john green
Foto: An Rong Xu / Scanpix

John Green

cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Opdateret i 2015 og 2017.
Top image group
john green
Foto: An Rong Xu / Scanpix
Main image
Green, John
Foto: Ton Koene

Amerikanske John Green skriver medrivende ungdomsbøger med hjerne og hjerte. Det er bøger, som ikke taler ned til sine unge læsere, men ser dem i øjnene og tager dem alvorligt. Bøger, som tør være både humoristiske, intellektuelle, sarkastiske, litterære, platte, nørdede og dødsens alvorlige. Det er en effektiv cocktail, der har skaffet Green mange trofaste læsere, også blandt et ældre publikum.

 

 

 

62316462

Blå bog

Født: 24. august 1977 i Indianapolis, USA.

Uddannelse: Bachelorgrad i engelsk og religionsvidenskab.

Debut: Looking for Alaska. 2005.

Litteraturpriser: Michael L. Printz Award, 2006. Edgar Award, 2009. Children’s Choice Book Award, 2013. MtvU Fandom Award, 2014.

Seneste udgivelse: Fra hulemalerier til hotdogs : essays om menneskets tidsalder. Gyldendal, 2022. (The anthropocene reviewed, 2021). Oversætter: Nete Harsberg. Essays.

Inspiration: David Foster Wallace, Zora Neal Houston, Peter de Vries, F. Scott Fitzgerald.

 

 

 

Artikel type
boern

Baggrund

”Af og til når man læser en bog, bliver man helt besat af den her sære, brændende trang til at sprede budskabet, som om verden er gået i stykker og ikke kan blive hel igen, før alle mennesker på jorden har læst bogen.”
”En flænge i himlen”, s. 38.

John Green blev født i 1977 i Indianapolis, men få uger efter fødslen flyttede familien til Orlando i Florida, hvor Green voksede op med sine forældre og lillebroren Hank. Trods en tryg opvækst i en kærlig og støttende kernefamilie var Greens barndom og ungdom præget af lavt selvværd, usikkerhed og generthed, og han var ofte offer for mobning, hvilket han i sit voksenliv har været en særdeles aktiv modstander af, blandt andet gennem sit uformelle lederskab af internetfænomenet Nerdfighters, der består af selvproklamerede nørder fra hele kloden, som ’kæmper for det fede og bekæmper det ufede’ gennem velgørenhedsprojekter og andet.

Som barn var Green en ivrig læser, og i forlængelse heraf skrev han også en del selv, selvom han ikke på dette tidspunkt gjorde sig nogen forestillinger om at blive forfatter: ”Jeg har altid troet, at det at blive forfatter var ligesom at blive astronaut, at spille i NFL eller noget i den stil. Det forekom mig altid at være en meget urealistisk drøm,” skriver Green på sin hjemmeside (johngreenbooks.com) som svar på et ’ofte stillet spørgsmål’ om hans tidlige forfatterambitioner. Det var først efter college, da Green blev tilknyttet litteraturmagasinet Booklist, at han indså, at det at skrive og udgive bøger var noget, han rent faktisk kunne gøre, hvis han satte sig for at gøre det.

Men selv ikke efter den overvældende succes med sine romaner betragter Green sig som en fuldblodsforfatter. Han ser i mindst lige så høj grad sig selv som vlogger (videoblogger) og fordeler sin tid ligeligt mellem skriverierne og de internetbaserede aktiviteter. Sammen med sin bror Hank etablerede han i 2007 den populære YouTube-videolog VlogBrothers, der siden har affødt adskillige andre internetprojekter.

John Green er gift med kunstformidleren Sarah Urist Green, med hvem han har lavet webserien The Art Assignment. Sammen har parret to børn.

 

Gåden om Alaska

”François Rabelais. Han var digter, ikke? Og hans sidste ord var ’Jeg tager af sted for at finde Et Stort Måske’. Det er derfor jeg flytter. For at jeg ikke skal vente til jeg dør, med at lede efter Et Stort Måske.”
”Gåden om Alaska”, s. 9.

John Greens debutroman, ”Looking for Alaska” fra 2005 (”Gåden om Alaska”, 2006) handler om teenageren Miles ’Prop’ Halter, der forlader hjemstavnen i Florida for at begynde på en kostskole i Alabama. Her får han hurtigt en håndfuld venner, blandt andre værelseskammeraten Chip Martin – som regel blot kaldet Obersten – og den smukke sydstatspige Alaska. Alaska er skarp, sjov, vild og spontan, og selvom hun også er humørsyg, uansvarlig og ofte dødirriterende, kan Miles ikke undgå at blive dybt betaget af hende.

26391148

Den lille klike fordriver tiden med at spille videospil, ryge cigaretter, tale om livets små og store spørgsmål og ’lave numre’, der sætter grå hår i hovedet på skolens pedel Ørnen, som våger over skolen med stor nidkærhed. Fuldstændig ud af det blå rammer tragedien en dag, og elevernes før så bekymringsfri tilværelse ændrer sig for altid. De efterlades i et eksistentielt tomrum, hvor de må forsøge at finde mening i det skete og samtidig holde sammen på sig selv og hinanden.

Bogen består af to dele ­– en del, der foregår, inden tragedien indtræder, og en del efter. I den første del skildres de unge hovedpersoners søgen efter sociale holdepunkter, deres første seksuelle erfaringer og deres håb og drømme for fremtiden. I den anden del fokuserer bogen på, hvordan de unge håndterer det voldsomme afsavn, der opstår, når noget meget værdifuldt tages fra dem. De reagerer med forvirring, skyldfølelse og vrede, men erkender også gradvist, at der måske er lys for enden af tunnelen. 

”Gåden om Alaska” tager livtag med mange af de store spørgsmål, som præger teenageårene, men som mennesket livet igennem søger svar på. Hvad betyder et menneskeliv? Hvad skal man bruge det til? Er der en forudbestemt mening med livet, eller er mening noget, vi hver især skal finde frem til i vores eget liv?