Siegfried Lenz

Siegfried Lenz blev født i 1926 i den lille by Lyck, som på daværende tidspunkt lå i Østpreussen, men som i dag ligger i Polen og hedder Elk. Han voksede op hos sin bedstemor, fordi hans far døde tidligt og hans mor flyttede til Braunsberg med sin nye mand. Efter sin studentereksamen blev han indkaldt til militæret, og i 1943 blev han marinesoldat. Han deserterede i slutningen af 2. Verdenskrig, og satte for første gang ben i Danmark i foråret 1945 – i nærheden af Næstved. Han deserterede sammen med to andre tyske soldater, og de fik hjælp af danske frihedskæmpere til at komme til Kruså. Selv fortæller Lenz om den tid: ”I Kruså var de engelske kampvogne allerede ankommet. Englænderne sendte os tre ud til Husum, hvor vi blev anbragt på en stor eng. En krigsfangelejr under åben himmel. En dag kom en engelsk officer ind på engen og spurgte: ”Hvem kan engelsk?” Det kunne jeg. De skulle bruge en tolk til korrekt hjemsendelse af de mange tyske soldater.” (Anders Raahauge: Forår for Lenz. Interview. Jyllands-Posten, 2007-05-11).

Opholdet som krigsfange og tolk blev kort. Lenz vendte tilbage til et sønderskudt Hamborg allerede i slutningen af 1945 og begyndte at studere filosofi, engelsk og litteraturvidenskab ved Hamborg Universitet. Da han nærmede sig slutningen af sine studier, fik han mulighed for at arbejde på avisen ”Die Welt”. Journalistikken blev hans levevej, men også indgangen til at skrive litteratur. Lenz fortæller: ”Her begyndte jeg i 1948. Efter et år blev jeg redaktør på kulturen. Men det var mig ikke nok, jeg måtte skrive. Min første roman kom som føljeton i Die Welt i 1950. Jeg havde det held, at mange spurgte: Hvornår kommer den dog i bogform?” (Anders Raahauge: Forår for Lenz. Interview. Jyllands-Posten, 2007-05-11).

Debuten kom i 1951 og blev begyndelsen på en lang karriere som forfatter.

På avisen mødte Lenz også Liselotte, der blev hans kone. Efter 57 års ægteskab døde Liselotte. Hendes død medførte en stor sorg, men også en dyb skrivekrise for Lenz. Forfatteren var i gang med at skrive ”Et minuts stilhed”, men uden sin muse kunne han ikke gøre værket færdigt. Selv fortæller han: ”Da Liselotte døde, mistede jeg inspirationen. Jeg kunne ikke skrive videre, men med Ulla kom også inspirationen tilbage. Det er hendes fortjeneste, at jeg kunne fuldende fortællingen.” (Helge M. Wolffhechel: Verdensberømt digter ægter sin fynske muse. Jydske Vestkysten, 2010-05-10).

Ulla Jespersen, der oprindeligt kom fra Sydfyn, var i mange år familien Lenz’ genbo og ven i Hamborg. I 2010 giftede hun sig med Siegfried Lenz, samme år som forfatteren fyldte 84, og de boede sammen i nærheden af Fåborg på Fyn.

Forfatterens tilknytning til Danmark var årelang, og han talte flydende dansk. Sammen med Liselotte havde han i mere end 30 år sommerhus i Lebøl på Als. Af samme årsag mødte han tidligt i sit liv det overdådige sønderjyske kaffebord, der inspirerede ham så meget, at han drømte om et medlemskab i et dansk konditorlaug. Den drøm gik i opfyldelse, efter at Lenz skrev bogen ”Sønderjysk kaffebord” i 2007 – og han blev senere æresmedlem i bager- og konditorlauget.

Siegfried Lenz døde i oktober 2014.

Siegfried Lenz fik sit internationale gennembrud med romanen ”Deutschstunde” (”Tysktime”, 1970), der udkom i 1968. Romanen er en jeg-fortælling med to sideløbende spor i to forskellige tider. Det ene foregår i 1954 – fortælleren Siggis nutid, det andet foregår under og efter 2. Verdenskrig, hvor hans far opretholder et malerforbud. Siggi sidder i et ungdomsfængsel for unge utilpassede på en ø i Elben. Han skal skrive en tyskstil i fængslet, der skal handle om ’Pligtens glæder’.

Straks tænker Siggi på sin far, politibetjenten Jens Ole Jepsen. Han tænker på en særlig opgave, som faren fik fra Berlin hen mod slutningen af 2. Verdenskrig. Det bliver farens pligt at opretholde et malerforbud over for alle kunstnere i og omkring den lille fiktive by Rugbüll i det nordligste Tyskland. Det kommer især til at gå ud over barndomsvennen Max Ludvig Nansen, som Ole Jepsen efterhånden kommer til at anse som sin personlige fjende. Politimanden udtænker ondskabsfulde strategier i håbet om at afsløre maleren i at male.

Problemet for Siggi i forbindelse med stilen er, at han overvældes af så mange minder fra den tid, at det bliver umuligt for ham at finde én begyndelse, derfor sættes han i isolation og tvinges til at genskrive sin stil. Og det sætter gang i fortællerglæden. Han skriver dag og nat og beder flere gange om at få straffen forlænget. Han skriver og skriver i månedsvis. Siggi forstår ikke farens blinde lydighed. Han vil i modsætning til sin far redde kunsten. Siggi forstår heller ikke, at faren kan glemme gammelt venskab.

Maleren og farens barndomsven Max Ludwig Nansen har mange ligheder med virkelighedens ekspressionistiske maler Emil Nolde, der i 1941 fik et lignende malerforbud af nazisterne, fordi de opfattede hans malerier som degenererede. Lenz fortæller også selv i flere interviews, at Nansen er skabt i Noldes billede. Således rækker romanen ud over sin fiktive fortælling og siger noget om virkeligheden.

”Tysktime” handler om oprør, nationalisme, blindhed og om, hvordan mennesker bliver onde. Romanen er Lenz’ bud på at forstå, hvorfor mennesker gjorde, som de gjorde under 2. Verdenskrig. Budskabet synes at være, at blind lydighed fører til ondskab.