerede i hans første billedbog Gorm Guldhorn (1997) stikker de hovederne frem hist og pist. På Asger Angard duellerer (2000) sidder der endda to små mus på bogens forside og holder et skilt med forlagets navn. Måske har han kæmpet imod alle de mus – hvem ved – men han har tabt kampen. For musene bliver ved med at dukke op i Thomas Balles tegninger med meget jævne mellemrum, kulminerende med den herligt gakkede De fandens mus (2003) skrevet af Eske K. Mathiesen, og som Thomas Balle har fået Kulturministeriets Illustratorpris for. Selv siger han, at han ikke har noget specielt forhold til mus i virkeligheden, og at han aldrig selv har haft nogen de steder, han har boet. Det er kun i tegningerne de dukker op.

Thomas Balle er detaljernes mand. Han kan slet ikke lade være med at lade dem myldre rundt i baggrunde og hjørner, men han har samtidig et rigtigt godt blik for fladen, forstået på den måde, at han komponerer sine billeder med stor sikkerhed. Han er god til at folde en tegning ud over en side eller et helt opslag, og det er noget han har kunnet næsten helt fra starten. For eksempel i Karl Kamel og de andre, hvor han lader hovedparten af illustrationen udspille sig i en ramme, der så bliver brudt af forskellige elementer i tegningen. Det princip går igen i ”Asger Angard duellerer”.

De fleste tegnere har et eller flere træk der gør, at man kan se, det er dem de har lavet en given tegning. I Thomas Balles tilfælde bilder jeg mig ind, at jeg kan se det på menneskenes hud, munde og tænder. Hudfarve er ikke bare én farve, når Thomas farvelægger. Den består af flere lag af halvt gennemsigtige farver såsom violet, blå og forskellige former for rød. Se bare foden på den næstældste søn i Guldgåsen, eller Talonkel Tier i Syvsover-søndag. Det giver et dejligt spil og liv i hudfarverne, der ellers – hos mange andre tegnere – godt kan blive lidt flad og kedelig.

Det er kun lykkedes mig at finde én hovedperson (altså af menneskeracen) i Thomas’ bøger, som ikke har synlige læber, og det er Ridder Råge fra ”Asger Angard duellerer”. Ellers har alle andre store, tydelige læber – et træk der til stadighed bliver mere synligt, se bare manden i De fandens mus, hvis læber er kompromisløst knaldrøde. Og så er stakittænder en selvfølgelighed i næsten alle bøgerne. Sammen med musene – det siger sig selv.

Det skal også lige nævnes, at det var Thomas Balle, der lavede plakaten til Boghandlerforeningens bogslugerkampagne for nogle år siden.

I debuten Gorm Guldhorn (1997) har Thomas farvelagt med akvarel. Farverne er dæmpede, de får ikke lov til at banke igennem, som de gør i de kommende bøger. Konturstregen er løs og lidt famlende – tegnet med blyant – og man fornemmer, at her er en tegner, som er gået lidt forsigtigt frem. Men også at det er en tegner med potentiale til mere, og sådan er det vel ofte i en debut.

21778079

Til gengæld må man sige, at Thomas ikke var længe om at ryste debutantnerverne af sig. Allerede i Karl Kamel og de andre fra 1999 er der kommet en helt anderledes sikkerhed over tegningerne. Det er stadig vandfarve, der arbejdes med, men nu er der virkelig saft og kraft i dem. Se bare prinsesse Himmelhøjs blå kjole med knaldgule kongekroner og det lyserøde overskørt. Det er en farvelægning der vil noget. I øvrigt ser man i netop den tegning nogle af de farver, som er karakteristiske for Thomas. Lyserød, grøn og violet må være hans favoritfarver. Ligesom rigt ornamenterede klædedragter (især kjoler) er noget, man støder på igen og igen i hans tegninger.