Jørgen Liljensøe

Ulla Harne, 1980. Blå bog og bibliografi opdateret juli 2023.
Main image
Liljensøe, Jørgen
Foto: POLFOTO

Dansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner for børn og unge. Jørgen Liljensøe udgav sine første bøger i 1977 og har siden da placeret sig centralt i den danske børnebogsproduktion med mange slags bøger, både egne originale værker og genfortællinger af vore gamle sagn og eventyr. Han lagde ud med en bog for voksne, Barakkerne, der bygger på egne oplevelser som dansk sommerhåndværker i Grønland.

 

 

 

134408502

Blå bog

Født: 1943 på Nørrebro i København.

Uddannelse: Malersvend.

Debut: Bjørnejagten. Branner og Korch, 1977.

Priser:  Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris, 1982.

Seneste udgivelse: Børn holder undulater. Lindhardt & Ringhof, 2022.

Artikel type
boern

Om Jørgen Liljensøe

Jørgen Liljensøe er født i 1943 på Nørrebro i København.

Han gik i skole i 7 år og arbejdede derefter bl.a. som arbejdsdreng og meget andet. I 1962 blev han malersvend.

Han har været på Grønland som maler flere gange, sidst i 1976, og han lever nu af at være forfatter.

Jørgen Liljensøe udgav sine første bøger i 1977 og har siden da placeret sig centralt i den danske børnebogsproduktion med mange forskellige slags bøger, både egne originale værker og genfortællinger af vore gamle sagn og eventyr.

Han lagde ud med en bog for voksne, Barakkerne, der bygger på egne oplevelser som dansk sommerhåndværker i Grønland. Det er en ram og virkelighedsnær skildring af den tilværelse, der leves, når arbejdere stuves sammen i de barakker, der har givet romanen navn, og forskellene mellem de to kulturer stilles i relief gennem ødet mellem den lokale befolkning og de ørkesløse alkohol- og kvindeforbrugende danske mænd.

Bjørnejagten

Bjørnejagten er den første børnebog i Jørgen Liljensøes forfatterskab, og den foregår også i Grønland, ved Scoresbysund.

Drengen Gaba på 14 år har fået nys om, at der er set bjørn, og sammen med sin veninde på 13 og deres to hunde tager han af sted for at jage den før bopladsens voksne mænd.

Gaba er forældreløs og bor hos sin gamle bedstefar. Han føler sig derfor underlegen i forhold til de andre unge mænd i det lille samfund, hvis fædre er dygtige jægere. Det gør børnene dårligt på jagten.

De driver til havs på en isflage og ender 500 km længere nede på østkysten, hvor de overvintrer i en husruin. De klare sig gennem den lange vinter ved hjælp af al den viden om eskimoernes gamle overlevelsesmetoder, som de har fra den gamle bedstefars talrige historier.

Da foråret kommer, er de rustet til hjemturen og modtages af bedstefaderen, der som den eneste hele tiden har troet på, at de ville klare sig. Bjørnejagten er en nok usandsynlig, men fantastisk spændende bog, som i tilgift giver en mængde viden om den gamle eskimoiske kultur. Sproget flyder rask af sted, og bogen er fremragende til oplæsning.