Jørn Lier Horst

Jørn Lier Horst er født 27. februar 1970 i Porsgrunn og voksede op i Bamble i det sydlige Norge. I årene 1992-1995 gik han på Politihögskolen i Oslo og har arbejdet som politimand i Larvik siden 1995. I dag bor han i Stavern med sin kone og to børn og har orlov fra sit arbejde som efterforskningsleder ved Larvik politikammer. I stedet skriver han og holder foredrag for skoler, biblioteker mv. om arbejdet på et gerningssted.

Horst debuterede i 2004 med krimien ”Nøkkelvitnet”, som er baseret på det uopklarede mord på pensionisten Ronald Ramm i Larvik i 1995. Udover en lang række krimier har han skrevet en actionthriller, et par børnebøger samt en faktabog for børn og unge.

Horsts krimier handler om den sympatiske politi- og enkemand William Wisting, som er et modsvar til de antihelte, som ifølge Horst dominerer kriminallitteraturen. ”Da jeg skulle skabe en ny norsk krimihelt var jeg meget bevidst om, hvilken slags hovedperson jeg gerne ville have. Jeg var træt af alle antiheltene, som vi kender så godt fra denne krimilitteratur: efterforskeren med daggammelt skæg, som vågner med whisky-flasken på natbordet og skændes med både chefen, hunden og konen (hvis han altså ikke er skilt). Jeg ville skabe en politimand, der mindede mere om den slags politimand, jeg kender fra min hverdag, og sådan blev den robuste, solide og ædru William Wisting til,” fortæller Jørn Lier Horst (interview på www.forlagetpunktum.dk).

Krimierne har tæt forbindelse til Jørn Lier Horsts virke som efterforskningsleder, og han bruger bevidst den viden og indsigt, han har fra sit arbejde, i skrivningen. ”En del af mit job er at blive bekendt med drabsmænd og voldtægtsmænd, at sætte mig ind i deres tanker. Snakke med ofre for kriminalitet samt deres pårørende. Og så er jeg fortrolig med politiets arbejdsmetoder. Det gør det lettere for mig at skabe troværdige karakterer,” siger Jørn Lier Horst (interview på www.forlagetpunktum.dk).

Hans bøger giver også kommentarer til det nordiske samfunds kriminalitetsudvikling. Jørn Lier Horst siger i et interview med det danske forlag Punktum: ”De har deres udspring i social uretfærdighed og social elendighed, som vi alle kan nikke genkendende til (…) Den nordiske krimilitteratur har netop denne evne til at fungere som et spejlbillede af samfundet. Den har en tendens til at konfrontere samfundet med sig selv og på særlig vis tage ansvar for et socialt system, som giver ærlige løfter om at være beskyttende og inkluderende, men som alligevel svigter så mange af sine indbyggere.” (interview på www.forlagetpunktum.dk).

I 2011 vandt Jørn Lier Horst Den norske Boghandlerpris for ”Vinterstengt”, som udkom på dansk efteråret 2012, og i 2013 modtog han Det skandinaviske krimiselskabs pris, Glasnøglen.

Jørn Lier Horsts første danske udgivelse er kriminalromanen ”Nattmannen” fra 2009 (”Natmanden”, 2011). Titlen henviser til den medhjælper, som rydder op efter bøddelen. ”Natmanden” handler om den midaldrende norske enkemand og drabschef William Wisting og hans arbejde med at opklare en bestialsk sag, der bl.a. inkluderer et afhugget udenlandsk udseende pigehoved på en stage og et lig på bunden af en elv. Wistings efterforskning fører ham til brutale miljøer med bl.a. våben- og narkosmuglere. Wistings datter Line er ivrig journalist for Norges største avis Verdens Gang. Hun dækker den samme drabssag som sin far, og på den måde får læseren præsenteret både politiets og pressens interesser i en efterforskning. Det illustreres f.eks., hvordan pressen både kan have en medopklarende rolle, og hvordan den kan være en barriere for sagen. Sideløbende med drabssagens gang følger læseren Wistings og Lines privatliv, der bl.a. byder på romantiske møder, mens bogen også illustrerer det problematiske i, at far og datter skal være både private og professionelle.

28954433

Romanen er fortalt i datid af en delvist alvidende tredjepersonsfortæller. Persongalleriet er rigt, og synsvinklen skiftende. I starten følger man tankerne hos kvinden, der finder det afhuggede hoved. Senere i bogen er det primært Wistings tanker og følelser, der beskrives, men også Lines synsvinkel optræder ofte. De skiftende indre synsvinkler gør karaktererne troværdige og skaber en høj grad af identifikation. Det forstærkes af, at Wisting ikke er en typisk, hårdkogt krimihelt. Han kan – eller vil – ikke opretholde en professionel distance til de brutale sager, men er bekymret og omsorgsfuld i sit arbejde.

Udover at give et detaljeret og kyndigt indblik i, hvordan en drabssag bliver efterforsket, hvordan politiet og pressen arbejder, illustrerer ”Natmanden” hvordan en alvorlig kriminalitetssag påvirker de omkringstående, både de professionelle og privatpersonerne, f.eks. dem, der finder ligene, de efterladte mv.

”Natmanden” tegner et billede af et moderne, skandinavisk kriminalitetsmiljø og de problemer og udfordringer, som politi og samfund står over, f.eks. i form af stadigt grovere kriminalitet, stærke narkobagmænd og en øget flerkulturel befolkningssammensætning og dermed mødet med andre kulturelle forståelser, normer osv.