Maria Semple
Foto: Nicola Barranger/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Maria Semple

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
Maria Semple
Foto: Nicola Barranger/Writer Pictures/Ritzau Scanpix
Main image
Semple, Maria
Foto: Gads Forlag

Indledning

Maria Semple har en fortid som manuskriptforfatter til flere amerikanske tv-serier, og et godt blik for plot twists og skarp dialog karakteriserer hendes internationale gennembrud, ”Hvor blev du af, Bernadette”. Romanen er en brevroman af den postmoderne slags, sammensat af e-mails og et væld af andre dokumenter, der tilsammen fortæller historien om en datter, der forsøger at opklare gåden om sin mors forsvinden.

 

53508782

Blå bog            

Født: 1964 i Santa Monica, Californien, USA.

Uddannelse: BA i Engelsk fra Barnard College, New York.

Debut: This One is Mine, 2008.

Seneste udgivelse: I dag skal det være. Politiken, 2017. (Today will be different, 2016). Oversætter: Lisbet Kjær Johansen. Roman.

Inspiration: Philip Roth er Maria Semples yndlingsforfatter. Superspionen Harriet (fra en amerikansk børnebog fra 1964) var hendes barndoms store heltinde.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Ingen i Seattle kan lide mig. Den dag, jeg ankom, gik jeg i Macy´s for at købe en madras. Jeg spurgte, om der var nogen, der kunne betjene mig. ”Du er da vist ikke herfra, hva´?” sagde damen. ”Jeg kan mærke det på din energi.” Hvad for en energi var det lige? Den energi, med hvilken jeg bad om at blive betjent af en madrasdame i en madrasafdeling?”
”Hvor blev du af, Bernadette”, s. 131.

Bernadette Fox, hovedpersonen i Semples anden roman, ”Hvor blev du af, Bernadette”, er asocial, negativ og gået i eksil i en by, hun hader. For nogle år siden kunne det være en beskrivelse af Maria Semple selv, og denne livskrise blev afsættet for hendes gennembrudsroman.

I 2008 flyttede hun med mand og barn fra Hollywood og en strålende karriere som manuskriptforfatter for tv-serier som ”Beverly Hills 90210”, ”Ellen” og ”Arrested Development”. Hendes mand var i tyve år manuskriptforfatter på ”The Simpsons”, men nu havde de begge fået nok af Hollywood, og de flyttede til Seattle. Samtidig udkom Semples første roman, ”This One is Mine” (2008), som både hun og forlaget havde store forventninger til.

Men romanen floppede, og Semple så pludselig sig selv som en stor fiasko. ”Bogen solgte slet ikke som ventet, og jeg var knust. Jeg sad alene i Seattle uden venner. I en by, jeg ikke forstod og ikke brød mig om. Jeg var så flov over min fiasko, at jeg troede, jeg aldrig skulle skrive igen. Og i stedet for selv at tage ansvaret bebrejdede jeg byen og de mennesker, der boede i den. Jeg besluttede mig for at hade dem alle og give dem skylden for min elendighed.” (Lea Holtze: Kærlighed er at kende et menneske. Kristeligt Dagblad, 2013-04-19).

Som Semples forunderlige hovedperson, Bernadette Fox, er også Semple uddannet på nogle af USAs bedste skoler, kostskolen Choate Rosemary Hall og Barnard College, University of Columbia. Da hun solgte et filmmanuskript til Twentieth Century Fox, afbrød hun studierne og flyttede til Los Angeles. Filmen blev dog aldrig lavet, men den blev startskuddet til en længere karriere som manuskriptforfatter.

I dag bor Semple, på trods af det indledende had til byen, i Seattle med sin mand og deres fælles datter.

 

Hvor blev du af, Bernadette

”Og hvad skete der så, da ”Here Comes the Sun” gik i gang? Nej, solen begyndte ikke at stråle, men mor begyndte at stråle som en sol, der brød gennem et skydække. Det er, som om der er en følelse af håb i Georges guitarklang allerede fra de første par toner i figuren. Mor sang, som om hun også var fuld af håb. Hun havde endda helt styr på de skæve håndklap under guitarsoloen. Da nummeret var slut, satte hun cd´en på pause.
”Åh, Bee,” sagde hun. ”Den sang minder mig om dig.” Hun havde tårer i øjnene.”
”Hvor blev du af, Bernadette”, s. 84.

En ny stemme kom til Maria Semple, da hun flyttede til Seattle. Efter debutromanens flop og som tilflytter til en ny by, begyndte hun pludselig at lyde anderledes: ”Jeg var dybt deprimeret, og jeg opdagede, at jeg bare kørte rundt og fandt på sjove ting om hvor forfærdeligt et sted Seattle var. Jeg gennemgik nærmest sådan nogle standup-monologer i mit hoved, som jeg gik og finpudsede. Det var skrækkeligt og selvmedlidende.” (Julie Bosman: A Novel Asks Seattle to Laugh at Itself. New York Times, 2012-08-15).

Men denne stemme, giftig og selvmedlidende som den var, blev den bærende stemme i Semples anden roman, ”Where´d you go, Bernadette” fra 2012 (”Hvor blev du af, Bernadette”, 2013). Hovedpersonen Bernadette Fox hader Seattle af et godt hjerte, næsten lige så meget som hun hader mennesker generelt. Hun er en prisbelønnet arkitekt, der i en ung alder trak sig tilbage. Hvorfor er noget af det, vi får svar på, da hendes 14-årige, gammelkloge datter Bee begynder at stykke historien om sin mor sammen. Det gør hun via e-mails, gamle artikler og sin egen imponerende evne til at deducere sig frem.

29903182

Familien har slået sig ned på en nedlagt pigeskole i Seattle. Bernadettes mand Elgin tilbringer al sin tid på Microsoft, hvor han er blevet softwareguru, og den skarpsindige og fornuftige Bee klarer sig forrygende i skolen. Bernadette har i mellemtiden udviklet så svær en social fobi, at hun har svært ved at forlade hjemmet. Især forsøger hun at undgå de skrækkelige curlingmødre, der omgiver skolen og som hun har døbt ’bananfluerne’. Hun er heller ikke meget for Seattles økohippier, de mange irriterende selvhjælpsgrupper eller alle de politisk korrekte grå hjelme. Derfor har hun hyret en virtuel assistent i Indien til 75 cents i timen, som skal klare de praktiske opgaver for hende. Som at booke den tur til Antarktis, hun er kommet til at love Bee, hvis hun fik topkarakterer i alle fag. Bernadette kan næsten ikke udholde tanken om at være på et krydstogtskib i så lang tid med så mange mennesker, og hun forsøger at finde en udvej. Tingene eskalerer, pludselig forsvinder Bernadette sporløst, og Bee prøver at finde ud af sandheden om sin mor.

Man kan mærke, at Semple har en fortid som manuskriptforfatter på tv-serier. Romanen er fuld af overraskende plot twists, historien er dialogbåren i og med, at det meste af handlingen fortælles gennem e-mails, og sproget er spækket med intelligente oneliners.