Letelier, Hernán Rivera
Foto: Forlaget Tiderne skifter

Hernán Rivera Letelier

cand.mag. Christian Jess Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
Letelier, Hernán Rivera
Foto: Forlaget Tiderne skifter

Indledning

Den chilenske forfatter Hernán Rivera Letelier er en af sit hjemlands største forfattere. Letelier havde en hård opvækst som arbejder i de nordlige minebyer i Chile, og den baggrund mærker man tydeligt i hans værker, der ofte skildrer minearbejdernes kår gennem tiden. Han har en stor økonomisering i sit sprogbrug, og en vis følelsesmæssig distance til sine historier og karakterer. Alligevel fornemmer man hans store sympati, og hans historier og personer er både rammende og rørende.

 

50718948

Blå bog

Født: 11. juli 1950 i Talca, Chile.

Uddannelse: Gymnasielærer.

Debut: Poemas y pomadas. Editorial Eléctrica Chilena, 1987.

Litteraturpriser: Premio del Consejo Nacional de Libro, 1994 og 1996. Premio al Mérito Literario Internacional Andrés Sabella, 2012. 

Seneste udgivelse: Pigen der fortalte film. Tiderne Skifter, 2013. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt.

Inspiration: Juan Rulfo, Gabriel García Márquez, Julio Cortázar og Jorge Luis Borges.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg fortæller dem om livet i minebyen. Her var der ingen, der døde af sult. Vi hjalp hinanden. Vi kunne sove roligt om natten uden at låse døren, og der skete ikke noget. De besøgende lytter vantro til mig. Nogle ser nærmest medlidende på mig. Eller betragter mig som nostalgisk. Eller romantisk.”
”Pigen der fortalte film”, s. 97.

Hernán Rivera Letelier blev født i 1950 i byen Talca i Chile, men voksede op i minebyen Algorta i den nordlige del af landet, hvor hans far arbejdede i salpeterminen. Da minen lukkede, flyttede familien med fem børn til byen Antofagasta. To uger efter ankomsten døde Leteliers mor døde af et edderkoppebid. Familien blev delt op, flere af børnene blev afsat til tanter og faren forsvandt. Den 11-årige Letelier blev boende alene i Antofagasta i en hytte i tilknytning til en kirke. Han levede af at sælge aviser, som gav ham nok til mad og endda til at gå i biografen, og her udviklede han sin store glæde for filmmediet. Han flyttede lidt rundt og begyndte at arbejde som bud for et kemikaliefirma og i en elektronikforretning.

Som 19-årig begav han sig af sted på en treårig rejse rundt i Sydamerika, og han rejste og boede i Chile, Peru, Bolivia, Ecuador og Argentina. ”Det var på den tur, at jeg besluttede mig for at blive verdens bedste forfatter,” har han senere udtalt (Mariá Ignacia Rodríguez: Este mundo es una gran humorada. Letras.s5, tilgået 2014-06-17). I 1973 arbejdede han for forskellige mineselskaber og læste til lærer på aftenskole. I 1974 giftede han sig med Maria Soledad Perez, da han var 24 og hun var 17. I dag har parret fem børn og bor i Antofagasta.

Letelier debuterede i 1987 med digtsamlingen ”Poemas y pomadas”, der udkom i 500 eksemplarer, som han selv delte ud på cafeer og barer. I 1994 udgav han sin første roman ”La reina Isabel cantaba rancheras”, der blev hans store gennembrud og gav ham den nationale chilenske bogpris Premio Consejo Nacional de Libro. Den pris vandt han igen i 1996 for romanen ”Himno del ángel parado en una pata”, som for alvor konsoliderede hans karriere som forfatter. Han er blevet oversat til adskillige sprog. 

Letelier er agnostiker, ”Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror at Gud tror på mig,” har han spøgefuldt udtalt i et interview (Mariá Ignacia Rodríguez: Este mundo es una gran humorada. Letras.s5, tilgået 2014-06-17).

Pigen der fortalte film

”Efter den slags forestillinger blev klapsalverne ved med at klinge i mine ører hele natten, så jeg slet ikke kunne falde i søvn. Når jeg lå søvnløs, tænkte jeg på min mor, og under tæpperne græd jeg stille.”
”Pigen der fortalte film”, s. 55.

Med ”La Contadora de Películas” fra 2009 (”Pigen der fortalte film”, 2013) er Letelier for første gang blevet oversat til dansk. Bogen er en kortroman og handler om pigen María Margarita, der vokser op i en salpetermineby i det nordlige Chile i 1960’erne. Det er en hård opvækst med stor fattigdom, og uden meget andet at se frem til end et arbejde for minen.

Marias mor har forladt familien, og hendes far sidder i kørestol efter en arbejdsulykke. Der er dog en lille biograf i byen, som tilbyder en tiltrængt virkelighedsflugt fra livet i armod, men efter familiens hårde skæbne er der kun råd til en biografbillet. Maria vinder konkurrencen som den bedste filmfortællerske over sine brødre og må fortælle familien om de film hun ser, og snart også hele nabolaget, da hun viser sig at være en gudsbenådet fortæller. Så talentfuld er hun, at familien kan begynde at tage entré, og det ender med, at landsbyboerne foretrækker at få filmene fortalt frem for at se dem. En virkelighedsflugt bliver det også for Maria, som kan nyde den stjernestatus i landsbyen, komplet med nyt navn og det hele.

50718948

Førstepersonsfortælleren i ”Pigen der fortalte film” fortæller i korte, minimalistiske afsnit nøgternt og stramt om hændelserne i den lille by. Til trods for det socialrealistiske materiale og sentimentale potentiale bliver det ikke en trist fortælling om en opvækst i fattigdom. Den koncise stil giver god modvægt til det sentimentale stof, og trods den usentimentale fortællerstil er bogen utrolig rørende. Bogens materiale kommer i høj grad fra Leteliers eget liv, ligesom mange andre af hans værker. Han voksede også selv op i en lille mineby, hvor biografen var den store eskapistiske adspredelse. 

Tematisk handler bogen om uskyldstabet i 1970’erne. På den ene side med fjernsynets indtog i landsbyens små hjem, som sænker interessen for biografen og deraf filmfortællersken, og på den anden side Pinochets militærkup i 1974, der gør at industriejerne i landsbyen, ’gringoerne’ fra Vesten, ”forsvinder” sammen med en lang række andre folk, og at landsbyen sygner hen.