Sonya Hartnett

Sonya Hartnett var barn i en søskendeflok på seks børn, og alle hendes søskende var støjende, udadvendte og venlige. Hun selv derimod var genert og følte ikke, at hun forstod, hvordan verden fungerede. Sonya Hartnett tog sin grundskole på en katolsk skole, men fortæller, at hun allerede fra en meget ung alder begyndte at tvivle på kristendommen troslære. (Interview på iwww.achuka.co.uk).

Sonya Hartnett fandt tidligt ud af, at det eneste hun var god til, var at skrive:

”Jeg var sådan et slags barn, der ikke var særlig god til noget. Jeg var ikke god til sport eller matematik – den eneste ting, jeg var god til, var kunst. Det var i omkring niårsalderen, det gik op for mig, at jeg kunne finde ud af at skrive en historie og jeg tror, at jeg dykkede ned i det, fordi det var en af de sjældne ting, som jeg rent faktisk kunne finde ud af rimeligt godt.” (interview på www.careerfaqs.com.au).

Sonyas familie tog ud at køre hver sommerferie, først ind i det australske kontinent og i slutningen af ferierne ud til Surfer’s Paradise ved stranden. Det var et sted med masser af surfere og glade stranddage, men Sonya Hartnett forelskede sig ikke i strandlivet – tværtimod elskede hun livet på landet og den australske natur.

Som årene gik, og Sonya Hartnett blev teenager, opdagede hun, at skriveriet gav hende en følelse af kontrol over sit liv. Allerede som trettenårig skrev hun sin første roman, ”Trouble all the way” (1984), som hun fik udgivet i en alder af femten år.

Senere kom hun på universitetet og tog en bachelorgrad i medievidenskab. Men hun fortsatte med at skrive. I dag har hun et samlet værk på nitten udgivelser bag sig, og hun skriver en ny roman hvert år.

Hartnett bor i Melbourne, Australien, sammen med sin hund, Shilo, og sine to katte, Marcus og Morgan.

I 2008 vandt Hartnett verdens største børnelitteratur-pris, Astrid Lindgren Memorial Award, der lyder på 5 mio. svenske kroner. Juryens begrundelse var bl.a., at Hartnett er en af den moderne teenageromans fremmeste fornyere. Juryen mener, at hun skildrer unges vilkår med psykologisk dybde og et underliggende, vibrerende raseri – uden at vige for livets mørke sider. (www.alma.se).

Sonya Hartnetts ”Sleeping dogs” fra 1995 (”Sovende hunde”, 1997) er en ungdomsroman om den forarmede familie Willow. Familien bor på en gård langt fra alfarvej ude i Australiens outback og ernærer sig både ved dyr, afgrøder og en campingplads for forbipasserende turister.

Familien består af et forældrepar og fem børn; Edward, Oliver, Jordan, Michelle og Speck, hvoraf et par stykker for længst er gamle nok til at kunne være flyttet hjemmefra. Men et bånd, der virker uforståeligt på omgivelserne, binder familien sammen.

Læseren fornemmer hurtigt, at der er noget galt – moren Grace har simpelthen givet op og sidder hele sit liv væk inde i den mørke dagligstue. Faren Griffin er et dominerende og patriarkalsk familieoverhoved, som på et tidspunkt har vendt samfundet ryggen for at definere sig selv igennem opbygningen af en stor familie, der lever sit eget liv uden udefrakommende indblanding. Et identitetsprojekt der indebærer, at Griffin opfatter sig selv som alfahan og sin familie som sin flok, som han enerådigt kan dominere.

Familien har flere gange rykket alt op med rod og forladt deres bosted uden at kigge sig tilbage, og denne roman er således en skildring af livet som sociale nomader.

I ”Sovende hunde” beskrives de fem børns forskellige overlevelsesstrategier – to af de voksne børn har indledt et decideret kærlighedsforhold til hinanden, og børnene holder sammen indbyrdes og holder af hinanden. Alle har de hemmelige drømme om andre liv, mens virkeligheden står på hårdt arbejde, forarmede boforhold og farens systematiske vold mod den ene af sønnerne, Jordan, der ikke er ligesom de andre – han er lyshåret og ferm til at tegne fugle.

En dag dukker der en ung fyr fra storbyen op ved navn Bow Fox. Han beslutter sig for at campere et stykke tid hos familien Willow og dyrker familiens fattigdom, mangel på sociale evner og den undertrykkende stemning med samme afstumpede distance, som en tilskuer ville dyrke en gyserfilm. Med andre ord: Uden medmenneskelighed.

Denne roman handler om et dysfunktionelt familieliv, formet og reguleret ned til mindste detalje af en megalomanisk patriark, der ikke kan se sin familie som jævnbyrdige individer, men kun som en forlænget del af sig selv. Tunge temaer som omsorgssvigt, voldeligt misbrug og incest og en grundlæggende mangel på menneskelighed er romanens omdrejningspunkt.