juliane preisler
Foto: Tiderne skifter

Juliane Preisler

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen. iBureauet/Dagbladet Information. 2012.
Top image group
juliane preisler
Foto: Tiderne skifter
Main image
Preisler, Juliane
Foto: Morten Langkilde / POLFOTO

Indledning

Juliane Preisler debuterede som lyriker i 1983 og har siden vist sig at være en særdeles produktiv og alsidig forfatter, som beskæftiger sig med mange forskellige litterære genrer.

Især i sine romaner eksperimenterer Preisler genremæssigt ved bl.a. at hente elementer fra den psykologiske dannelsesroman og eventyrromanen. Hun har ligeledes beskæftiget sig med den historiske roman på en ny måde i en roman, der tager udgangspunkt i Marie Grubbes liv, og hun har udforsket gysergenren i romanen “Dyr”.

 

48125654

Blåbog

Født: 23. juli 1959 i København.

Uddannelse: Mag.art. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 1984.

Debut: Uden. Borgen, 1983.

Litteraturpriser: Klaus Rifbjergs Debutantpris for lyrikere, 1984. Statens Kunstfonds 3-årige stipendium, 1985. Edith Rode Legatet, 1986. Dansk Litteraturpris for kvinder, 1989. Peder Jensen Kjærgaard og hustrus Legat, 1991. Søren Gyldendals studierejselegat,1995. Statens Kunstfonds arbejdslegat, 1999. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 2005.

Seneste udgivelse: Højtelskende. Vandkunsten, 2020. Digte.

Inspiration: Marguerite Duras.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Og hun går videre og tænker på, at nogen kan smile sådan. (…) Og efter endnu et par skridt tænker hun, at hvis man ikke lige har galopperende kræft syngende indefra knoglerne, eller ligger et eller andet sted på en station med en kniv i maven, bare for eksempel, har man så egentlig ikke pligt til at komme videre?”
”Lyse tider”, s. 373.

Juliane Preisler er født og opvokset i København som datter af filosof Peter Zinkernagel og lektor Gerd Preisler. Lige fra barnsben har hun vidst, at hun skulle skrive: ”Jeg har altid skrevet. Der har ikke været nogen periode i mit liv, hvor jeg ikke har skrevet. Men i lang tid, faktisk op til ganske kort før jeg debuterede, havde jeg ingen særlig ambition om at få det ud, mærkeligt nok. Det var selve det at skrive, der var så vidunderligt for mig”. Juliane Preisler fortæller, at hun aldrig har kendt til skriveblokeringer og beskriver skriveprocessen som en nærmest trancelignende tilstand: ”Jeg sætter mig ned, og da jeg ikke er religiøs, kan jeg ikke sige, det kommer fra oven, men det kommer et eller andet sted fra – ligesom ned igennem mig og ud.” (Marie Tezlaff: Heksen. Politiken, 2005-01-22).

I 1978 blev Juliane Preisler student fra Sortedam Gymnasium. Herefter startede hun på litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. I 1984 blev hun magister i litteraturvidenskab blandt andet på arbejder om den franske forfatter Marguerite Duras, hvis eksperimenterende og pointerende stil har været en inspiration i Preislers eget forfatterskab. På trods af sin akademiske uddannelse har hun ofte forsvaret sit syn på litteratur som noget, man i bund og grund ikke kan nærme sig analytisk. Preisler fremhæver den umiddelbare læseoplevelse og den magi, litteratur kan frembringe, og har ikke meget til overs for litterær analyse. Hun beskriver da også sit studie som et fejlgreb, hun gennemførte af ren stædighed: ”Det tog mig seks år, og jeg var tre år inde i det, da det gik op for mig, at det var en total fejltagelse det her. Nogenlunde samtidig fik jeg så at vide, at det, jeg skrev, var for godt til bare at have liggende hjemme hos mig selv. Da havde jeg taget en hel del af min magisterkonferens. Det ville være noget sjusk at stå af”. (Marie Tetzlaff: Heksen. Politiken, 2005-01-22).

I begyndelsen af 1980´erne fik hun antaget et par digte i tidsskriftet Hvedekorn, og hun debuterede i bogform i 1983. Siden er det blevet til en lang række af lyrik- og prosaudgivelser. Preisler var en tid litteraturanmelder ved Dagbladet Information og har desuden arbejdet som oversætter ved siden af sit forfattervirke. Fra 1998 har hun også arbejdet som dramatiker og blandt andet skrevet stykker til Det Kongelige Teater.

Juliane Preisler har siden 1996 været gift med dramatiker og forfatter Peter Asmussen. Hun er bosat i København og har ingen børn.

Standset aften

”Skaf en måneskov, et blåt mørke og en bølgestilhed. Så kommer læberne og synger ud med stor forsigtighed. Så kommer hænderne og griber fat et øjeblik. Så kommer fremmede. Malerier er ikke til at tage og føle på. Men til at gå ind i. Den første den bedste ild duer ikke til at varme sig ved”.
”Strejf” i ”Standset aften”, s. 11.

Juliane Preisler debuterede i 1983 med digtsamlingen ”Uden”. Efter endnu en lyrikudgivelse udsendte hun i 1985 sin første prosabog med novellesamlingen ”Standset aften”. Forfatterens forankring i den lyriske genre er dog fortsat tydelig.  Novellerne er ikke umiddelbart kendetegnet ved sammenhængende forløb, som man ofte regner med, når man læser noveller. Der er heller ikke tale om en bestemt og konstituerende begivenhed i hver af de små fortællinger, som man tit ser det i kortprosatekster, og personerne tager heller ikke form som i traditionelle noveller. Tonen er lyrisk med metaforer, sprogspil, sproglige gentagelser og forskydninger.

Fortællersynsvinklen i de ti noveller er lagt hos navnløse figurer i forskellige eksistentielle situationer. Novellen ”Strejf” er for eksempel en undersøgelse af de erotiske møder, som en ung kvinde opsøger på sine byture. I novellen ”Slip” vendes blikket mod erindringen om barndommen og dens lege og fantasiforestillinger. I ”Frieren” og ”Danseren” prøver to elskende at komme ind i hinandens drømme og fortællinger om kærligheden.

Et fællestræk ved flere af novellerne er en skarp humor, som Preisler benytter i sin beskrivelse af stemninger og personer. Ofte bliver et portræt til en vittig karikatur. Ubestemtheden med hensyn til fortællerinstans, tid og rum er en måde, hvorpå Preisler skaber en gennemsigtighed i teksterne. Figurernes anonymitet og brugen af flertydige titler begrænser teksternes styrende funktion, og dermed holdes vejen åben for læserens oplevelse og forståelse.

Novellerne kredser tematisk om kærlighedens mulighed, rummet mellem to mennesker, måder at mødes med den anden på og forholdet mellem intimitet og distance. Fælles for flere af novellerne er en erkendelse af kærlighedens omkostninger, og det beskrives, hvordan hengivelse til den anden på samme tid kan skabe og opløse identiteten.

Dyr

”Hun var ikke ked af det, men hun følte en mærkelig uvant kvalme over det, hun havde oplevet (…) antydningerne af noget fuldstændigt fremmedartet, invitationen til at komme igen. Som om hun havde været vidne til noget sygt, der frastødte og samtidig tiltrak hende”.
”Dyr”, s. 19-20.

Juliane Preislers roman fra 1992 ”Dyr” er en art psykologisk gyserroman bygget op omkring et spændingsplot. Efter et forlist kærlighedsforhold føler bogens kvindelige hovedperson sig sårbar og forladt, og hun er derfor et let offer for et karismatisk ægtepar, som lover at vise hende vejen til en lykkeligere tilværelse. På grund af de skuffede erfaringer, ægteparret selv har haft med kærligheden, har de dannet en organisation, hvis medlemmer skal gøres ens, så de ikke længere vil føle sig ensomme, men opleve livet igen. Både romanens hovedperson og hendes veninde hvirvles ind i det mærkelige selskab med okkulte og seksuelle undertoner. Deres indtræden i kredsen omkring ægteparret kommer til at ændre deres tilværelse.

Romanen ”Dyr” er først og fremmest en spændingsroman, der omhandler forsøget på at ændre menneskers personlighed, og en undersøgelse af dæmoni og forførelse. Men den indeholder samtidig en skildring af ensomhed og længsel samt en fremhævelse af forskellighedens betydning. Bogens titel bliver aldrig rigtigt forklaret i romanen. Men titlen synes at henvise til magten over andre, som skildres som et næsten dyrisk element i mennesket. Et element som man kun kan sætte kærligheden og ømheden over for. Indlagt i romanen er et overordnet spørgsmål om, hvordan man tager ansvar for sit eget og andres liv. Herudover er romanen også blevet læst som en symbolsk skildring af en moderne og kærlighedsløs tilstand.

Romanen blev i 1997 filmatiseret af instruktøren Susanne Bier. Filmen fik navnet ”Sekten” og havde blandt andre Sofie Gråbøl og Ghita Nørby på rollelisten.

Kysse Marie

”Pludselig var han en mand, en stor tung mand, der holdt hende mod jorden med sin krop, så hun ingen steder kunne flygte og pludselig var dét det eneste hun kunne mærke. Jorden, væden, bladene, mørket, alt andet fortog sig i denne overvældende nærhed.”
“Kysse Marie”, s. 151.

I 1994 afsluttede Juliane Preisler en bestillingsopgave fra forlaget Gyldendal, da romanen ”Kysse Marie” blev udgivet. Romanen er en fantasi over den historiske adelsdame fra 1600-tallet, Marie Grubbe, der tidligere er blevet skildret af adskillige danske forfattere heriblandt J.P. Jacobsen.

Marie Grubbe fulgte ufortrødent sit erotiske kald, selv om det medførte en radikal nedstigning på den sociale rangstige. Nådigfrøken men også Kysse Marie kalder tjenestefolkene den lille pige, der i sit savn efter menneskelig nærhed rundhåndet uddeler kys. Hvad hun tidligt i livet erfarer som faderens afvisning af hendes begærlige tryghedslængsel udmønter sig i en heftig længsel efter sanselig hengivelse til den andens krop. Hendes lidenskabelighed passer sig ikke for en kvinde, der er født til at blive fornemt gift og underordne sig manden. Forfølgelse af den erotiske sanselighed fører den kvindelige hovedperson fra de fine stuer til et liv som færgekone.

Preisler forsøger med sin Marie Grubbe-fortælling at frigøre sig fra både historiske og litterære forlæg, selv om grundelementerne i den historiske figurs liv er til stede i romanen: Hun bliver født på Tjele Hovedgård, gifter sig to gange – først med Ulrik Frederik Gyldenløve og efter skilsmissen fra ham med herremanden Palle Dyre. Til sidst smedes hun sammen med staldkarlen Søren, som hun lever en omflakkende tilværelse sammen med.

I sit efterskrift til romanen understreger Preisler, at romanen er udtryk for fri fantasi og ikke sigter efter at give et historisk troværdigt billede af Marie Grubbe. Der er da også begivenheder i fortællingen, som ikke er forankret i Grubbes historiske livsforløb. Som Preisler selv har beskrevet det: ”Romanen er blevet til på den måde, at jeg meget firkantet sagt har forestillet mig, hvordan det har været at være hende. Sådan er den blevet til, sådan er den skrevet. Og det har sin egen psykologiske logik, som jeg er nødt til at følge. Og der forekommer det mig fuldstændigt indlysende rigtigt, at i det øjeblik Søren dør, må hun også dø. Da må hun begå selvmord. Og dér er jeg ligeglad med, hvad den historiske person i virkeligheden har gjort”. (Bo Elbrønd-Bek: Kysse Marie. Bogens verden nr. 4, 1996).

Fortællingen er altså ikke en historisk-biografisk skildring men snarere en undersøgelse af drifternes blanding af livsopfyldelse og selvdestruktion. Med afsæt i Marie Grubbes fascinerende skæbne fokuserer Preisler også i denne roman på et af forfatterskabets hovedtemaer – forholdet mellem ensomhed og længsel.

Lyse tider

”Han er… stor. Meget, meget stor, alt ved ham er stort, man kunne blive væk i hans hår. Hvor kom det fra? Nå, men man kunne blive væk i hans hår, det ser mærkeligt nok rent ud, håret, også skægget egentligt. Og der er noget ved ham.. noget ved ham.”
“Lyse tider”, s. 14.

I 2005 udgav Juliane Preisler romanen ”Lyse tider”, hvor vi følger en kvindes pludselige skift fra ægteskab og villa til hjemløse venner og en bænk på Hovedbanegården. Den ene af romanens to hovedpersoner – den ikke særlig lykkelige middelklassekvinde Dinna – finder sin mand i seng med en anden kvinde. Oplevelsen sender hende ud i et liv på gaden, hvor hun støder på en række skæve eksistenser. Hun møder blandt andre den lesbiske finske kvinde Sonja og den skakspillende Ivan med den oppustelige dukke Elvira. I den nye bekendtskabsskreds finder man også manden Alexander – kaldet Sander – som er bogens anden hovedperson. Gennem romanen skifter synsvinklen konstant mellem disse to hovedpersoner. Situationen kunne danne udgangspunkt for en tragisk historie om samfundets udstødte, men fra Preislers perspektiv er der ikke kun barske oplevelser men også masser af liv og komiske detaljer blandt de klirrende plastikposer og de snavsede frakker, som bumserne bor i. Den kvindelige hovedperson flytter til sidst hjem til sin søn, men oplevelserne på gaden har ændret Dinnas syn på livet. Sander er ligeledes forandret, og de to hovedpersoner mødes da også igen i romanens slutning.

25556186

Den fortællermæssige stil med fortalt monolog tillader læseren at komme ind i hovedet på de to figurer. Fortællerstemmen bliver dog holdt i tredje person eller en man-form, der svæver mellem 1. og 3. person. Figurernes tanker gengives med en gentagende, ophugget syntaks, der er fuld af selvkorrektion, spørgsmål og forbehold: ”Ak ja. Byen. Om aftenen. Han kigger op og det er fuldmåne, sandelig, sandelig fuldmåne, ikke rigtig til at tage fejl af. Stort hvidt fjæs der glor igen. Uh.. men han tror ikke på sådan noget, så det kan ikke være dén, der er skyld i hans… uro. Uro? Skal man ligefrem indrømme sådan noget?” (s. 82). Fortællerstrategien medfører desuden et prøvende og undrende blik på verden, som ofte fremtræder i et komisk lys.

Den anmelderroste roman er blandt andet blevet kaldt en samtidsroman om at finde det liv, man gerne vil leve, og en skildring af et møde mellem to meget forskellige mennesker, som dog har noget at give hinanden. Den hjemløse bums på bænken i romanen er også blevet beskrevet som en passende, nutidig bærer af et outsiderperspektiv på den moderne og effektive verden. Preisler understreger dog selv, at hun ikke tilstræber en realistisk virkelighedsbeskrivelse med sin litteratur: ”Jeg hævder ikke at fortælle om virkeligheden. Jeg fantaserer om verden. God litteratur handler ikke om realisme. God litteratur skal flytte folk, ligesom musik. Sproget er faktisk musik – når det er godt”. (Lotte Folke Kaarsholm: Fra et andet sted. Information, 2005-02-10).

Romanens titel henviser til, at der er lyse tider på vej selv inde fra mørket, og understøtter historiens morale om, at elendigheden ikke skal få os til at opgive livet men snarere indeholder en forpligtelse til at holde livet levende.

Divadrømmende

”Indeni dit øje
Er der så
Ensomt som en
Vinterfuglehimmel
Gjaldende”.
”Divadrømmende”, s. 23.

Efter de to romaner ”Dreng” og ”Lyse tider” vendte Juliane Preisler i 2006 tilbage til lyrikken med digtsamlingen ”Divadrømmende”. Bogens digte skildrer forskellige faser i et kærlighedsforhold. Blikket og udsigelsen veksler mellem de to figurer. Digtene er organiseret i en række kursiverede hoveddigte, der efterfølges af sidedigte, som udbygger det enkelte hoveddigts motiv. Et af de gennemgående temaer slås allerede fast i samlingens første digt. I mødet mellem de to mennesker findes der også en ensomhed og en melankoli. I startdigtet markeres det med ordene ”så længe”: ”Han sætter hende / På nogle trin / Dér står hun i det / Mærkelige lys og ser / Dejlig ud så længe / Dåredejlig, dybthvid / Divarømmende” (s. 5).

26251087

På bogens omslag ses et dobbelteksponeret og sløret billede af forfatteren, og indholdsmæssigt er der også noget diffust og drømmende over digtene, der fremtræder uden et fastlagt handlingsforløb. Som det hedder i en anmeldelse i Politiken: ”Referencerne til den såkaldte virkelige verden, og sprogets henvisende funktion ved navn deixis, er helt gennemgående udvisket og suspenderet. Resultatet er, at digtforløbet svæver i et sitrende clair-obscur, hvor divadrømmendes glimtskårne vignetter flakser sig gennem forestillingen om et kompliceret liv med en mand.” (Mikkel Bruun Zangenberg: Preisler evigeksploderende. Politiken, 2006-06-18). Digtene er dog ikke blot diffuse men også konkrete og jordnære i deres beskrivelse af blandt andet seksuelle oplevelser: ”Midt i bliver det / Bare grimt / To dyr der ikke svæver / Flodhestefyldt / Lavvandstumlende” (s. 13).

Juliane Preisler benytter sig i sine digte af en række selvkomponerede sammensatte ord, som ofte er karakteriseret ved bogstavrimet assonans. Titlen Divadrømmende er blot et eksempel. I samlingen finder man også udtryk som ensomhedsekko, søndagsskæbnen, uendelighedsklingende, frugtplukkemoden og dagslysfordærvende. Med de mange sammensatte ord forsøger forfatteren at sætte ord på nogle af de følelse og stemninger, der kan være vanskelige at beskrive med det gængse sprog.

Privatpersoner

”Alene i sofaen med en sovende. Alene i et selskab ved et bord hvor nogen taler, ham selv for resten, og andre er tavse. En alene-dag. Og måske burde man bare gå i seng og lade ulykker være ulykker. Men. Altid bedst at holde fast i en lille stump nat for sig selv, så længe man har den. Man ved aldrig. Vel?”
“Privatpersoner”, s. 9.

I Juliane Preislers roman ”Privatpersoner” fra 2008 møder man to par, Ea & Rolf og Rie & Martin, og en række mere eller mindre tilfældige bipersoner. Forfatteren benytter sig af fortalt indre monolog og skildrer på denne vis det, der foregår inden i figurernes bevidsthed. Der krydsklippes mellem de forskellige personers tanker, og hver situation i bogen ses fra mindst to synsvinkler: ”Det er en bog, der leger med den forestilling, at vi går på en meget befærdet gade, hvor der er rigtig mange mennesker. Hvis man så forestillede sig, at man kunne kigge ind i hovedet på dem alle sammen og se, hvad der foregik derinde. Sådan kan man sige, lidt forenklet, at bogen er”. (Interview i TV2 Lorry. 2009-01-12).

27558674

På trods af, at det er tale om vidt forskellige mennesker, er de samtidigt også forbløffende ens i deres ensomhed og følelse af fremmedhed.

Et vigtigt omdrejningspunkt i romanen er da også denne ensomhed, som er en genkommen tematik i Preislers forfatterskab: ”Det er et grundvilkår, som mennesker, at vi er ensomme,” siger Juliane Preisler i et interview om bogen men understreger samtidigt, at romanen også er en skildring af de lykkelige øjeblikke, hvor mennesker formår at nå hinanden. (Interview i TV2 Lorry. 2009-01-12).

En af de fire hovedpersoner er alvorligt syg, og et andet væsentligt tema i romanen er spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en særlig indsigt forbundet med det at stå ved livets afslutning: ”Vi kan være tilbøjelige til at tillægge folk, der er på vej ud af livet nogle særlige kræfter eller en særlig viden eller en særlig indsigt og det bliver jo i høj grad et dilemma mellem to af hovedpersonerne og et stort spørgsmål: ”Bliver vi klogere, når vi er på vej ud?”. (Interview i TV2 Lorry. 2009-01-21).

 

Drageånde

”Overskridende sit eget
landskab, med benene
alt for spredte
Tunk
Wwwwhhhhooooossssshhhhh
Søjleild, altædende,
forkullet, og eksploderende
i det samme overfyldte
lille nu
Wwwwhhhhooooossssshhhhh
Tunk
zzzzzzzzzZZZZZZZZ”.
”Drageånde”, s. 41.

Et onomatopoietikon er et lydefterlignende ord, og den slags ord er der mange af i Juliane Preislers digtsamling ”Drageånde” fra 2011. En gennemgående idé i samlingen er at forsøge at gengive lyde, som det ellers er vanskelige at beskrive verbalt. Det kan for eksempel være en bestemt fuglearts fuglekvidder. Eller det kan være gengivelse af lyd med et sprog, der minder om det, man kender fra tegneseriebobler. Som når der står ”tuk / tuk” om brevduerne og ”sssccchhhwwwOOOUUUSSS” med henvisning til en ildspyende dragemund i bogens første digt.

Fugle af enhver art er en generel figur i bogens billedsprog. En gennemgående tematik i samlingen er mødet mellem mennesker, herunder det erotiske møde. Det handler i det hele taget meget om forholdet mellem et jeg og den anden, ligesom menneskelig melankoli og ensomhed er et væsentlig element i bogen. Flere af digtene afsøger ligeledes situationer, hvor kroppen taler sit eget sprog. Et godt eksempel på det er et digt om en ung kvinde, der undersøger sin egen krop. Digtet indeholder blandt andet en beskrivelse, der kommer helt tæt på kroppen og dens lyde. Det hedder i digtet: ”Flige af rødt der/ løsner sig/ Sssllllllpppppp/ og går fugtigt fra hinanden/ T-t-t-t-t-t-t-t/ Sssllllllpppppp/ Inderside på vej ud/ Fingre, på vej ind”. (s. 32).

29042160

Andre steder i Juliane Preislers bog er der tale om langt mindre kropslige beskrivelser men stadig et fokus på en indkredsning af en sanseoplevelse. Her i en poetisk skildring af en ung mands brændende, begærlige blik: ”Varmen fra/ den unge mands blik/ løber op langs hendes /lægge/ flakkende”. (s. 65).

Digtsamlingen fik en lidt blandet modtagelse ved udgivelsen. Litteraturkritiker Thomas Bredsdorff betegner blandt andet digtenes særlige brug af det lydefterlignende tegneseriesprog med ordene ”væltede sættekasser af bogstaver.” (Thomas Bredsdorff: Voldsomme og insisterende digte larmer lidt for meget. Politiken, 2011-11-12).

Genrer og tematikker

Juliane Preislers forfatterskab er præget af en bestræbelse på at sætte den umiddelbare læseoplevelse i centrum. Hun har skrevet alt fra lyrik til børnebøger, dramatik, historiske romaner, psykologiske kærlighedshistorier og meget mere. Svarende til denne genremæssige bredde spænder forfatterskabet stilistisk fra tekster med et avanceret billedsprog til brugen af effektfulde og næsten triviallitterære fortælleformer, som blandt andet ses i Preislers kærlighedshistorier. Spændvidden kan anskues som udtryk for, at den litterære tekst først og fremmest skal være et medium eller gennemgangsled for en lidenskabelig medleven.

Allerede tidligt i sit forfatterskab fremhæver hun magi og musik som de vigtigste paralleller til litteraturens verden: ”Forskellen på tryllekunst og digt er blandt andet, at tryllekunstneren ikke er nogen troldmand – det er beviseligt fup, det han laver. Men hvis digteren nu er en ægte troldmand? (Og det er der nogle digtoplevelser, som kan få én til at mistænke). Ja, så er der jo ikke noget at opdage eller bevise. Så er det bare at se på og forundres og bevæges. Og evnen til at åbne sig for den slags trolddom, er det svært at ”lære” folk. Det ligner musikalitet i den forstand, at der ofte er en vanskelig definerbar blanding af impulser fra indholds- og formsiden. Af savnfølelse, billedkraft og ordenes rytmik, som man kan reagere på, ligesom man kan reagere på forskellig slags musik.” (Juliane Preisler: Fortryllede ligninger – om at forstå digte. Kritik nr. 66, 1984).

Beslægtede forfatterskaber

Juliane Preislers tidlige prosa er blevet sammenlignet med værker af de franske forfatterinder Marguerite Duras og Nathalie Sarraute, der blandt andet undersøger forholdet mellem kroppen og verden i deres litteratur. Især spørgsmålet om jegets forhold til den anden ses også i Preislers forfatterskab, der blandt andet fokuserer på mødet mellem mennesker og på de rørelser, der foregår i det ordløse rum mellem mennesker.

I en dansk kontekst tilhører Preisler samme generation af kvindelige forfattere som blandt andre Pia Tafdrup. De er begge repræsentanter for kvindelige digtere, der debuterede i 1980’erne, og i begge forfatterskaber er der blandt andet fokus på kroppen som en membran, der registrerer forskydninger i forhold til den anden. Skildringer af erotikken ses også i begge forfatterskaber. Der er dog også mange forskelle mellem de to – og i det hele taget mellem Preisler og den kreds af lyrikere, som hun var en del af i 1980’erne. Mens flere af lyrikerne fra 80’erne fastholdt deres lyriske ståsted, eksperimenterer Preisler i årene fremover med flere forskellige genrer og udvikler sig til en forfatter, som især er kendt for sine prosatekster.

Endelig er Juliane Preisler også blevet sammenlignet med Astrid Saalbach, der ligesom Preisler undersøger de små men til tider katastrofale skred i betydninger og relationer mellem mennesker.

Bibliografi

Digte

Preisler, Juliane:
Uden. Borgen,1983.
Preisler, Juliane:
Ind. Borgen, 1984.
Preisler, Juliane:
Det tændte hus. Gyldendal, 1987.
Preisler, Juliane:
Ønskeøjne. Gyldendal, 1988.
Preisler, Juliane:
Hun. Gyldendal, 1990.
Preisler, Juliane:
Fuglenat. Gyldendal, 1993.
Preisler, Juliane:
Liv. Gyldendal, 1996.
Preisler, Juliane:
Nord. Samleren, 2000.
Preisler, Juliane:
Uvejr. Samleren, 2002.
Preisler, Juliane:
Divadrømmende. Lindhardt & Ringhof, 2006.
Preisler, Juliane:
Drageånde. Tiderne Skifter, 2011.
Preisler, Juliane:
Daglige digte/Daily Poems. Tiderne Skifter, 2015.
Preisler, Juliane: Højtelskende. Vandkunsten, 2020.

Noveller

Preisler, Juliane:
Standset aften. Borgen, 1985.

Romaner

Preisler, Juliane:
I en anden. Gyldendal, 1987.
Preisler, Juliane:
Du lille. Gyldendal, 1987.
Preisler, Juliane:
Lyn. Gyldendal, 1989.
Preisler, Juliane:
Silke. Gyldendal, 1991.
Preisler, Juliane:
Dyr. Gyldendal, 1992.
Preisler, Juliane:
Kysse-Marie. Gyldendal, 1994.
Preisler, Juliane:
Eventyr. Gyldendal, 1997.
Preisler, Juliane:
Glas. Gyldendal, 1998.
Preisler, Juliane:
Dreng. Lindhardt & Ringhof, 2003.
Preisler, Juliane:
Lyse tider. Lindhardt & Ringhof, 2005.
Preisler, Juliane:
Legetøjsliv. Lindhardt & Ringhof, 2007.
Preisler, Juliane:
Privatpersoner. Gyldendal, 2008.
Preisler, Juliane:
Svaneø. Tiderne Skifter, 2012.
Preisler, Juliane:
Arièl. Tiderne Skifter, 2013.
Preisler, Juliane: Vi danser. Asger Schnack, 2018.

Børnebøger

Preisler, Juliane:
Zip. Høst, 1991.
Preisler, Juliane:
Kys. Høst, 1992.

Dramatik

Preisler, Juliane:
Vild Hverdag. Det Kongelige Teater, 1998.
Preisler, Juliane:
Meteor. Café Teatret, 2000.
Preisler, Juliane:
Lyden af skyer. Det Kongelige Teater, 2002.

Andet af Juliane Preisler

Preisler, Juliane:
Fortryllede ligninger – om at forstå digte. 1984. Kritik nr. 66.
Preisler, Juliane:
Lykkedag. 2000. CD. Tekst af Juliane Preisler. Musik: Matti Borg, Kurt Ravn & de Nordiske Spillemænd. Er også udgivet som tekst og noder: Sange til morgen og aften. Nogle af sangene er desuden indsunget af Gitta-Maria Sjöberg og de Nordiske Spillemænd på cd'en Under himlens fæste.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Juliane Preisler

Om Juliane Preisler

Artikler

Artikel om Juliane Preislers liv og værker af Mai Misfeldt. Se under Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Søg efter Preisler.
Biografi
Mai, Anne-Marie (red.):
Fortællingens vifte, om Juliane Preislers Standset aften. 1994 Borup, Anne og Pedersen, Katja: Prosa fra 80´erne og 90´erne.
Borup, Anne og Katja Pedersen:
Prosa fra 80'erne og 90'erne.
Reinholdt, Merete:
Tankens frie flugt. 1998 Interview i Weekendavisen, 1998-05-11.
Bugge, Aja K. Chantelou:
Jeg´et i Juliane Preislers prosa: Læsninger af tre romaner. 2001 Specialeopgave. Aalborg Universitet.
Skyum-Nielsen, Erik:
Krukket og kunstlet. 2006 Information, 2006-05-24.
Bukdahl, Lars:
Lurendrejerlyriserende. 2006. Weekendavisen, 2006-08-04.
Handesten, Lars:
Monumental ensomhed. Kristeligt Dagblad. 2009-01-06.

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Elbrønd-Bek, Bo:
Kysse Marie. 1996. Interview med Juliane Preisler. Bogens verden nr. 4.
Tetzlaff, Marie:
Heksen. 2005. Interview i Politiken, 2005-01-22.
Kaarsholm, Lotte Folke:
Fra et andet sted. 2005. Information, 2005-02-10.
Zangenberg, Mikkel Bruun:
Preisler evigeksploderende. Politiken, 2006-06-18.
Interview med Juliane Preisler
i TV2 Lorrys formiddagsprogram Brunch. 2009-01-12. Kan ses på TV2 Lorrys hjemmeside.
Bredsdorff, Thomas:
Voldsomme og insisterende digte larmer lidt for meget. Politiken, 2011-11-12.